Introduktion #

Kort om indholdet #

Kyrkor.dk indeholder beskrivelser i tekst og billeder af kirkerne i det gamle Lund stift. Frem til 1645 omfattede det Halland, Skåne, Blekinge og Bornholm. Beskrivelserne omfatter perioden fra de ældste kirker frem til årene efter freden i Lund 1679, hvor området med undtagelse af Bornholm endegyldigt ophører med at være dansk.

Kirkebygninger og inventar fra perioden er gennemfotograferet og beskrevet i detaljer. Inventar og kirkebygninger fra senere tid er som hovedregel udeladt, men kan være omtalt kort.

Formål #

Formålet er at afdække den overdådigt rige kultur, som findes i kirkerne, og som er en fælles kulturarv for danske og svenske.

Målgruppe #

Overordnet er der tre målgrupper:

En dansk offentlighed. Det skyldes en erfaring af, at de fleste danskere nok ved, at Skåne, Halland og Blekinge var danske en gang, men der holder deres viden op.
En svensk offentlighed. Det er jo deres kirker, der er beskrevet. Og Skånes, Hallands og Blekinges danske historie er også deres historie, vores fælles historie.
Enhver, der er interesseret i den kulturhistoriske og kirkelige rigdom, der findes i kirkerne, og som ønsker at studere udvalgte temaer nærmere.

Geografisk afgrænsning #

Som nævnt omfatter kyrkor.dk Halland, Skåne, Blekinge og Bornholm, de fire landsdele, som udgjorde Lund stift frem til freden i Brømsebro 1645.

Gotland eller Gulland, som var øens danske navn, er derimod ikke medtaget. Gotland hørte ikke med til Lund stift og er ikke gammelt dansk land i samme forstand som Skåne, Halland og Blekinge. Gotland blev eroberet af Valdemar Atterdag 1361. Ved freden i Brømsebro 1645 måtte Gotland afstås til Sverige.

Periodemæssig afgrænsning #

Det gamle Lund stift har været en del af Danmark helt fra den ældste tid, hvor man kan tale om Danmark som et samlet land.

Ved freden i Brømsebro 1645 blev Halland afstået til Sverige som et pant for en periode på 30 år. Kirkeligt blev Halland lagt til det nyoprettede Göteborg stift. Inden de 30 år var omme, kom freden i Roskilde 1658, hvor Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm foruden en række norske landsdele til Sverige. Ved freden i København 1660 blev Bornholm tilbageført til Danmark. En central bestemmelse i begge fredstraktater var, at dansk ret og sædvane skulle fortsætte såsom kirkeordning og stændernes privilegier. Derfor har jeg valgt at medtage materiale efter den tid, da dansk kultur og kirkeordning levede videre til 1681.

I mellemkrigsårene 1660-1675 indledtes en forsigtig forsvenskningspolitik, som gik ud på at inkorpore de nye landsdele i det svenske rige. Det skete ved Malmø reces 1662, hvorved de nye landsdele blev inkorporeret i de svenske rige uden fuld uniformitet. Det betød blandt andet, at stænderne – herunder også bønderne - kunne deltage i den svenske rigsdag 1664. 1668 blev universitetet i Lund oprettet, og de unge fik forbud mod at studere i København. Svensk adel fik gode muligheder for at erhverve skånsk gods.

1675 forsøgte Danmark at generobre det tabte. Den skånske krig blev blodig og bitter og endte endnu en gang med nederlag for Danmark. Ved freden i Lund 1679 blev bestemmelserne fra de tidligere fredsaftaler stadfæstet.

Fra 1680 ændrede Sverige kurs i forhold til de erobrede områder. Inkorporeringen blev opgivet til fordel for fuld uniformitet. Svensk retspleje og kirkeordning blev gennemført. I kirken skulle der indføres et sprogskifte. Svenske liturgiske bøger og katekismer skulle bruges. Biskop Canutus Hahn sendte ABC-bøger ud, og kirken skulle varetage sprog- og læseundervisning. Danske præster, der offentligt havde taget parti for Danmark, måtte flygte. Resten blev efterhånden udskiftet med svenske ved naturlig afgang.

Det snabba nationalitetsbytet i Skåne (måste) ses som närmest unikt i ett internationellt perspektiv. Det kan dock förklares av flere samverkande faktorer. En sådan var den svenska statsledningens skickliga politiska agerande att söndra och härska, med att omväxlande ge löften, hota och gnemföra skoningslösa repressalieåtgärder. En annan vigtig faktor var att befolkningen på ömse sidor om den gamla riksgränsen hade samma eller lknande religion, språk och sedvänjor. Läskunnigheten hos den skånska allmogen var sedan tidigare dålig, och när ungdomen genom försvenskningarbetet fick lära sig läsa blev svenskan deres första lässpråk. Det har befrämjat försvenskningen av de uppväxande generationerna och på motsvarende sätt fjärmat dem från en dansk identitet. Lika viktigt var att gudstjänstspråket skulle vare svenska, vilket nogsamt kontrollerades av utsända inspektörer. Avsked hotade präster och klockare som predikade respektive sjöng psalmer på danska.
Skansjö 1997, s. 187.

Denne udvikling kan følges i kirkeinventaret i perioden 1658-1679, som stadig har et dansk præg tydeligt i det danske sprog på især altertavler og prædikestole. Mængden er dog begrænset i forhold til den foregående periode. 1681 blev der indført svensk kirkeordning. Dermed forsvandt det sidste officielle danske præg. På gravsten og visse andre andre tekster kan man iagttage et blandingssprog, hvor danskere forsøger sig med svensk. Efter 1690 er der kun ganske få eksempler.

Rutger von Ascheberg var generalguvernør over Skåne 1680-1693. En af hans vigtigste opgaver var at gennemføre uniformiteten. På hans initiativ blev der i mange skånske kirker opsat de såkaldte Aschebergtavler med kong Karl XIs mongram. I modsætning til de kongemonogrammer, der i stort tal indgår i altertavler og på prædikestole, er disse tavler selvstændige billeder med en krone, derunder kongens spejlmonogram flankeret af to løver og derunder et årstal. De findes stadigvæk i 39 kirker. Jeg har valgt at tage dem med som udtryk for et endegyldigt punktum for den danske tid.

Inventar efter den tid er i princippet ikke omfattet af projektet. Jeg har dog i begrænset omfang medtaget kortfattede oplysninger om genstande i kirkerne efter 1680-1690.

Et særligt område er udvidelsen af mange kirker fra slutningen af 1700-tallet frem til den accellererende nedrivning af middelalderkirker og nybggeri fra især midten af 1800-tallet og frem til år 1900. I Halland blev 95 % af middelalderkirkerne nedrevet helt eller delvis. I Skåne er der tale om en tredjedel. Den historie er medtaget kortfattet og i nogle tilfælde lidt mere udførligt for at give læseren en forståelse for, hvad det egentlig var, der skete. Den historie handler også om, hvad der blev af det historiske inventar. På Bornholm fandt der i øvrigt en lignende nedrivningsbølge sted.

Hovedparten af de nye kirker især fra 1800-tallet er besøgt og fotograferet, når de har erstattet en middelalderkirke, fordi de fleste af dem indeholder et eller flere stykker ældre inventar. Kirker, der er opført i senere tid som følge af byernes vækst, er ikke medtaget, med mindre de indeholder ældre inventar.

For den, der vil vide mere om Skånes, Hallands og Blekinges historie, har jeg sammensat en liste over forslag til uddybende læsning.

Administrativ inddeling #

Inddelingen i landsdelene – landskaper på svensk – Halland, Skåne, Blekinge, og Bornholm er ikke en administrativ inddeling. Fordi området er så stort, har jeg fundet det praktisk at bygge indholdet op over disse fire geografiske områder.

Administrative grænser ændrer sig over tid. Efterhånden som samfundet ændrer sig, opstår der behov for justeringer. De administrative grænser, jeg har fulgt er stiftet og herrederne.

Stiftsgrænsen #

Stiftsgrænserne blev ændret, da Halland i 1646 blev overført til det, der senere blev til Göteborg stift, og Bornholm blev overført til Københavns stift efter 1660. Hertil kommer et par mindre ændringer: Anholt, der oprindelig hørte til Morup sogn, må formodes at have hørt under Lund stift. 1551 blev øen et selvstændigt sogn og formodentlig i den forbindelse overført til Århus stift. Hven hørte til Roskilde stift, men blev efter 1658 overført til Lund stift.

Herreder #

Inddelingen i herreder var begyndt i 1000-tallet. I Svend Estridsens gavebrev til Lund 1085 omtale Gers og Gønge herreder. Men det er først i Kong Valdemars Jordebog omkring 1230, at herredsinddelingen er helt gennemført.

Herrederne havde flere opgaver. Et herred var et distrikt for den kongelige forvaltning og skatteopkrævning. Det var et juridisk distrikt, hvor retlige tvister blev afgjort på herredstinget samt andre sager, der angik alle herredets beboere. Hvert herredsting havde en galge.

På det kirkelige område var et herred en forvaltningsenhed på et niveau mellem sogn/pastorat og stift. Et herred blev ledet af en herredsprovst.

Herredsgrænserne har som nævnt som alle andre administrative grænser ændret sig over tid. Jeg har valgt at følge herredsinddelingen, som den var ifølge Lunde stifts landebog fra 1569. Det betyder, at jeg ser bort fra alle senere ændringer – herunder også fra, at det meget store Gønge herred i 1637 blev delt i et Øster og Vester Gønge herred.

Byerne lå derimod uden for herredsinddelingen. De blev styret af en borgmester og et råd, ligesom de udgjorde egne retskredse. Det gælder Halmstad, Varberg, Malmø, Ystad og Landskrone. Af praktiske grunde indgår de dog under herreder i herredsoversigten.

Pastorater #

Inddelingen i pastorater er nok det administrative område, hvor der gennem tiden har været flest ændringer. Jeg har dog valgt at se bort fra pastoratsinddelingen. På skatteverket.se kan man finde historikken for samtlige svenske sognes pastoratstilhørighed inklusive datoer for ændringerne. Den aktuelle inddeling i pastorater / församlingar kan man finde på svenskakyrkan.se. Her finder man også adresser, kontaktoplysninger og meget mere. Tilsvarende oplysninger vedrørende Bornholm findes på bornholmsprovsti.dk

Stednavne #

Med stednavne menes sognenes og herredernes navne.

Der findes gode oplysninger om stednavnenes udvikling. For Hallands vedkommende har jeg anvendt Ortnamnen i Hallands Län af Jöran Sahlgren og Harry Ståhl. For Skånes vedkommende har jeg anvendt Skånsk ortnamnsdatabas https://www3.isof.se/beb/ , som indeholder et righoldigt materiale.

Bestræbelsen har haft til formål at redegøre for et stednavns udvikling fra det første skriftlige belæg til sognets nuværende navn.

Med udgangspunkt i navnenes danske form fra midten af 1600-tallet har jeg forsøgt at modernisere stavemåden. I datiden fandtes der ikke nogen retskrivning. I Landebogen kan man for eksempel se det samme stednavn stavet på tre forskellige måder på en og samme side. Den moderniserede stavemåde anvendes forsøgsvis i nogen udstrækning.

I de fleste tilfælde har denne ”modernisering” været uden vanskeligheder. I nogle tilfælde har det dog været nødvendigt at foretage et valg, hvor man med lige så god ret kunne vælge det ene som det andet af to varianter af et navn. Den slags valg kan altid diskuteres. Her har lektor Birgit Eggert, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet ydet en værdifuld hjælp som konsulent.

Hvad de svenske navneformer angår, har de fleste først fundet deres nuværende form i det 20. århundrede. En retskrivningsreform i Sverige blev gennemført i 1889, hvor qv blev til kv, og e blev til ä i mange ord. I 1906 indførtes endnu en retskrivningsreform, hvor den mest markante ændring var bortfald af h i hv-ord.

Disse reformer fik selvfølgelig også betydning for stednavnene. Det var i nogle tilfælde en lang udvikling, som strakte sig over årtier. Her er nogle få eksempler:

Qvidinge blev til Kvidinge 1909.
Espinge blev til Äspinge allerede 1881.
Helsingborg blev i 1912 ændret til Hälsingborg. Men i 1971 vendte man tilbage til Helsingborg.
Hvellinge blev 1927 til Vellinge.
Hven blev først til Ven i 1961.

For de fleste stednavnes vedkommende ligger navnet dog fast fra 1909. Det år udkom der nemlig en postortförteckning med alle autoriserede stednavne. Derfor slutter listen der med mindre der er senere ændringer som i eksemplerne ovenfor.

Omvendt er der en del sognenavne, der har bevaret deres danske form, eller som er vendt tilbage til den. Det gælder stednavne som Billinge, Bonderup, Dalby, Lyngby og mange flere.

For hver kirke er der efter beskrivelsen af kirkebygningen redegjort for stednavnets udvikling. Herredsnavnene er samlet her.

Stednavnenes betydning har jeg valgt at se bort fra.

Litteratur #

Teksterne bygger på tilgængelig litteratur om emnet. For hver beskrivelse er der en eller flere litteraturhenvisninger. Når nogle tekster er mere fyldige end andre, skyldes det ofte, at litteraturen om emnet er mere righoldig. Litteraturen har selvfølgelig også forskellig kvalitet. Den omfatter alt lige fra små foldere til doktorafhandlinger. De fulde titler for de værker, der er anvendt, fremgår af litteraturlisten. Foldere nævnes kun i teksten – ikke i litteraturlisten.

I nogle tilfælde er der ingen litteraturhenvisning eller kun initialerne nc. Det er tekster, jeg selv har forfattet uden støtte i nogen bestemt bog eller artikel. Under alle omstændigheder er jeg selv ansvarlig for alle tekster.

Kirkebeskrivelserne #

Kirkebeskrivelserne begynder altid med en beskrivelse af kirkebygningen. Derefter følger skib, kor, altertavle, døbefont, prædikestol. I mere tilfældig orden kommer så, hvad der måtte være af øvrigt inventar herunder kalkmalerier, krucifixer, epitafier, gravsten, præstetavler, klokker og meget mere.

Nedenfor følger nogle kommenaterer til beskrivelsen af de enkelte inventardele.

Kirkebygning #

Kirken præsenteres i billeder og bygningens historie beskrives kort. Jeg har i vid udstrækning anvendt Bebyggelseregistret især for Skånes vedkommende. For Hallands vedkommende har jeg anvendt Ing-Marie Nilssons Mellan Magten och himmelriket, der indeholder en skematisk bygningshistorie for alle middelalderkirker i Halland. Vedrørende Blekinge og Bornholm kommer jeg til at anvende Sveriges Kyrkor og Danmarks Kirker, der begge er komplette vedrørende de to områder.

Historik #

Jeg har fundet supplerende samtidige oplysninger om mange kirkebygninger i Kancelliets Brevbøger. Brevbøgerne indeholder korte referater af officielle skrivelser fra kancelliet. Teksterne er citeret in extenso.

Kor #

Oplysninger om alterbord, alterstager og eventuelt andet inventar vil være at finde her. Er der en altertavle fra projektets periode, bliver den beskrevet i sit eget afsnit. Det samme gælder kalkmalerier.

Altertavler #

Altertavlerne falder i to grupper: fra gotikken og fra renæssancen med langt de fleste fra den sidste gruppe. Opbygningen bliver beskrevet i detaljer. Teksterne på altertavlerne er skrevet enten på gammel dansk eller på latin. Jeg har identificeret skriftstederne med skrifthenvisninger. Hvis nogen en gang vil undersøge brugen af bibelcitater på altertavler (og prædikestole) i renæssancen, så ligger undersøgelsesmaterialet her.

De danske tekster gengiver jeg, som de står. Det gør jeg også ved de latinske tekster, men tilføjer en dansk oversættelse efter den autoriserede oversættelse af 1992.

Et særligt problem er de altertavler, der i forbindelse med en restaurering en gang i fortiden har fået en svensk sprogdragt. Her kan man ikke vide, om man har genanvendt det gamle skriftsted, men nu på svensk, eller om man har valgt et andet. Kun en konservator kan finde ud af det.

I nogle tilfælde har man fjernet al farve, så det er umuligt at vide, hvad der har stået.

I nyere tid er tendensen, at man ved restaureringer opmaler de gamle danske tekster. Det er der mange smukke eksempler på.

Prædikestole #

Hvad der sagt om altertavler ovenfor, gælder også prædikestole.

Vedrørende litteraturen om renæssancens træarbejder har forfatterne mest været optaget af de kunstnere, der rager højt op over de andre som Jacob Kremberg og Statius Otto med flere. Det, man kunne kalde det mere almindelige arbejde, har man ikke interesseret sig så meget for, selvom det er talrigt.

Døbefonte #

Døbefontene ører til kirkernes ældste inventar og frembyder en rig mangfoldighed. Der er alt lige fra de gotlandske importfonte med deres billedrigdom til de tunge fonte fra Funtaliden i Halland. I det systematiske index – se nedenfor – følger jeg Sven Axel Hallbäck i Halland, Lars Tynell i Skåne og M. Mackeprang på Bornholm. De tre forfattere har alle søgt at ordne døbefontene i grupper. Selvom senere forskere har stillet spørgsmålstegn ved nogle af grupperingerne, har jeg valgt at følge de tre i indexet, men samtidig gøre opmærksom på uenigheder i teksten.

Kalkmalerier #

Kalkmalerierne er systematisk gennemfotograferede. I beskrivelserne følger jeg A Catalogue af Knud Banning. Beskrivelsen af kalkmalerier er i nogle tilfælde meget omfattende og kan kompliceres af, at flere lag ligger ovenpå hinanden.

Epitafier og gravsten #

Teksterne skrives af for så vidt, som de er læselige. Gravstenene har tit ligget i skibets midtergang eller i koret, hvorfor de kan være slidte, så teksten er vanskelig eller umulig at læse.

De latinske tekster er tit en udfordring, der betyder, at nogle tekster ikke gengives i oversættelse. Bibelske personer

Bibelske personer og historier forudsættes bekendte. Skulle det være nødvendigt at slå noget op, er både Det gamle Testamente, Det nye Testamente og de apokryfe skrifter tilgængelige online på både dansk og svensk i autoriserede oversættelser.

I det førreformatoriske materiale som kalkmalerier, gotiske altertavler og løse figurer forekommer et omfattende persongalleri af helgener med tilhørende legender. Legenderne genfortælles ikke. Her kan jeg anbefale Tue Gad: Helgener. Legender fortalt i Norden, 1971.

Præstetavler #

Præstetavlerne er medtaget, fordi de er et synligt udtryk for overgangen fra dansk til svensk.

Personalia #

Der er medtaget korte biografier over personer, hvis navn forekommer på gravsten og epitafier og i nogle tilfælde også andre steder. Oplysninger om præsterne stammer fra Lunds stifts herdaminne. Adelsmænds biografier stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk Leksikon. Nogle adelsmænd har spillet en fremtrædende rolle i Danmarks historie, hvorved biografierne bliver meget omfattende. I de tilfælde vil der være en henvisning (link) til et sted, hvor man kan læse mere.

Systematisk index #

Formålet med det systematiske index er, at man kan gå på tværs af kirkerne, hvis man er interesseret i et særligt tema som for eksempel kalkmalerier fra et bestemt værksted eller Morten Stenmesters døbefonte.

Mit håb er, at det vil være et nyttigt redskab.