Falkenberg

Falkenberg

Falkenbjerg

Faurås herred, Halland

Kirken er fra 1300- eller 1400-tallet og var indviet til Skt. Laurentius. I sydfacaden findes spor af den gamle indgang, som blev tilmuret 1903. Hvordan det oprindelige kor har set ud, ved man ikke, for i senmiddelalderen blev skibet forlænget mod øst, og kirken fik sin langhusform. En senmiddelalderlig tilbygning på korets sydside har formentlig været et kapel.

Korets østgavl har 9 højblændinger, der afsluttes forneden med en tandsnitfrise. Der har været kamtakkede gavle.

Under den nordiske syvårskrig 1563-70 brændte kirken, men blev genopbygget.

Brev fra kongen af 31. maj 1586:

Aabent Brev, at Kirkeværgerne for Falckenbierg Kirke, der i sidste svenske Fejde blev brændt af Rigets Fjender, men som de nu igen ville opbygge, i de næste 2 Aar maa oppebære Kronens Told og Sise i Falckenbierg til Kirkens Opbyggelse, da den ikke har noget synderligt Forraad. Kancelliets Brevbøger 1584-1588, s. 520.

1787 blev tårnets overdel fornyet, og i 1797 opførtes et muret våbenhus foran vestindgangen.

1892 opgav man kirken, da man byggede en ny, men den blev ikke revet ned. Den blev anvendt som gymnastiksal, mødesal, koncertsal og biograf. Da skolen byggede en gymnastiksal 1922, fjernede man alle gymnastikredskaber og besluttede at restaurere kirken, som blev genindviet 1928.

Der er intet gammelt inventar i kirken udover døbefont.

Ing-Marie Nilsson 2009, s. 221, 235 og 356f.

Stednavn #

Falckenberg 1288, Falkynbergh 1298, Falkinbergh 1307, Falkinbergh 1326, Falkenbergh 1336, Falkenberghe 1433, Falkinbergh 1434, Falkenberch 1467, Falkenbierg 1499, Falckenbierg 1531, Falckeberg 1540, Falkenborg 1540-50, Falckenberg 1552, Falckenbierg 1552, Falckenberck 1559, Falckenbierg 1563, Falckenberig 1563, 1565, Falckenbierg 1569, Falckenberrigh 1600, Falkenberg 1603, Falkenberg 1609, Falckenbierg 1613, Falchenbierg 1632.

Sahlgren 1950, s. 303-304.

Skt. Gertrud i Ny Falkenbjerg #

I tvillingebyen Ny Falkenbjerg lå en kirke, der var opført i yngre middelalder, og som var indviet til Skt. Gertrud. Det var en langhuskirke, som sandsynligvis har haft hvælvinger helt fra opførelsen. I vest var der et rektangulært fritstående stentårn. Dens indvendige mål var 8,3 x 6,3 meter. Den blev sandsynligvis revet ned i forbindelse med, at Ny Falkenbjerg i 1508 blev nedlagt som by. 1552 blev befolkningen pålagt at flytte til Gamle Falkenbjerg, hvorefter kirken forfaldt. Så sent som i begyndelsen af 1900-tallet var der stadig meterhøje mure.

Ing-Marie Nilsson 2009, s. 356f.
Larsson u.å., s. 24.
Lundh 2021, s. 162.

Skib #

Malerierne i loftet er udført af Paul Christopher Linkmeyer 1753-1754.

Kor #

Bexell omtaler en altertavle, som tidligere har stået i Halmsted kirke og derfra købt til kirken.

Bexell 1817-1819, s. 344.

Døbefont #

Døbefonten er af træ og består af tre dele. Kummen er rundet med et bånd øverst med en indskrift med nogle få latinske versaler. En midterdel består af en rund vulst. Firsidet fod, der skråner opad, affasede hjørner. Der er intet udtømningshul.

Fonten er vanskelig daterbar. Formen er romansk, og derfor mener Hallbäck, at den må være middelalderlig.

Hallbäck 1969, s. 29 og 42.
Ing-Marie Nilsson 2009, s. 402.

Kalkmalerier #

Kalkmalerierne er indrammet af brede bånd med laurbærblade med skraveringer. Det vandrette bånd bæres af en række søjler. Motiverne er disponeret således, at motiver fra Det gamle Testamente findes på skibets nordvæg og i koret, mens motiver fra Det nye Testamente findes på skibets sydvæg. De er meget fragmentariske, så det er kun et fåtal, der kan identificeres.

På skibets nordvæg ses Syndefaldet. Adam og Eva står ved siden af træet, som slangen snor sig om. De andre motiver er uidentificerede. På et af billedfelterne er en senere tekst skrevet hen over et ældre billede.

På væggen i koret ses Moses med lovtavlerne og Aron.

På skibets sydvæg ses

  • Johannes Døber og Agnus Dei (Guds Lam).
  • Getsemane Have. Billedet er meget utydeligt, og der er malet en tekst ovenpå.
  • Judaskysset med hele scenen, hvor Peter har hugget øret af ypperstepræstens tjener, og Jesus derpå helbreder hans øre.
  • Meget utydeligt, men det kan være Jesus for Pilatus.
  • Piskningen – måske.
  • Korsfæstelsen. Kun korset er synligt nu, mens resten er udvisket. Maria og Johannes har sikkert også været der.

Datering: fra sidst i 1500-tallet til omkring år 1600. Det vil sige efter kirkens brand.

A Catalogue 1976, bd. 2, s. 94-96.
I.L. Nilsson 2013, s. 111.

Klokker #

Skrivelse fra kancelliet af 29. november 1570:

Til Peder Oxe, Hofmester. Da Borgerne i Falckenberg have berettet, at der blev 3 Klokker hængende i deres Kirke, da de Svenske brændte Byen, hvilke Pouel Huitfeldt siden har ladet tage ned og sende til Kiøpnehafn, hvor en af dem endnu er i Behold og staar ved Fetaljehuset ved Slottet, skal Peder Oxe lade dem faa denne Klokke.
Kancelliets Brevbøger 1566-1570, s. 645.

Den store klokke er støbt 1641.

Bexell 1817-1819, s. 345.