Kirken menes at være opført i perioden 1150-1175. Oprindeligt bestod den af skib og kor, muligvis også apsis. Byggematerialet er kampesten og sandstenskvadrer. Sydportalen er opført af den såkaldte Skarholtmester. Tårnet er tilføjet allerede i 1200-tallet, men var den gang en etage lavere end i dag. Det har skråkantsokkel af hørsandsten ligesom skibet. Dog er soklen på nordsiden i dag under jordniveau. Noget tyder på, at tårnet tidligere havde en indgang i syd. I 1400-tallet blev der opført et våbenhus foran sydindgangen. I 1400-tallet blev der også bygget hvælvinger.
Fra senmiddelalderen fungerede kirken som patronatskirke for Skarholt gods. Da Sten Rosensparre til Skarholt døde i slaget ved Akstorne 1565, lod hans hustru Mette Rosenkrantz kor og apsis nedrive for i stedet at opføre et nyt kor samt et gravkammer til sin afdøde mand. Gravkammeret blev anbragt under koret.
Foto: Hedning, Wikipedia. Licens: Creative Commons
Portalen mod syd består af to fritstående søjler med attiske baser, glatte skafter og terningkapitæler. Bueslaget er rigt profileret.
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Tympanon viser en løve, der sluger et dyr. Brunius ser to løver med et fælles hoved, mens Monica Rydbeck ser en løve, der bider et dyr. Den er udført af Skarholtmesteren.
Brunius 1851, s. 746-747.
Rydbeck 1936, s. 278.
Bebyggelseregistret
Stednavn #
Scarholte 1182, Skarholt 1349, Skaraltø 1354, Skarholta 1355, Scarolt 1401, Skaroltæ 1402, Skarolta 1421, Skarolt 1432, Skarolte 1460, Skarholt 1473, Skarolt 1487, Skarholte 1493, Skarolte 1561, Skaralt 1563, Scharoltt 1569, Skarolt 1590, Skarholt 1594, Skarhult 1601, Skarholt 1601, 1613, 1615, Skarolt 1624, Skarholt 1647, Skarholdt 1651.
Skarholt 1662, Scharhullt 1670, Skarhult 1678, Skarholt 1684, Skarhult 1712, 1756, 1881, 1909.
Skib #
Prædikestolen er fra 1700-tallet og udført af Johan Ullberg.
Kor #
Alterstager #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Alterstage af malm. På den midterste knude ses navnete Mette Rosenkrans, tre våbenskjold og årstallet 1577.
Døbefont #
Døbefonten er af Ravlundetypen. Fra bunden udgår stave, som ender i runde knopper, hvorfra de bærer en spidsbue. Kummen har været slået i stykker, men er blevet dårligt sammensat, så skaden er blevet synlig. Kummen har ingen fals.
Tynell 1913-1921, s. 26.
Låg over døbefonten.
Dåbsfad #
Foto: Riksantikvarieämbeetet. Public Domain.
Dåbsfad, 1500-tallet. Marias Bebudelse.
Kalkmalerier #
Kalkmalerierne, som er fra reformationstiden 1525-1550, blev fundet i 1936 og senere afdækket og restaureret. Da kor og apsis blev nedrevet efter 1565 – jævnfør ovenfor – er der kun bevaret kalkmalerier i skibets to vestligste fag, 3. og 4. fag. Stilen er sengotisk, men motivvalget er efterreformatorisk.
3. fag #
Krydshvælvet i tredje fag.
Østkappe #
Verdensdommen. Kristus sidder på regnbuen med lilje og sværd. Sårmærkerne i hans side og hænder er synlige, men ikke fødderne – muligvis fordi billedet er gået i stykker. De døde står op af gravene. Én uden hoved, som han bærer i sine hænder. Den knælende Maria fremviser sit ene bryst. Længst mod nord står Peter med nøglen til det himmelske Jerusalem. Der er dog ingen frelste til stede. Mod syd knæler Johannes i bøn, og nedenfor opsluger dødsuhyret de fortabte. Over Maria og Johannes svæver to engle, som blæser i S-formede trompeter.
Sydkappe #
Zakæus. Jesus rider ind i Jeriko ledsaget af tre disciple. Zakæus sidder oppe i træet. Han bliver modtaget af tre personer, hvoraf den forreste lægger en løber ud for ham, og den anden står i byporten, der ligner et kirketårn. - Luk. 19,1-10.
Der kan være tale om en sammekomponering af fortællingen om Zakæus og Indtoget i Jerusalem. Det at lægge en løber ud forekommer i Indtoget i Jerusalem, men ikke i Zakæus-fortællingen. De to historier står i samme kapitel hos Lukas kun med en lignelsen ind i mellem. Zakæus-fortællingen står i Luk. 19,1-10, mens Indtoget i Jerusalem står Luk. 19,28-40. Historien om Zakæus er i øvrigt særstof hos Lukas.
I sviklen mod sydøst ses en mand med en rive og skaftet til et andet redskab. Sviklen mod sydvest er udvisket.
Vestkappe #
Kvinden ved Sykars brønd. Jesus, der sidder på en trebenet taburet peger mod brønden – eller vandet, og kvinden hælder brøndvand over i sine kander. – Joh. 4,1-42.
Svikkel mod syd: Mand med plejl. Svikkel mod nord: Mand spiller sækkepibe.
Nordkappe #
Tempelrensningen. Jesus svinger svøben over tre handlende. En af dem er en kvinde, som bærer en kurv på hovedet. Templet ligner et kapel. – Matt. 21,12-17 og paralleller.
I sviklerne ornamentik.
Nordvæg #
På nordvæggen i 3. fag vest for vinduet er et lille fragment, som kan være kongernes tilbedelse. Øverst ses stjernen, og nederst ses en person med kongekrone.
4. fag #
Skibets fjerde fag.
Østkappe #
Fristelsen i ørkenen – kvinde og djævel. En djævel med vinger rækker to sten frem mod Jesus. Mod syd i kappen står en fin klædt kvinde og stikker en pind op i djævelens bagdel, så det resulterer både i ekskrementer og opkast. – Matt. 4,1-11 og paralleller.
I sviklen mod nord er en fint klædt mand på jagt. I sviklen mod syd ses en drage eller et fabeldyr. Billedet er utydeligt.
Sydkappe #
Besøgelsen. Maria bærer krone. Bag Elisabeth ses en kirke. – Luk. 1,39-45.
Til venstre i billedet en foged med pisk. I sviklen mod øst en utydelig person, som A Catalogue foreslår er en landmand med et neg.
Vestkappe #
Bebudelsen. Maria, der bærer krone og har udslået hår, knæler ved sin læsepult, som ligner et alter. I et åbent skab står en vase med blomster. Gabriel med vinger holder et scepter i venstre hånd med et bånd, hvorpå der står: Ave Maria. Imellem dem svæver duen ned mod Maria. – Luk. 1,26-38.
Sviklen mod syd er udvisket, men i sviklen mod nord sidder en mand på en stol og spiser, idet han holder en stor ske i venstre hånd.
På vestvæggen mellem spidsbueåbningen og gjordbuen er et fragment af et kalkmaleri, som sikkert er afskåret af gjordbuen. Det er uvist, hvad motivet er.
Nordkappe #
Flugten til Ægypten. Josef, der har glorie, bærer en stang over skulderen med en bylt, mens han med den anden hånd fører æslet, som Maria sidder på med barnet. Foroven til venstre for Maria er en djævel ved at falde. Til højre for den hellige familie er en kirke og over den en påfugl.
I sviklen mod nordvest er en fugl med en lang hals, et lille hoved og en lang krøllet hale. Den anden svikkel er udvisket.
A Catalogue 1976, bd. 3. s. 78-79.
Møller 1996, s. 154.
Frederik IIs våbenskjold #
Foto: Kulturen. Licens CC BY-NC-ND 4.0
I korets østgavl sad indtil 1871 et vindue fra 1568 med Frederik IIs våben. Da blev der indsat et større vindue. Det gamle glasbillede opbevares nu på Kulturen i Lund.
C.G. Brunius beskrev det således:
I en fönsteröppning, som intager midten af altarväggen, finnes en större glasskifva med inbrända färger. Å denna glasskifva äro Danmarks Norriges och Sveriges riksvapen samt några Danska landskabsvapen förenade i en sköld, hvilken hålles af två vildmän. Derunder står å en mindre glasskifva, som siras med snerklar: Frederick den Anden konge till Danmarck. Dessa partier omgifvas af hvita glasrutor, hvilka äro ganska små och stå öfver hörn.
Brunius 1851, s. 747.
Frederik IIs våben bæres af to vildmænd, hvoraf kun benene er bevaret af den højre. Det holdes på en lang gennemgående stang. Våbnet fremtræder på en blågrøn baggrund. Under skjoldet holder to nøgne skikkelser et rulleværk med teksten: Frederick den Anden Konge till Danmarck. Ovenover står årstallet 1568. Selve skjoldet har øverst en kongekrone.
Frederik IIs våben er sammensat af følgende våben: De tre danske løver med kroner, Norges kronede løve med økse, De gothers ukronede løve, Pommerns grib, Unionens tre kroner (Sveriges rigsvåben), Slesvigs leoparder, Islands kronede stokfisk, Holstens blad, Stormarns svane, Oldenborgs to bjælker og Delmenhorsts kors.
Gotlands Agnues Dei og hjerteskjold med Ditmarksens ryttere mangler.
Schwerin 1935, s. 62-74.
Gravsten #
Berete Bille #
Gravsten over Berete Bille, Jens Rosensparres, død 1553. På fodstykket ”läses med Danska bokstäfver” (Brunius):
Her liger salig met gud fruu Berethe Jens Tornbernssens tiil Scharolt som var her Stend Bildes datter med tuende hendis sønner oc en datter oc kallede gud almicteste henæ paa Skarolt then onsdag nest for sancte Hans Baptiste dag Anno domini. MD.liii. Gud unde thennem then euige glede oc os alle samenn Amen.
Figurgruppe med fruen og de tre børn. Fire våben: Rosensparre, Bille, Saxtrup og Rønnow.
Stenen er udført af Hans Maler.
Berete Bille var gift med Jens Tornbernssen Rosensparre og var søster til ærkebiskop Torben Bille.
Brunius 1851, s. 747.
Jensen 1951-1953, bd. I, s. 209, bd. II, s. 206-207.
Sten Rosensparre og Mette Rosenkrantz #
Gravsten over Sten Rosensparre, død 1565, og Mette Rosenkrantz.
Ved ægteparrets hoveder ses begyndelsesbogstaverne til deres navne og valgsprog: SRS. GHVA – MRK.GHVAASOS. I en lille skrifttavle mellem dem står årstallet 1566. Der er 8 + 8 anevåben. De fire første er med hjælme og flankerer et relief, der viser Verdensdommen, hvor Kristus sidder på regnbuen. Nedfor knæler en mand og en kvinde, sikkert Steen Rosensparre og Mette Rosenkrantz. De øvrige 6 + 6 anevåben er anbragt på de to pilastre, der flankerer parret. På fodstykket findes en indskrift:
Aar H MDlxv. thend xx dag octobris efther middag ued fire slætt paa Axtorn marckis volsted hos falckenbierrig udi Halland, emod the suenske blef Slagen Ærlig oc velbyrdig mand Sten Rosenspar til Scharholt. konning Frederichz thend anden Danmarckis h. konnings ræd Commissarius som for sit fæderne land lod sit lif erligen, oc her met sin kerre hustrue frue Mette Rosenkrantz af Wallø hafuer uduald seg it roligt huilekammer. oc lefde hand paa xiiii aar med sin hustrue, oc døde ter hand uær xlii aar oc xliii dage gamel. efterlod seg tuende hans børn. Oluf oc Birgitte Rosenspar:
For sit Fæderne land erligen at dø oc bliffue
Er lofligere end skendeligen at ladhe seg driffue.
Stenen er udført af Hans Maler.
Brunius 1851, s. 748.
Jensen 1951-1953, bd. II, s. 216.
Klokker #
Stefanus Petri #
Foto: Harald Olsson. Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Den middelalderlige lille klokke, støbt af Stefanus Petri 1479. Teksten er vanskelig at læse. Det samme er årstallet. Ifølge Ulldal står der ”nærmest” 1579, men da Stefanus Petris anden kendte klokke, Nørre Hvidinge, er støbt 1487, bør årstallet være 1479. Af teksten fremgår det i øvrigt, at klokken er støbt til ære for Gud og den hellige Nicolaus, at den oprindelig har hørt til Fosie kirke, og at den er støbt af ”Stafen Person”.
Ulldal 1906, s. 97.
Johannes Pauli #
Foto: Harald Olsson. Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Den middelalderlige store klokke, støbt af Johannes Pauli 1490. På skriftbåndet står der:
Anno dni mcdlxxxx ora pro nobis bts pater nicolae his marie filius. Amen. (I Herrens år 1490. Bed for os salge fader Nicolaus. Jesus, Marie søn. Amen.)
Der findes to støbermærker. Det ene er Johannes Paulis, det andet er hans medarbejder.
Ulldal 1906, s. 215.