Der er intet murværk tilbage af den middelalderlige kirke. Den bestod af skib, kor og apsis og et senere tilføjeet våbenhus. Et trætårn blev sandsynligvis bygget 1766. 1816 blev kirken forlænget mod øst. Da man byggede en ny kirke 1890-1891, blev den gamle revet ned. Den nye kirkes mure er opført udenfor den gamle kirkes mure, hvilket er markeret i indretningen af skibet.
Okome hembygdsförening, Public domain, via Wikimedia Commons.
Aagome kirke, som den så ud sidst i 1790’erne tegnet af provst Anders Petterson Widberg, der var præst i sognet fra 1798 til sin død 1825. Den originale tegning hænger i sakristiet. Gislén 1991, s. 3
På initiativ af provst Widberg blev der gennemført en omfattende ombygning 1816. Ved den lejlighed fandt man 11 ligkister under gulvet i koret og 2 i skibet. Større vinduer blev sat ind, som det ses af de to tegninger.
Den gamle kirke var opført af natursten og kalkpudset. Den målte 45 x 12 alen. Taget var tækket med egespån. Kirkegården om omgærdet af en stenmur med en døråbning mod præstegården og en anden åbning, der var så stor, at en hestevogn kunne køre ind.
Kirken fra sydøst. Akvarel fra midt i 1800-tallet. Foto: Lars Kennerstedt, Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
I en udtalelse fra Det Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien 1890 vedrørende nedrivning af den gamle kirke hed det, at ”kyrkan varken ur antiqvarisk eller konstnärlig synpunkt är märklig”.
I den kongelige tilladelse til nedrivning var det altså en udtrykkelig betingelse, at inventaret blev behandlet omsorgsfuldt. Dette skete dog ikke. Så godt som alt blev solgt. Noget nåede via mellemmænd til Kulturen i Lund. En del er sidenhen kommet tilbage til den nye kirke. Noget af det, der blev spredt for alle vinde uden at kunne spores, var et triumfkrucifix, en jernbeslået kirkekiste af eg og fattigblokken samt et portræt af Jens Pedersen Falchovius, der var præst ved kirken 1677-1691. Noget af pulpituret havnede på Hallands Konsthistoriske museum i Varbjerg.
Ved en større restaurering 1960-61 kom en del af det gamle inventar tilbage til kirken.
Ing-Marie Nilsson 2009, s. 360.
Okome kyrka. Folder om kirken.
sv.wikipedia.org
Kirken inden den blev nedrevet 1890. Tegning af folkeskolelærer J. Johnsson i Kønge. Okome hembygdsförening, Public domain, via Wikimedia Commons. Samt: Fotografi af Anna Dahlberg, Falkenberg, Public domain, via Wikimedia Commons.
Stednavn #
Ochem 1177, Okheem 1330-34, Okkemmæ 1394, Okem 1418, Okemme 1423, Okeem 1447, Ogem 1461, Ocheme 1461, Okema, Ageme 1481, Ochim 1518, Ogeme 1523, Agomme 1537, Aagijme 1569, Agiimme 1600, Aa(c)kime 1601, Ogome 1610, Aagom(m)e, Ogome 1612, Aagome 1613, Aagomme 1632.
Aagwmme 1646, Ågumme 1660, Okomme 1718, 1756, Okome 1825, 1876.
Sahlgren 1950, s. 281.
Skib #
Der findes ingen billeder af den gamle kirkes interiør. Man sad på hvidmalede bænke, og der var ingen opvarmning.
Kor #
Altertavle #
Altertavlen er fra 1636. Soklen har to etager.
På den nederste læses:
”Sendt dit Lius oc din Sandhed, at de ledsage oc føre mig til dit hellige bierg oc til din bolig, at ieg kand indgaa til Guds altere. Psal. 43.” Herunder står der: ”Laurent Abraham Lund huius ecclæ Aagom: & conjunctarium Pastor.” (Laurentius Abrahamius fra Lund pastor i Aagome kirke og tilknyttede kirker.)
I felterne henholdsvis til venstre og til højre for diamantbosserne står der Anno 1636. – Årstallet 1817 i feltet ovenover henviser til en restaurering.
På etagen ovenover står der:
”Detta er mitt Legeme: Dette er mit blod: Det giører i minn hukomelse. Huer menniske prøve sig self. 1 Cor.11”.
Den nederste etage på soklen deles i tre felter med to store diamantbosser med beslagornamentik. Øverst har den en tandsnitliste. Den anden etage har fire konsoller med løvemasker og afsluttes foroven med en arkitrav, der er ornamenteret med blade, der vender henholdsvis opad og nedad.
Storstykkets billede er en fremstilling af nadverens indstiftelse indrammet af en rundbue. Som pilastre er der en mandlig og en kvindelig herme med frugtnedhæng og joniske kapitæler. Buen er smykket med beslagornamentik. I sviklerne sidder englehoveder. Billedet flankeres af to glatte søjler på hver side med korintiske kapitæler og rigt udsmykkede gprydbælter. Mellem søjleparrene er der høje aflange felter diskret udsmykket med vinranker. Vingerne har en drage i profil, en mandlig og en kvindelig figur, frugter og en kartouch med et englehoved.
Over storstykket er en gesims med en frise med æggestav og kvindeansigter over søjlerne. På frisen står der: ”Sola sita in dextra Iesu mihi vita salusque.” (Kun på Jesu højre side er der for mig liv og frelse.) Over gesimsen er en kraftig tandsnitfrise.
Midt på topstykket er en fremstilling af Gud Fader med åbne arme. I lighed med Nadverbilledet i storstykket er det flankeret af en mandlig og en kvindelig herme. På venstre vinge ses et relief, der forestiller Kobberslangen i Ørkenen. Ovenover billedet står der: ”Sicut Moses exaltavit serpentem”. Ordene stammer fra Joh. 3,14: ”Og ligesom Moses ophøjede slangen…” Relieffet i højre side viser Jakobs Kamp. Over billedet står der: ”Non dimitiam te nisis.” ”Jeg slipper dig ikke”, 1. Mos. 32,24-30. Øverst er en gennembrudt trekantgavl med Justitia. Hendes arme mangler dog og dermed også vægten. Gavlen er flankeret af Moses og Johannes Døber.
Altertavlen er ifølge Gregor Paulsson påvirket af Hans von Steenwinkels arbejde: ”Han har i Halmstad haft inflytande på det lokale konsthantverket, det visar t.ex. altartavlan från Okome i Halland, vars likhet med Kronborgs arbeten inte är svår att se.” Paulsson uddyber det dog ikke nærmere.
Da den gamle kirke blev revet ned, blev altertavlen solgt til det kulturhistoriske museum i Lund, men blev købt tilbage af menigheden og sat op, da kirken blev restaureret 1960-1961.
Paulsson 1915, s. 106.
Gislén 1991, s. 5-8.
I.L. Nilsson 2016, s. 56-59.
Døbefont #
Døbefonten er af sandsten. Kummen er kløverbladsformet med figurscener fra Jesu barndomshistorie. Fonten har udtømningshul. Skaftet er et søjleknippe med en tandsnitfrise, hvor søjlerne støder sammen. Fonten står på frie fritstående plinter med et opadvendt menneskehovede på hver.
Datering: frem til midten af 1200-tallet.
Bebudelsen, Jesu Fødsel, Maria og Josef får en åbenbaring om at flygte til Ægypten, De tre vise mænd forlader Jerusalem, De tre vise mænd frembærer sine gaver, Flugten til Ægypten.
Reliefferne er høje på en plan baggrund.
Det har tidligere været antaget, at fonten skulle stamme fra Gotland. Nu er den fremherskende holdning derimod, at den hører til en gruppe døbefonte i Bohuslen: Askum, Hede og Skredsvik, som alle er udgået fra samme værksted.
Reliefferne på døbefonten. Blyantstegning af Gustaf Brusewitz fra anden halvdel af 1800-tallet. Foto: Lars Kennerstedt, Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Hovederne på fontens fødder.
Hallbäck 1969, s. 21-22 og 56-58.
Ing-Marie Nilsson 2009, s 405.
Gislén 1991, s. 12.
Dåbsfad #
Der findes også et dåbsfad af messing – sikkert fra slutningen af 1500-tallet – med et motiv af Bebudelsen.
Prædikestol #
Prædikestolen er fra 1649. Den gennemgik mindre ændringer ved restaureringen 1960.
Der er fire sider med relieffer med fremstillinger af lidelseshistorien. Ovenover i smalfelterne står de skriftsteder, der belyser scenen nedenfor, som skal læses fra højre til venstre:
Getsemane Have: Min siæl er bedrøfuit intil døden. Vaager, oc beder, at i icke skulle zfalde i fristelse, Matth 26.
Tilfangetagelsen med Judaskys: Min ven som ieg forlod mig paa, som od mit brød, traade mig under fødder. Psal 41.
Piskningen: Ieg holdt min ryg til dem som mig sloe oc mine kindben til dem som mig ryckte. Esa. 50.
Korsfæstelsen: Lige som Mose ophøide en hugorm i Ørcken, saa skal meniskens søn ophøies. Joh. 3.
Billederne indrammes af en rundbue med englehoveder og –vinger i sviklerne, listekapitæler og hermer som pilastre.
På hjørnerne står Kristus og de fire evangelister på fremspring, der hviler på ansigtsmasker. Øverst afsluttes de med en jonisk kapitæl. Evangelisterne står med hver deres attribut, mens Kristus løfter højre hånd til velsignelse.
De øverste smalfelter adskilles med en volut med ansigtsmaske. Teksten står med guld på en mørk baggrund. Felterne afsluttes foroven med en tandsnitsfrise og en æggestav.
De nederste smalfelter er smykket med frugt- og bladornamentik. På konsollerne mellem dem sidder fantasimasker, som glor på betragteren. Hængestykkerne består af englehoveder i gennembrudt bruskornamentik. I hjørnerne en grøn kugle med en forgyldt knop.
Lydhimlen er samtidig med prædikestolen. Den er sekskantet og har hængestykker i brudt bruskornamentik med englehoveder placeret midt for. Ovenover er en frise med et citat fra Es. 58: ”Raab høit, spar icke, opløft din Røst som en Basune oc kundgiør mit folck deris ofuertraedelse, oc Iacobs huus deris synder: Esa 58.” På den side af lydhimlen, som hænger over opgangen til prædikestolen, står der Soli Deo Gloria. Ovenover står Peter med nøglen.
Over frisen er der en æggestav og endnu en liste. I hjørnerne er der volutter med kvindeansigter. Ovenpå der der rundbuer med en person og på begge sider af buerne gennembrudt bruskornamentik. I hjørnerne er der putti.
I lydhimlens indvendige side står der: ”Anno CSR 1649 Laurentius Abrahamius Lundensis, huius Loci Pastor Leuantur Aduersa Læte spe: Cor mentem et linguam tu rege Chre mea. Sine tuo numine, nihil est in homine” (År CSR 1649 Laurentius Abrahamius fra Lund, præst på dette sted: Modgang bæres med glædeligt håb. Reger, Kristus, mit hjerte, mit sind og min tunge. Uden din yndest er mennesket intet.) Bogstaverne CSR står for Christina Sueciæ Regina, Kristina, Sveriges dronning.
Præsten Laurentius A. Lund kom til Aagome 1638 fra en kirke i Skåne, som var blevet helt ødelagt af en sandstorm. Også den nye prædikestol var ødelagt. Han bad derfor den samme kunstner om at lave en kopi af Skåneprædikestolen til Aagome. Den var færdig 1649.
Gislén 1991, s. 8-12.
I.L. Nilsson 2016, s. 56-59.
Pulpitur #
Pulpituret fra 1600-tallet med 14 billeder blev sat op igen i 1960-61. Billederne viser Kristus, Salvator Mundi, apostlene samt dyden Pietas, Fromhed. Over billederne ses apostlenes navne. Under billederne står der:
Thi at huor som to eller tre ere forsamlede I mitt nafn, der will Jeg være mit Iblant dem. Math. 18. - En Tin(g be)der Jeg af Herren, det hafde Jeg gierne, at Jeg maatte blifve i Herrens Huus all min Liffs tid, At skue den skøne Herrens gudstieneste oc at besøge hans Tempel. Davids Ps. 27. v. 4. – Min Siel lengis oc begiærer inderlig att komme til Herrens Førgaard: Mit lif och sjiæll glæder sig udi den lefuende Gud.