Kirken menes at være fra 1200-tallet. Den er opført i kampesten og bestod af skib og kor. De oprindelige nord- og syddøre er stadig bevaret, men er forskudt forholdsvis langt mod øst. Det kunne tyde på, at kirken er blevet forlænget mod vest. På sydsiden findes et lille våbenhus, som nu anvendes som hovedindgang. Dateringen er uvis. Under syvårskrigen blev kirken brændt ned af svenskerne 1563, men blev genopbygget på de middelalderlige mure.
1756 blev et sakristi med gravkælder opført. Her ligger præster og deres familier.
Et klokketårn blev ombygget 1809. Det omtales 1729.
Ing-Marie Nilsson 2009, s. 231, 380.
Riksantikvarieämbetet
Stednavn #
Bredharydh 1402, Bredaryd 1466, Brederod 1505, Brederød 1565, Breerødt/Brederødtt 1569, Bred(e)rød 1581, Brederødt 1584, Brorid 1595, Brered 1600, Brederød 1605, Brerødt 1629.
Bredaredh 1646, Brearød 1691, Breared 1718-1777, 1825, 1876.
Sahlgren 1948, s. 73.
Skib og kor #
Bexell oplyser 1819, at den daværende altertavle forestillede nadverens indstiftelse.
Alterbordet står op mod korets østgavl. Det er genopført 1991-1992 på det middelalderlige fundament.
Der findes en primklokke af malm fra 1200-tallet.
I.L. Nilsson 2013, s. 25.
Bexell 1817-1819, s. 97f.
Dåbsfad #
Foto: Sigfrid Gunnäs, Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Dåbsfad af messing, 1600-tallet. Motivet er Abraham, der ofrer Isak. I randen springende hjorte.
Prædikestol #
Inga Lindén Nilsson og Bebyggelseregistret anfører, at prædikestolen er fra 1593. Det kraftige bruskværk tyder dog på en senere datering – måske omkring 1650.
I storfelterne er der fremstillinger af evangelisterne, som er sat ind i en ramme af forgyldte bruskornamenter. Storfelterne adskilles af hermer, hvoraf to er dyder: Caritas (kærlighed) og Prudentia (mådehold), som står på fremspring med løvehoveder. I de nederste smalfelter ses evangelisternes navne. Under smalfelterne hængestykker. De øverste smalfelter er tomme og adskilles i hjørnerne af volutter med kvindeansigter.
Lydhimlen, der er samtidig med prædikestolen, har en høj overbygning med et stort kors, beslagværk, en midthængt due og små fugle i hængestykkerne.
Nilsson 2016, s. 100.
Bebyggelseregistret
Røgelseskar #
Foto: Sigfrid Gunnäs, Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Røgelseskar af bronze fra 1200-tallet.
Epitafium #
På væggen hang et epitafium med portrætter af præsterne Fries samt Gadelius og Anna M. Winberg, 1701.
Bexell 1817-1819, s. 98.
Præsten Jørgen Lauridsen Friis #
Han er født o. 1615 og blev student fra Viborg Katedralskole 1632. 1637 fik lensmanden på Hald, Knud Gyldenstjerne, foranlediget, at han blev kaldet til sognepræst i Sevel, Ribe stift. Her ejede Knud Gyldenstjerne gården Stubbergaard. Der opstod dog en konflikt med Knud Gyldenstjerne, da Jørgen Friis med megen skarphed og ”utilbørlig Ensidighed” fastholdt, at det, det kommer an på i troen, ikke er menneskets bod, men Guds nådegave i dåben og troen på Kristi fortjeneste. Opgøret var rettet mod den lærde Holger Rosenkrantz, der havde fremhævet de gode gerningers betydning for menneskets frelse. Da ægteparret Gyldenstjerne satte Holger Rosenkrantz meget højt, var et sammenstød uundgåeligt. Det fortsatte med enken efter Knud Gyldenstjernes død. Hun var lige så sikker i sin sag som Jørgen Friis og fik ham indklaget for vranglære. Sagen kom for landemodet, der den 22. juni 1643 fradømte ham embedet, med mindre ”den højeste Øvrighed” ville benåde ham.
Hvordan sagen kom Christian IV for øre, vides ikke, men han pålagde biskopperne og det teologiske fakultet at undersøge, om ikke landemodets dom burde skærpes. Denne gejstlige højesteret erklærede i september 1643, at Jørgen Friis havde krænket sin embedsed, at hans lære banede vej for en kødelig sikkerhed, og at han derfor var uværdig til nogensinde at beklæde et præsteligt embede. Han blev anbefalet at tilbagekalde sine anskuelser offentligt.
I kongens øjne var den straf alt for mild. Jørgen Friis blev sat i Blåtårn. Men da han gav udtryk for at retfærdiggøre sine synspunkter fremfor at tilbagekalde dem, blev kongen endnu mere vred og befalede den 28. juni 1644, at ”den Skjælm skal smeddes i Jærn hos en af de svenske, som mindst duer iblandt alle de svenske Fanger, som findes paa Holmen”. Han blev med andre ord overført til Bremerholm, hvor han tilbragte 1 år.
Flere gik i forbøn for ham, og efter sin løsladelse tog han til Rostock, hvor teologerne ved universitetet der lavede en udtalelse, der rensede ham for beskyldninger for vranglære og erklærede ham for en god luthersk præst.
Hans bror, der var præst i den danske del af hertugdømmerne, søgte at få ham derned. Da det mislykkedes, tog han til Stockholm, hvor han søgte embede i en af de provinser, Halland, Gulland (Gotland) og Jemtland, der var afstået ved freden i Brømsebro 1645.
1652 blev han præst i Brederød.
1668 fik han på ny en sag om vranglære på halsen. Biskop Zacharias Klingius, der var den første biskop i det nyoprettede Göteborgs stift, der også omfattede Halland, fik ham afsat 1668. Da rigskonsistoriet fandt, at han var gået for hårdt til værks, fik han et kongeligt oprejsningsbrev, hvorefter han kunne fortsætte som sognepræst i Vedige.
Også her fik han problemer, da han stadig fulgte den danske liturgi efter, at forsvenskningen var sat ind. Men sagen må være dysset ned, for han fik lov at dø i fred 1688.
Sønnen Laurids Friis blev i øvrigt sognepræst i Brederød.
H.F. Rørdam, i: Dansk biografisk Lexikon