Den romanske kirke bestod oprindeligt af skib og kor uden apsis. Skibet var næsten kvadratisk: 9 meter langt og 8 meter bredt. Store dele af skibets nord- og sydmure er oprindelige.
Tidligere stod kirken i kampesten uden puds, men med hvide fuger. 1675 blev den pudset og hvidkalket.
På skibets sydside var et middelalderligt våbenhus, som blev fjernet 1826.
Mod øst på kirkegården stod indtil 1697 en klokkestabel.
Tårnet er opført 1805-1806 og erstattede et tårn fra omkring år 1700. Tårnet havde samme bredde som skibet og fungerede som en forlængelse heraf.
I en rapport fra 1817 hedder det, at ”fönsterna hade små rutor innefattade i bly, försedda med järngaller”. Og i våbenhuset, som senere blev fjernet, sad der en middelalderlig dør af eg, som var ”försedd med 3:ne gångjärn, en stor järnlås och ymnigt järnbeslag.”
1826 blev kirken forlænget mod øst, idet koret blev fjernet og halvrundingen blev opført. Siden er kirken ikke blevet forandret i det ydre.
Ing-Marie Nilsson 2009, s. 376.
Andersson, C.M. 2002, s. 8.
bebyggelsesregistret.raa.se
Stednavn #
Stenungæ 1370, Steninge 1371, Sten(n)inge 1603, Stenninge 1613.
Sten(n)ing(h)e 1645-1777, Steninge 1825.
Sahlgren 1948, s. 147.
Skib #
1873-1876 foretoges en stor indvendig renovering med nye bænke og nyt gulv. Kirkens nuværende udseende hidrører fra en restaurering 1932. Den seneste restaurering fandt sted i begyndelsen af 1990’erne.
Kor #
Foto: Sigfrid Gunnäs, Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Kalkens fod og skaft er efter alt at dømme fra 1500-tallet. Knoppen på skaftet har form af en fladtrykt kugle med en ring omkring. På foden er der påsat et krucifix. Kalken er ifølge regnskabsbogen købt af Harplinge kirke 1672: ”Betalt 8 lod silver till Harplinge kyrka för kalken som Steninge kyrka sig tillbytt av Harplinge, 6 daler silvermynt.” Kalken, som ikke er særlig stor, har formentlig været for lille til den store menighed i Harplinge, men passet fint til det mindre Steninge.
Bægeret er fornyet 1731.
Den firkantede oblatæske er fra 1734 og blev skænket af fogeden Anders Öhrwall og hans hustru Anna Lucia Kjerrulf til Harplinge kirke. De boede i Harplinge sogn, men ejede også en gård i Steninge sogn.
Andersson, C.M. 2002, s. 38-40.
Altertavle #
Altertavlen er fra 1643. Den havde oprindelig mange skriftcitater på både latin og dansk, som nu er vanskelige at tyde.
Soklen har et bjælkelag med volutter og to ansigtsmasker. I storstykket er hovedmotivet Nadvermåltidet. Maleriet sidder i en geret ramme med plantemønster. Nadverbilledet flankeres af doriske søjler med rigt dekorede skafter og kvindeansigter i prydbælterne forneden. Til venstre for søjlen står Paulus med sværd, og til højre ses Peter med nøgle. Det er høje smalle billeder i en rundbue. Yderst på storstykket inden vingerne er hermepilastre med dyder kalk og anker for håb. Vingerne er gennembrudt bruskornamentik. Nederst ses en enhjørning med bukkeskæg under noget, der måske er en havfrue. Øverst på vingene står en putto med basun.
På arkitraven over storstykket står der ”Jubilate Deo … omnis terra psalmum dicite nominem Eius.” Dette er begyndelsesordene i Ps. 66.
På topstykket findes malerier af henholdsvis Korsfæstelsen og Opstandelsen. De er indrammet af en buet ramme med samme mønster som buerne over Peter og Paulus i storstykket. Billederne flankeres af kvindelige hermer. Vingerne er med gennembrudt bruskornamentik. Længst ude til venstre på arkitraven står en stor figur, der forestiller Moses, og til højre Johannes Døber.
Ovenpå topstykket ses Carl XIs monogram med kongekrone og kors. Dette er en senere ændring. Kronen blev rekonstrueret af Eric Nilsson, Harplinge, 1932, da den oprindelige krone var skadet. På enhjørningernes krop står der på den ene ”Anno” og på den anden ”1643” sammen med våbenskjolde for Casper Otto Sperling og Ellen Ulfspar. Anno 1647.
Tavlen kan være lavet af Jacob Kremberg fra Lund. Anna Maria Göransson, som har skrevet bogen ”Jacob Kremberg och Lundaskolan”, har oplyst, at den er beslægtet med en gruppe altertavler i Skåne, hvoraf de fornemste findes i Åhus, Hørby og Trelleborg. Snedkerne til de tre altertavler er alle udgået fra Lundemesteren Jacob Krembergs værksted, og den snedkeren til Steninge kirkes altertavle altså også være.
Under billedet af Paulus i storstykket er et lille felt, hvor der står: ”Denna Altertavla är Gifwen åt Steninge Kyrka av handelsmannen i Borås Herr Jonas Falck…” Fortsættelsen mangler, men kendes fra en optegnelse fra 1830: ”…dess kära fru Anna Brita Götherström och uppå dess bekostnad renoverad 1762. Hans Ring.” Jonas Falck og frue købte altertavlen af Vedinge kirke og skænkede den til Steninge. Anna Brita Götherström, Jonas Falcks kone, var datter af sognepræst Laurentius Götherström, Harplinge-Steninge.
Da Bexell besøgte kirken, blev han begejstret for altertavlen og kaldte den ”vackert bildhuggeriarbete”. Den gang hang kirkens gamle altertavle på korvæggen. Den var lavet i 1587. Derpå stod der: ”Søger Herren den stund han kan findes” samt Fadervor på dansk.
Hvad der er blevet af denne altertavle, vides ikke.
I.L. Nilsson 2016, s. 86-89.
Andersson, C.M. 2002, s. 24-28.
Bexell 1817-1819, s. 154.
Gammel altertavle #
Kirkens gamle altertavle hang på nordvæggen i koret frem til kirkens ombygning 1826. Den var lavet i 1587. Ifølge en optegnelse fra 1762 var den lavet af ”släta brädor i tvenne avdelningar”. Den havde ikke noget billede. På den ene halvdel af tavlen stod nadverens indstiftelsesord, Mk. 14,22-24, at læse, og på den anden halvdel indstiftelsesordene fra Matt. 26,26-28. Øverst på tavlen og lige over de to halvdele stod der: ”Søger Herren den stund han kan findes” samt Fadervor på dansk. Malingen var blevet fornyet 1733, men hvad der er sket med den efter kirkens ombygning vides ikke.
Andersson, C.M. 2002, s. 44.
Døbefont #
Døbefonten af træ er fra 1666. Det nuværende dåbsfad er indkøbt i 1884, men et gammelt messingfad findes endnu.
Andersson, C.M. 2002, s. 31-32.
Prædikestol #
Prædikestol fra 1639. Den har fire sider med evangelisterne i storfelterne. Evangelisterne, der malede, står i en rundbue, der er udfyldt med beslagornamentik og en blomst/roset. I sviklerne er der englehoveder. Mellem storfelterne står søjler på et fremspring. De har glatte skafter og joniske kapitæler og et bredt prydbælte ved basen med et englehoved. Under kapitælerne er et kort prydbælte.
I smalfelterne står evangelisternes navne, og under smalfelterne er der et enkelt hængestykke med to volutter. Under fremspringene sidder drejede kugler.
Teksten i de øverste smalfelter, som i virkeligheden er ét langt tekstfelt, skyldes en senere restaurering. Der står: ”Evangelium är Guds kraft allom them till Salighet som Troo.” Rom. 1,16.
Hængestykkerne med volutter og de drejede kugler er ikke oprindelige, men er sikkert blevet tilføjet, da prædikestolen blev renoveret og malet i 1759.
Lydhimlen er sekskantet og samtidig med prædikestolen. Øverst sidder en kugle/globus med et kors. Ifølge en optegnelse fra 1734 skal lydhimlen have haft teksten: ”Helig, helig, helig är Herren Zebaot”. Der skulle endvidere have været en forsølvet due samt teksterne ”P Janus Olai Tunc Temporis. Tutores Bent Jonsen” og ”Peder Jacobsen” samt ”Paul Pedersen” og årstallet 1639. Jens Olufsen var sognepræst, mens de to andre var kirkeværger.
Af de samme optegnelser fra 1734 fremgår det, at der foran opgangen til prædikestolen har været en dør, ligesom i Øsby. På døren skal der have været et citat fra ”Davids språk XXV 4,5” efter bibeloversættelsen 1703: ”Herre wisa mig tina wägar, och lär mig tina stigar. Led mig i tine sanning, och lär mig; ty tu äst then Gud, som mig hjelper; dageliga förbidar jag tid.”
Ved kirkens ombygning 1826 blev prædikestolen flyttet fra skibets sydside til sin nuværende placering i nordsiden.
På sydvæggen fandtes ved prædikestolen 1734 stadig bogstaverne R F P, som er begyndelsesbogstaverne i Chr. IVs valgsprog: ”Regna Firmat Pietas” – Fromhed styrker rigerne. Nedenunder var malet en kongekrone og kongens monogram C4. Under monogrammet fandtes malerier af Hallands sidste danske landshøvding Niels Krabbes og hans hustru Elisabet Ruds våbenskjold samt deres navne.
Bexell 1817-1819, s. 154.
Andersson, C.M. 2002, s. 28-30.
I.L. Nilsson 2016, s. 86-89.
Processionskrucifix #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Kun Kristusfiguren er tilbage af processionskrucifixet fra o. 1400. Kristus med tornekrone er fremstillet som død. Fødderne er korslagte, men armene mangler. Der er et hul i issen, som kan have været et relikviegemme. Figuren opbevares nu på Länsmuseet i Halmstad.
Krucifixet kommer fra samme værksted som krucifixet i Maglerup (Maglarp) samt en række andre steder i Skåne.
Liepe 1995, s. 250.
Andersson, C.M. 2002, s. 43.
I.L. Nilsson 2007, s. 65.
Pietà #
Maria begræder den døde Kristus. Hun sidder med nedbøjet hoved og ser på sin søn. Skulpturen menes ligesom krucifixet at være udført af samme værksted, som har udført krucifixet i Maglerup (Maglarp), Skåne, og som også benævnes Tørringemesteren, et dansk værksted med påvirkning fra Flandern, der omkring 1450 har forsynet en række kirker i Skåne med skulpturer.
Det store skånske gods Skabersjö (Skabersø), der ligger i nærheden af Törringe (Tørringe), havde også ejendomme i Halland. Det kan derfor tænkes, at skulpturen er en gave derfra.
Skulpturen havde været udlånt til en stor udstilling 1923 i Göteborg. Da den var kommet tilbage, udlånte kirkeværgen den til anden side uden at få kvittering. Først omkring 1973 blev den fundet igen – nu på et loft i Halmstad. I dag er den blevet konserveret og opstillet i kirken.
I.L. Nilsson 2007, s. 80-81.
Andersson, C.M. 2002, s. 32f.
Liepe 1995, s. 250.
Kalvariegruppe #
Kalvariegruppe er indkøbt til kirken 1775.
Andersson, C.M. 2002, s. 33f.
Segl #
Kirkens middelalderlige segl er gået tabt. Men på Landsarkivet i Lund findes et dokument, hvor det både er trykt i lak og beskrevet. Der var indgraveret en økse, og rundt om den stod der: ”Dette – er – Steninge – segl”. Øksen tyder på, at kirken er indviet til Skt. Olav. Drengsrød kirke, som er indviet til Skt. Olav, har stadig et middelalderligt segl i brug. Også det har en indgraveret økse omgivet af en næsten enslydende tekst: ”Sigillum Ecclesia Drengseryd”.
Andersson, C.M. 2002, s. 44-45.
Bexell 1817-1819, s. 154.