Kirken er en romansk kirke, som blev ombygget 1860 under ledelse af Carl Georg Brunius. Ifølge hans beskrivelse fra 1850 så kirken således ud før ombygningen:
Den bestod af skib, kor og apsis. På hver side af skibet var der et våbenhus. Tårnet, der er i hele kirkens bredde, forstærkes ved et fremspring på nord- og sydsiden. Tårnrummet har tøndehvælv. To rundbuede åbninger med midterpille forbinder det med skibet. Ved sydmuren går en trappe fra det sydøstlige til det sydvestlige hjørne, hvor den vender og går i modsat retning. Trappen har tidligere haft indgang indefra, men har siden fået indgang udefra. Tårnets midterparti har også tøndehvælv og et lille vindue mod vest og et mod syd. Tårnets øverste del har to glamhuller mod syd og nord og på vest- og østsiden fire. De har alle sammen haft en midtersøjle med terningkapitæl samt to rundbuer og udvendigt en rundbue derover.
Nord- og syddørene har været enkelt udført. I skibet var der to stjernehvælv. Hvælvet i koret styrtede ned midt i 1700-tallet. Kirken er opført af kalksten, mens hvælvene med dertil hørende pilastre er lavet af teglsten.
Det sydlige våbenhus er opført af teglsten. Gavlen er smykket med en rundbuefrise. Det nordlige våbenhus havde et tøndehvælv med vederlag i vest og øst og meget små lysåbninger. Her er der anvendte kalksten.
De særlige ”skåpfötter” på tårnets to vestlige sokkelhjørner tyder på, at Carl Stenmester har været involveret i byggeriet.
Det fritstående tårn er fra 1400-tallet ligesom de hvælvinger, der ikke findes mere.
Tegning af C.G. Brunius 1842 i Nils Månsson Mandelgrens samling. Public Domain.
Brunius 1850, s. 124-126.
Rydbeck 1936, s. 214.
Fernlund 1982, s. 58.
Wienberg 1990-1, s. 3 og 5.
Wikipedia
Stednavn #
Lødereup 1293, 1326, 1413, Lødorp 1477, Løderop 1491, Lødderup 1514, Løderop 1522, Løderup 1546 1566, 1574, 1593, 1598, Lødderup 1605, 1610, 1622, Løderup 1623, 1624, 1630, 1631, 1634, Løederup 1637, Løderup 1643, Lødderup 1643, Løderup 1646, 1647, 1651, 1657.
Löderup 1671, 1675, Lödarp 1684, Löderup 1684, 1691, 1712, 1754, 1783, 1825, 1836, Lödderup 1855, Löderup 1856, 1874, 1909.
Skib #
Kor #
Alterstager #
Antemensale #
Kirkens altertavle fra 1735 står nu i det ene tværskib på et alterbord med et antemensale fra begyndelsen af 1600-tallet udført af Købingemesteren eller Jacob Kremberg. Alterbordet har fire låger med to foran og en på hver side. Det er indrammet af slyngbånd med senere billeder af dyder: Prudentia, Caritas, Justitia. På den fjerde dør er billedet bleget af solen. Under hver dør er et felt med planteornamentik og en centralt placeret maske.
Göransson 1977, s. 175-176.
Alterbillede fra en altertavle fra 1600-tallet, som muligvis har hørt sammen med alterbordet.
Døbefont #
Døbefonten er gotlandsk og udført i sandsten af Trydemesteren. Kummen har næsten lodrette sider, og bunden er tragtformet. Den har udtømningshul. Kummen har rundstave foroven og forneden, den øverste med bladornamentik.
Motiverne er Jesu Lidelseshistorie. Læseretningen er fra højre til venstre:
- Judaskysset. Judas står til højre, Jesus til venstre med glorie. Til højre for Judas står en soldat.
- Bunden med korslagte hænder fører en soldat Jesus frem for kong Herodes.
- Judas hænger sig. 0085
- Korsslagningen. En mand er i færd med at slå Jesu venstre hånd fast til korset, mens en anden ligger på knæ og slår fødderne fast. På korsenderne ses evangelistsymbolerne, og over korsarmene ses solen og månen. Jesus bøjer hovedet ned mod højre. Der er ingen krone eller tornekrone. Lændeklædet går ned til knæene. Benene er parallelle og fødderne adskilt ligesom på de ældste krucifixer. To situationer er sammenfattet i dette ene billede. Til venstre ses nemlig den blinde Longinus, der ifølge legenden stak Jesus i siden med sit spyd, hvorved hans blod ramte Longinus i øjene, så han fik sit syn igen.
- De tre kvinder går nedbøjede af sorg ud til graven, hvor to engle forkynder dem opstandelsesbudskabet.
- Med en korsstav over skuldren går den opstandne frem mod dødsriget forbi den sten, der var lagt over graven, men som er væltet til side.
- Med staven slår han dødsrigets herre ned og befrier de døde.
- Det sidste motiv er Majestas Domini. To engle holder mandorlaen, mens Kristus selv sidder i ophøjet majestæt med en åben bog på støttet på venstre knæ, og højre hånd løftet til velsignelse. Han har korsglorie. Mandorlaen er udfyldt af et zigzag-mønster.
På kummens underside – lige under Majestas – ses et alter med et dobbeltkors og to stående personer, som bærer sol og måne i sine hænder. Motivet hedder etimasia og betyder den tomme trone, som er beredt til Kristus. Reelt er den aldrig tom, for der er oftest et symbol, der peger på Kristus som de to kors her. Foran tronen hænger et forhæng. Motivet hænger tæt sammen med Verdensdommen. Etimasia forekommer også på fonten i Øster Hoby.
Tegning: Sten Anjou, 1. maj 1917. Foto: Lars Kennerstedt. Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
De øvrige motiver på kummens underside er en fremstilling af Sankt Olavs legende.
Et skib med fremadvendte dragehoveder både i stævn og agterstavn. Der er to små runde bygninger både forrest og bagest i skibet. Der er både et råsejl og et trekantet sejl. I agter ses også et flag. Besætningen er gået i land og udkæmper en kamp, slaget ved Stiklestad, med økser og bue. En af angriberne har et tresidet skjold, og en af forsvarerne har en hjælm med huller til øjnene. Kong Olav falder i slaget. Han falder ramt i hovedet af et øksehug, og en engel tager imod den faldnes sjæl. På den anden side af drageskibet ligger en døende på sin seng. På hans bryst står en lille skikkelse, som er den døendes sjæl, og ved siden af sengen sidder en mand. Ved sengens fod ses to personer, hvoraf den ene ser ud til at trampe på den anden og binde hans hænder.
Foden har samme form som den i Øster Hoby. Rundstavene er smykket med blade. På foden ses fire skikkelse: en løve, der bider over et dyr med pels, måske et lam, et dyr, som ligner en hund, og som holder et mindre dyr i munden, et fabelvæsen med dyrehoved, fjer på kroppen og rovfugleklør, en kvinde med et barn.
Trydemesteren eller Majestatis, som han også kaldes, anses for at have været virksom i perioden 1150-1185. Slaget ved Stiklestad fandt sted 1030. Dermed er det en meget tidlig fremstilling af S. Olavs legende.
Brunius 1850, s. 487-488.
Tynell 1913-1921, s. 59-60, 142.
Roosval 1918, s. 155.
Rydbeck 1936, s. 246.
Gad 1971, s. 217-223.
Fernlund 1980, s. 40-43.
Lagerlöf 1980, s. 172, 173.
Dahlby 1985, s. 37.
Stangier 1995, s. 139.
Dåbsfad #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Dåbsfad af messing. Syndefaldet.
Prædikestol #
Prædikestolen er udført af Jacob Krember 1600-1610. Storfelterne er indrammet af en æggestav og en oval ramme med engle i sviklerne. Motiverne er: Kobberslangen i ørkenen(4. Mos. 21,9), Samson og løven (Dom. 14,5-6), David og Goliath (1. Sam. 17), Johannes og de syv lys (Åb. 1,20), Englen som befaler Johannes at sluge bogen (Åb. 10,9), og Englen fængsler vilddyret (Åb. 20,1-3). En række træsnit af Albrecht Dürer kan have været til inspiration for Kremberg.
Mellem storfelterne står dyder i frifigur: Humilitas, en uden attribut, Temperantia, Caritas, Prudentia og Justitia. De har alle løvemasker og frugtklaser.
Smalfelterne foroven har senere fået et skriftsted.
Smalfelterne forneden har en løvemaske i en kartouche. Konsollerne har beslagværk på siderne og et ansigt foran. Under hvert smalfelt er der et lille hængestykke.
Underbaldakinen har beslagværk og løvemasker.
Lydhimlen har syv sider. Under en æggestav og en tandsnitfrise læses: ”Herren säger Jag hafver ingen lust til dens ogudaktigas död utan at den ogudaktige omvänder sig ifrån sit väsende och lefver. Hes. 33,11.”
Lydhimlen krones af våbenskjold for Grubbe, Christian IV’s monogram med flere våbenskjold. I 1898 blev lydhimlen foræret til Statens historiska museum, men i 1929 blev den tilbageført til kirken.
Berthelson 1929, s. 376-377.
Göransson 1977, s. 54-66.
Kalkmalerier #
Fragment af kalkmaleri. Tegning: Nils Månsson Mandelgren, litografi i Monuments Scandinaves du moyen age, 1862. Foto: Lars Kennerstedt. Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Kalkmalerierne findes ikke længere. 1863 blev kor og apsis helt ombygget. Omkring 1850 besøgte Nils Månsson Mandelgren kirken. Apsis var da hvidkalket, men bag kalken kunne han se et senromansk kalkmaleri med Majestas Domini. I en mandorla med stjerner sad den tronende Kristus. Udenfor mandorlaen svinger tre engle med røgelseskar. Dertil kommer fire skikkelser, som som sikkert er evangelisterne. På muren nedenunder ses en apostelrække.
I skibets første hvælv var der kalkmalerier fra 1400-tallet. Et motiv var Skabelsen. Mandelgren skrev 1850, at det forestillede skabelsen af mennesket, fisk, dyr og så videre. Det fremgår ikke, om der var tale om en enkelt billede eller en serie billeder.
I skibets vesthvælv, nordkappe, var der en fremstilling af Korsfæstelsen.
Brunius 1850, s. 611.
Rydbeck 1904, s. 25, 36-37, 95, 133.
A Catalogue 1976, bd. 2, s. 286.
Stangier 1995, s. 294.
Gravsten #
Fotos: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Gravsten af kalksten udført af Carl Stenmester.
I hvert af de fire hjørner sidder en løve med markeret manke og båndornamenter. Halerne ender i et blad. På stenens overside findes to menneskefigurer overfor hinanden udført i lavt relief. Mellem dem er et ligearmet kors. Over hovedet på den øverste figur er noget, der kunne ligne en vifte. På dragten på den øverste figur ses nogle bånd, der krydser hinanden, mens den nederste figur er mere slidt og utydelig. Det er dog tydeligt, at den nederste figur har armene strakt lige op på begge sider af hovedet. Oversiden indrammes af et zigzag ornament og en rundbuefrise. Under frisen er der et slynget bånd, som danner cirkler, der indrammer blade og fugle. På den ene ende (hovedenden) er der et flettet bånd og på begge ender et hjulkors.
Monica Rydbeck anser dette gravmonument for Carl Stenmesters fineste værk.
Rydbeck 1936, s. 212-214.