Kirken er bygget i 1100-tallet og bestod fra starten af skib, kor og apsis. Byggematerialet er helt eller næsten helt Helsingborg-sandsten. Det gælder et vindue i nordmuren. Over hvælv ses det øverrste af fire romanske vinduer. 1662 hedder det, at kirken har ”8 vinduffuer, 3 store synden till, ett stort westen till, 3 små norden till oc et östen till”. Soklen er af sandsten og har en skråkant med hulkehl.
Højt oppe i vestmuren er indsat et mandshoved af sandsten, som ligner et tilsvarende i Vejby kirke, Nordsjælland, som også er opført af Helsingborg-sandsten. Placeringen er sikkert sekundær og kan være sket i forbindelse med en bygningsændring. Der er fremsat forskellige teorier om, hvad hovedet skal betyde. Sådanne mandshoveder findes på en lang række jyske kirker som for eksempel Tømmerby, Hillerslev og Skyum.
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Den sydlige indgang var udsmykket med søjler af sandsten med terningkapitæl, hvoraf en er bevaret.
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Hovedparten af spær og tagkonstruktion er den oprindelige fra 1100-tallet. Spærrene er nummererede med runer.
Det flade bjælkeloft blev i 1400-tallet udskiftet med hvælvinger, som fik kalkmalerier. Ved samme lejlighed blev skibet forlænget mod vest med endnu et fag. Et ældre tårn blev da revet ned. Det er omstridt, om der blev bygget et nyt tårn over vestforlængelsen. Et våbenhus med kvadratisk planform blev opført på skibets sydside sikkert også i senmiddelalderen.
Kirken blev ændret i 1840, da kor, apsis og våbenhus blev revet ned og syddøren muret til. Der blev bygget et tværskib og et kvadratisk kor.
1636 hedder det, at ”klokkehuset er næsten ganske forfalden”. Det var bygget af egetræ, og med tanke på egetræs modstandsdygtighed må man gå ud fra, at det faldefærdige klanghus havde en ganske høj alder. Det er formodentlig bygget, da kirken fik en ny klokke, som er støbt i 1456.
Der har i tidens løb været udført adskillige vedligeholdelsesarbejdr. 1663 indkøbtes materiale til ny beklædning og igen i 1667. 1782 var den så medtaget, at man rev den ned og byggede en ny.
Mårtensson 1963, s. 11-14, 20-40, 44-63.
Bach-Nielsen 2011, s. 44-45.
Nyborg 2011, s. 19.
Bebyggelseregistret
Stednavn #
Raaoz 1358, Raos 1366, Raus 1514, Roes 1561, 1563, Raae 1566, Rous 1569, 1584, 1601, Raus 1611, Rous 1613, 1621, Raaus 1624, Rous 1624, 1626, 1630, 1636, 1645, 1648, Raus 1649, Rouss 1650, Rous 1651, 1656, 1657.
Råås 1662, Råus 1670, Reufs 1676, Råhws 1679, Råus 1684, 1693, 1708, Raus 1712, Råus 1724, 1737, Raus 1749 1754, Råus 1766, 1775, Raus 1782, Råus 1812, 1813, Raus 1821, 1828, Råås 1834, Raus 1835, 1839, 1840, 1858, 1855, 1862, 1881, 1909.
Skib #
Kor #
Et notat fra 1729 omtaler en dæksten til et relikviegemme.
Antemensalet er fra slutningen af 1500-tallet.
Otterstedt 1929, s. 144.
Karlsson 2015, s. 427.
Alterstager #
Alterstager fra 1674. Der findes også et sæt fra 1600-1650.
Mårtensson 1963, s. 99-100.
Alterkalk #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Foden er fra omkring 1640, mens ”skålen” er ændret/omsmeltet 1750. Skaftet er sekskantet med rund knop med blade. Foden har en graveret ornamentik. På en af fligene er et graveret krucifix og på en anden et alliancevåben for slægterne Ulfeld og Urup. Under våbnene står årstallet 1643. Under foden findes en graveret inskription: Rovs kirchis kalck keckewerge OOS OMS anno 1643 I G S L (=Iacob GregerSen Landscronensis). Den er skænket til kirken af rigsråd Christopher Ulfeld, lensmand i Helsingborg len 1633-1649, og hans hustru Maren Urup.
Mårtensson 1963, s. 93-94.
Altertavle #
Altertavlen er blevet færdig 1623 eller 1624. Storstykket bestsår af to felter, som er delt af tre søjler. Søjlerne har glatte marmorede skafter og prydbælter. De to billedfelter er indrammet af rundbuer med diamantbosser. Under billedfelterne er der tekstfelter ligesom i postamentfelterne. Vingerne er i bruskornamentik med halve vildmandsmasker.
Billederne i storstykket. Motivet i det nordlige er syndefaldet, hvor Adam og Eva sidder på jorden, hun med et barn på skødet. Bag dem står en engel med udbredte vinger og arme. Aller bagest snor slangen sig om træet. Foran kommer døden op af jorden med triumferende udbredte arme og en kongekrone på hovedet. I hænderne holder den lænker, som er bundet til Adams og Evas fødder.
Motivet i det sydlige billede er nadvermåltidet. Bordet står på tværs, og kun to af disciplene er anbragt ved den side, der vender fremad. I højre side er det Judas. Midt for sidder Jesus under en tronhimmel. Det samme nadverbillede findes også i Fjärestad / Fjerrested og Välluv / Vellev. Forlaget for billedet er et kobberstik af Johan Sadeler efter et maleri af Peter Candid. Kobberstikket har været forlæg for over 20 alterbilleder i Danmark.
På topstykket findes et billede af Kristus på korset med Maria og Johannes. Billedet flankeres af en mandlig og en kvindelig herme. Der er små vinger i bruskornamentik. Øverst er en trekantgavl med et Kristusmonogram, IHS. I feltet har der tidligere siddet en figur.
Alle tekster er på latin. På topstykkets gesims står der: Salvator mvndi (Verdens frelser). Topstykkets fodliste: Mortvvs pro / peccatis nostris / est Christvs. Rom 4 (Kristus er død for vore synders skyld.)
Storstykkets gesims: Peccati stipendivm mors Rom 6 (Syndens løn er død, Rom. 6,23). Og: Dilexit eos ad morte[m] Johan. 13 (Han elskede dem indtil døden, Joh. 13,1).
I tekstfelterne under billedet af Adam og Eva står der: Si male egeris, in forib[vs] pecca/tum aderit: sin benerecipi/es. Gen. 4. Semen mvlieris / conteret capvt sepent/is; sed serpens mordebit / calcanevm eius. Gen 3. / Nvlla igitvr nunc cond/emnationis, qvi svnt in Christo Iesv. Rom. 8. (Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Gen. 4,7. Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen. Gen. 3,15. Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. Rom 8,1.)
I tekstfelterne under nadverbilledet: Desiderio desideravi hoc / pascha manducare vobi/scvm ante qvam patiar. / Amen Amen dico vobis. / Nisi ederitis carnem / filii hominis et biberi/tis sangvinem eius: / non haberitis vitam in vobi[s]. Johan 6. (Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen jer, før jeg skal lide, Luk. 22.15. Sandelig sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod har I ikke liv i jer. Joh. 6,53.)
På søjlepostamentets side (mod syd) står initialerne N.H.S og B.P.S. samt to bomærker. Det er sikkert kirkeværger eller donatorer. Et eventuelt årstal og kunstnersignatur kan være forsvundet.
Altertavlen indgår i en gruppe af kirkeinventar, som tilskrives en kreds af kunstnere, der er udgået fra Kronborg, og som har sine skånske udløbere i Raus / Rous, Välluv / Vellev og Fjärestad / Fjerrested. Den menes at være stafferet af samme person som i Välluv / Vellev, hvor den er signeret af en Kier, som menes at være identisk med Søren Kjær, som har arbejdet på både Rosenborg og Frederiksborg slot. Søren Kjær, der havde en solid maleruddannelse, har højst sandsynligt selv malet billedet af Adam og Eva, da det har en væsentlig højere kvalitet end nadverbilledet.
Paulsson 1915, s. 220-221.
Mårtensson 1963, s. 65-75.
Døbefont #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Skulpturfragmenter, som kan stamme fra en en døbefont. I inventarfortegnelse af 1830 fandtes den endnu. Den kan være fra 1633, da det årstal forekommer på døbefonten i Välluv / Vellev kirke. Den skal have haft initialerne H.R.I. (Hr. Rasmus Ibsen) tutores (kirkeværger) N.H.S - O.V.S 1633.
Mårtensson 1963, s. 91-92.
Prædikestol #
Prædikestolen er udført af den gruppe håndværkere, som er udgået fra Helsingørskolen. Den er således nært beslægtet med prædikestolen i Välluv / Vellev. Den kan være udført i 1627, da dette årstal tidligere har været malet på den lignende lydhimmel i Vellev.
Storfelternes rundbuede rammer med listekapitæler er rigt ornamenterede. Feltet midt for bærer Christian IVs monogram, mens de øvrige har frifigurer af Peter med nøgle (selvom nøglen er svær at se), Paulus med bog og sværd, Kristus med jordklode med kors, Johannes med bog og kalk.
De nederste smalfelter identificerer motivet ovenover. Under det kongelige mongram står der: Regna firmat pietas (Fromhed styrker rigerne), Christian IVs valgsporg. De andre er dog behæftet med fejl. Under den formodede Peter står der S. Matthæus, og under Paulus står der S. Marcus. Mårtensson mener som omtalt, at den første figur forestiller Peter, om end det ikke er helt klart. Derimod er der ingen tvivl om Paulus. Og heller ikke Johannes. Det kan heller ikke være en senere restaurator, der har taget fejl, for Matthæus er skrevet med et dansk æ, så det må være den oprindelige tekst. Det kunne med andre ord tyde på, at prædikestolen på et tidspunkt er blevet flyttet og ombygget. Den har haft flere felter end nu. Kan den oprindelig have været en lektorieprædikestol? Den kan have været flyttet to gange. Ved den seneste flytning har man manglet et felt og følt sig nødsaget til at lave en efterligning.
I hjørnerne står kvindelige joniske hermer, som symboliserer dyder: Fides (tro) med kors og kalk, Spes (håb) med anker, Caritas (kærlighed) med et barn på armen, Justitia (retfærdighed) med og ring til en nu forsvundet vægt, Prudentia (klogskab) med slange om højre underarm og et forsvundet attribut - måske et spejl – i venstre hånd, og Fortitudo (styrke) med knækket søjle. Hermernes underdele har groteske masker med frugtknipper.
I de øverste smalfelter står der:
Ligesom regn nedfalder paa jorden oc giør hende frugtbar saa skall oc det ord wære, som gaar aff min mund. Esa 55.
Citatet er en sammentrækning af Es. 55,10-11: ”For som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage dertil, men væder jorden, befrugter den og får den til at spire og giver udsæd til den, der vil så, og brød til den, der vil spise, sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit arbejde.”
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Prædikestolen har haft en lydhimmel, hvoraf nogle få dele, et par opsatser, er bevaret.
Paulsson 1915, s. 220-221.
Mårtensson 1963, s. 80-82.
nc
Præstestol #
På en nu forsvunden præstestol stod sognepræst Jakob Gregersens navn samt årstallet 1638.
Mårtensson 1963, s. 85.
Degnestol #
Degnestol fra 1600-tallet. Bemalingen er ikke oprindelig.
Mårtensson 1963, s. 85.
Pulpiturer #
Begge tværskibe har pulpiturer fra 1628. De er indkøbt 1850 fra Helsingborg Mariakirke. I den nordlige tværarm står en række kvindelige joniske hermer, som fremstiller dyder: Fides (tro) med kors, Spes (håb) med anker, Caritas (kærlighed) med defekt attribut, Justitia (retfærdighed) med sværd og vægt, Prudentia (klogskab) med slange om venstre underarm, og Fortitudo (styrke) med søjle. Hermernes underdele har masker med frugtknipper. Dyderne står mellem drejede balustre. Hængestykkerne, der er udført i bruskbarok, har en frugtklase midt i med undtagelse af den midterste, som har Christian IVs monogram. Derover ses årstallet 1628.
I smalfelterne foroven står følgende tekst:
Psalm 46. Gud er wort tillijd wor styrcke och hielp i nød Herren Zebaoth er med oss Jacobs Gud er wor beskermer som stiller strid i all werden.
Citatet er en sammentrækning af flere vers fra Ps. 46.
Pulpituret i det sydlige tværskib har en lignende opbygning, men kun to hermer/dyder: Temperantia (mådehold) med kar til at blande vand og vin og Patientia (tålmodighed), som bærer på et lam.
I smalfelterne står der:
oc indlegger ære paa jorden. Ah maatte jeg høre Gud tale, og tilsige sit folck fred och ro, og bete os sin naade. Psalm 85.
Paulsson 1915, s. 193.
Mårtensson 1963, s. 85-89.
Træskulpturer #
Krucifix #
Krucifix fra anden halvdel af 1400-tallet.
Hovedet er bøjet mod højre. Tornekronen er omviklet og med lange pigge. Armene er udstrakt let diagonalt med halvt lukkede hænder og bøjede fingre. Lændeklædet er bundet midt for. Venstre fod er vredet indad under højre fod, der peger nedad.
Korset har en rundet forside med kantlister og store halvcirkelformede knopper. Midterskiven er rund ligesom endepladerne, der har hjørneblade.
Bemalingen er sekundær.
Mårtensson 1963, s. 76.
Liepe 1995, s. 136.
Liepe 1995-2, s. 324.
Krucifix #
Krucifix fra første halvdel af 1500-tallet.
Hovedet hælder mod højre. Tornekronen er snoet. Sidesåret er lige. Lændeklædet er horisontalt og knyttet i højre side.
Arme, fødder og kors mangler.
Figuren opbevares på Lunds Universitets Historiska Museum.
Liepe 1995-2, s. 325.
Madonna #
Tronende madonna fra slutningen af 1400-tallet.
Maria sidder frontalt på en bænk. På hovedet er der spor af en krone. Hun er iklædt kjortel og kappe. Barnet sidder på hendes venstre arm iført en hellang kjortel.
Der er rester af staffering.
Mårtensson 1963, s. 80.
Liepe 1995, s. 141.
Kalkmalerier #
Kalkmalerierne er udført af Helsingørværkstedet 1475-1500, som har udført arbejder i Munkelyngby, Helsingør Sct. Mariæ kirke og flere andre steder på Sjælland.
Skibet, første fag, nordvæg. Korsfæstelsen med Kristus og de to røvere. Mellem de T-formede kors står Maria, Longinus, Stefaton og Johannes. Noget af Longinus’ lanse kan ses, og Stefaton holder en spand i hånden.
I hvælvene er der kun bevaret farvespor, som man ikke har kunnet identificere.
Mårtensson 1963, 40-42.
A Catalogue 1976, bd. 3, s. 32, bd. 4, s. 71-72.
Epitafium #
Niels Haagensen #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Dele fra et epitafium over sognepræst i Vellev og Rous, Niels Haagensen, død 1584. Han har antagelig haft en kapellan på sine gamle dage, mens han selv har boet i Helsingborg, hvor han blev begravet i Mariakirken. Dér hang epitafiet også. I 1850 var det så forfaldent, at en restaurering var nødvendig. Men det ville kirken i Helsingborg ikke bekoste, hvorfor man forærede det til Rous kirke, som heller ikke ønskede at bekoste en reparation. Tilbage er kun de to hjørnestykker og bundstykket.
Teksten på tavlen kendes fra en skriftlig kilde fra 1850:
Epitaphium pio ac docto viro d:n Nicolao Hagæi pastori olim ecclesiæ Raavs et Widloef. / Non procul hinc solida diræ sub marmore parcæ / nicolam fato supposuere gravi / vir bonus atque bonis fuit ipse parentibus ortus / Varbergi et patriæ laus fuit alta suæ / lustra deo vitæ bis quinque favente peregit / hinc trepida attonitæ pertuit arma necis / extra urbem cecies tres annos Raaus quoque Widloef / duxit sankta sui derba sonare dei / ac validas satanæ vires evertere Christi / ne mala turba donis dilaceparet oves / foedere connubii fuit en conjunctus honesti / vir tribus hicce piis conjugibusque probis / prima prope in læto regubat Margareta sepulcro / quæ sobole hunc gemina fecerat ante patrem / altera salva sacram petit sepelerier extra / ædem Marine hæc nomine dicta fuit / filiolos tulit hæc septem natamque venustam / post obitum matris qui doluere suæ / tertia grande dolet sibi fata necasse maritum / Anna, dilectam quam coluere boni / prolibus hæc fuit aucta tribus carissima conjux / femineus tenerum filiolumque dedit / conjugibus facilem se præbuit hisce maritum / atque pari en natos usus amore fuit / caris erat superis dum vixit carus amicis / nam studuit cunctis usque placere bonis / hic ergo dubiæ spernans fallatia vitæ / gaudia sidereas cæpit adire domos / hic sanctæ triados sublimes cernere vultus / ætrene hic vitæ fas sit honore frui / obiit mane hora 3 die 11 januarii / anno MDCXXXIIII patri suo desideratis: Amories et gratitudinis ergo matthias cum suis fratribus.
Samme tekst i oversættelse: ”Her hviler Nicolaus, fordum sognepræst i Rous og Velluv under den tunge marmor, efter at de grumme skæbnegudinder bukke under af en for hård skæbne. Han var en god mand, født af gode forældre i Varberg, og han blev til hæder for sin fødeby. Ved Guds nåde gennemlevede han to gange fem ”lustrer”(?), hvorefter han blev mål for den ubesindige døds hurtigt rammende våben. Udenfor byen i Rous og Vellev lod han i tredive år Guds ord lyde og bekæmpede satans stærke slæng for, at den onde skare ikke skulle rive Kristi gode hjord i stykker. I ærbart ægteskab var han forenet med tre fromme og retskafne hustruer. Den første, Margrethe, hviler her nedenfor i graven til venstre. Hun havde før sin bortgang skænket ham faderskab ved tvillinger. Den anden ønskede, medens hun levede, at blive begravet udenfor kirkens mure. Hun bar navnet Marina og fødte syv sønner og en elskelig datter. De sørgede over deres mor ved hendes bortgang. Den tredje, Anna, sørgede dybt, at skæbnen ved døden berøvede hende hendes ægtemage. Gode mennesker elskede og ærede hende. Denne hans kære hustru velsignedes med tre døtre og skænkede ham desuden en spæd søn. Han var en god ægtemand for sine hustruer og viste lige stor kærlighed til sine børn. Han var gennem livet afholdt af øvrigheden og af sine venner, thi han bestræbte sig stedse på at gøre alle mennesker tilpas. Idet han foragtede de falske glæder i det usikre liv, flyttede han til de himmelske boliger. Måtte det forundes ham der at skue den hellige treenighed i dens stråleglans og nyde det evige livs salighed. Han gik bort i den tredje time om morgenen den 2. januar 1584. Af kærlighed og taknemmelighed lod Matthias tilsammen med sine brødre opsætte dette epitafium over deres savnede fader.”
Mårtensson 1963, s. 107-110.
Gravsten #
Middelalderlig gravsten #
Et fragtment af en middelalderlig gravsten blev fundet ved en udgravning i kirken i 1905. Der er formentlig tale om den runde overdel på en gavlsten. Fragmentet er desværre gået tabt. Kun denne tegning, der findes på Helsingborgs museum, er bevaret.
Mårtensson 1963, s. 105.
Carl von Brunnow #
Gravsten over Carl von Brunnow, død 1673. Stenen er af kalksten. I hjørnerne evangelistsymboler. Forneden et dødningehoved og to korslagte knogler. For oven og langs de to langsider bladranker.
Øverst står der D.O.M.S. = Deo Optimo Maximo Sacrum: ”Helliget Gud den algode og almægtige.”
Tekst på inskriptionstavlen:
Nobilissimus et ge / nerosus dominus / Carolus de Brunnow / quondam in Dania Chiliarchus / eiusque coniux / nobilissima domina / Maria Alborg / sub hoc cippo reqviem inveniunt / qvorum ille d. 19 mart Ao 1673 haec / v d. 13 mart Ao 1701 aet 70 fatis / concessit, qvorum cineribus / ipposita est nobilissima virgo / Anna Margareta de Brun / now filia utriusqve / dilectissima.
”Den højædle og velbårne hr. Carl von Brunnow, tidligere oberstløjtnant i Danmark, og hans hustru højædle fru Maren Aalborg hviler under denne sten. Han forlod livet den 19. marts 1673, hun den 13. marts 1701 i en alder af 70 år. Til deres støv er lagt højædle frøken Anna Margareta von Brunnow, begges højt elskede datter.”
Derunder står der: Memento mori (betænk, du skal dø).
Stenen lå oprindelig inde i koret. Maren Aalborg havde testamenteret ”en evig kapital” på 100 daler. Graven blev dog helt ødelagt, da kirken blev ombygget i 1840. Den blev da lagt i gulvet i tværskibet, men i 1906 tog man den op, og den fik sin nuværende placering udenfor på skibets nordmur.
1848 var Maren Aalborgs ”evige kapital” svundet ind til 16 rdr 32 sk. Menigheden søgte og fik kongens tilladelse til at bruge restbeløbet til anskaffelse af de ”Alborgska skolbänkarna” på pulpituret i kirkens nordside. Dermed kunne disse midler komme menigheden til gode og ”ett tacksamt minne av fru Alborg hugfästas i socknen”. Disse bænke er dog senere fjernet.
Pladerne har siddet på kisten. Carl von Brunnow, hans hustru og datteren Anna Margretes kister har stået i et gravkammer under koret. I forbindelse med en renovering af gravkammeret blev tavlen lavet i 1747 og ophængt i koret.
Øverst er der en lille rund plade med et våbenskjold og navnet Christina von Brunnow. Hun er ikke nævnt på gravstenen, og hendes relation til Carl von Brunnow er ukendt.
På pladen står der:
Her under sofver / erlig oc / velbiurdig mand Carl von Brunnov / kongl. Mayst. af Danmark for dum / velbestalter oberste levtenant, / barnföd udi Curland paa sin fæderne gaard / Langseden af ærlige oc velb forældre George von Brunnov oc fru Maria von / Adeling oc døde han paa Mortenstrup / gaard IX martii aar MDCLXXIII udi sin / alders LIII aar VII maaneder XIIII / dage Gud lade hannem opvo/gne til Guds og Iseu rige.
Mårtensson 1963, s. 110-112.
Fattigblok #
Den er sikkert fra slutningen af 1500-tallet. Den skiller sig ud ved borten af hakker.
Otterstedt 1929, s. 198.
Håndklokke #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Middelalderlig håndklokke af bronze fundet i gulvet i kirkens vestlige del. Datering omkring 1200.
Mårtensson 1963, s. 116.
Røgelseskar #
Røgelseskar af romansk type udført af malm. Lænker og stænger, som er nyere, er af messing.
Mårtensson 1963, s. 96.
Røgelseskar.
Præstetavler #
Klokker #
En klokke fra 1456 blev omstøbt i 1782 og igen i 1817. Den ældste klokke bar indskriften:
Ave maria gratia plena dominus tecum benedicta tu in mulieribu – anno domini mcdlvi – et benedictus fructus ventris tui iesus christus amen. (Vær hilset Maria, fuld af nåde, Herren er med dig, du velsignede blandt kvinder – i det Herrens år 1456 – og velsignet være din livsfrugt Jesus Kristus amen.)
Mårtensson 1963, s. 115-116.