Kirken er romansk med skib, kor og apsis. Den er opført af sandsten. Stenmesteren Johannes’ signatur er bevaret på en sten i hvælvet, og hans stenhuggermærke findes omkring 40 forskellige steder i kirken. Det findes også på domkirken i Lund. Dermed kan kirken dateres til midten af 1100-tallet. Kirken menes at være indviet til Skt. Dionysios.
Omkring år 1200 blev der malet kalkmalerier i koret, triumfbuen og på skibets østvæg. Sidst i 1200-tallet er først i 1300-tallet blev der bygget hvælv i koret. Dermed havnede dele af kalkmalerierne over hvælvet på loftet. Hvælvene i skibet blev opført sidst i 1400-tallet eller først i 1500-tallet i forbindelse med en større ombygning, hvor apsis blev fjernet og erstattet af en tilbygning, som senere blev anvendt som sakristi.
1727 (muligvis) blev skibet forlænget mod vest måske med tanke på at opføre et tårn.
Nord for koret blev 1803 opført et gravkapel for general Johan Gustaf Coyet fra det nærliggende Rønneholm gods.
1848 blev der bygget et lavt tårn på våbenhuset, og klokkerne, der tidligere hang i en klokkestabel, blev overført hertil. 1853 blev der bygget en korsarm mod nord.
Rydbeck 1936, s. 290-291.
Bebyggelseregistret
Portal #
Sydportalen anvendes stadig som indgang – gennem våbenhuset. Den består af en rundbue og en søjle i hver side med foldekapitæl (veckkapitäl).
Nordportalen er stadig synlig inde i skibet, men den er gennemskåret ved bygningen af nykirken 1853.
Rydbeck 1936, s. 291.
Stednavn #
Stødhauffue 1209, Stothæhaghæ 1302, Stødha(u)ge 1327, Stohage 1397, Stodhawæ 1422, Stotage 1488, Stodhaghe 1491, Stodhage 1509, Stødhafve 1541, Stehafve 1542, Stehaff 1559, Stødhafve 1560, Stodhof 1591, Stødhaffue 1609, 1620, 1634, Stehafve 1636, Stehaff 1646, Stehaffue 1649, 1651, Stedhaff 1657.
Steehauff 1659, 1662, Stehafwe 1670, Stehaga 1675, Stehaff 1680, Steha 1680, Stödhaff 1682, steehag 1684, Stehag 1712, 1754, 1765, 1784, Stödhaf 1784, 1808, 1823, 1839, 1857, Stehag 1865, 1878, 1904, 1930.
Skib #
Kor #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Kalk fra 1656. I knuden er der et rum til opbevaring af oblater.
Altertavle #
Altertavlen er fra begyndelsen af 1600-tallet. Hovedstykket består af to gange to rundbuede billedfelter, som oprindeligt har indeholdt skriftsteder. De flankeres af pilastre, hvoraf de yderste er dobbelte. Hvert billedfelt afsluttes øverst af et bjælkelag, de nederste tillige af et gavlfelt. Billedfelterne flankeres af hermer. I den øverste rækkke er det dyder, som frembærer deres attributter. Det er fra venstre: uidentificeret, anker for håb, kors for tro og børn for kærlighed. De kvindelige hermer fremviser som sædvanligt hele overkroppen. På hermedelen ses en løvemaske og en frugtklase. De er alle forskellige. De mandlige hermer i anden rækker har ingen attributter. Hermedelen når helt op til halsen. Frugtklaserne, som hænger i en ring er alle forskellige, ligesom deres hår og skæg. Hermerne i begge rækker understøtter bjælkelaget med joniske kapitæler.
På fodstykket er der to rektangulære felter uden udsmykning. Vingerne har rulleværk og frugtklaser.
Baldakinen bæres af to søjler med korintiske kapitæler, glatte skafter og prydbælte. De står på høje konsoller med beslagværk svarende til altertavlens fodstykke. Prydbælterne har en fremstilling af dyder indrammet af rulleværk, som i den nordlige er en knækket søjle, formodentlig fortitudo, styrke, og i den sydlige temperantia, mådehold, med en kande og et bæger.
Bjælkelaget på baldakinen har en profileret stav og et gennemgående hængestykke med afvekslende frugtklaser og rulleværk. I hver ende af bjælkelaget er bøjler med englemasker.
Topstykket har et rundbuefelt med et våbenskjold af senere dao for den svenske adelsslægt Coyet. Også det flankeres af hermer, hvoraf den ene (nordsiden) bærer på et dyr, mens den anden står med en slange om armen: prudentia, klogskab. I vingerne er der alliancevåben omgivet af frugter.
nc
Antemensale #
Antemensalet er udført 1607 og består af et indrammet felt med fremstillinger af Peter, Dionysios og Paulus i felter med rundbuer adskilt af pilastre. I rundbuerne står der:
- Sanctus Petrus apostolorum princeps.
- Sanctus Dionicius huius ecclesiæ patronus.
- Sanctus Paulus doctor gentium. 1607.
På den øverste kant står en svært læselig tekst, hvoraf kan skimtes Mattson till Ronholm samt enkelte andre ord. På siderne er tilføjet en tekst fra 1700-tallet.
Døbefont #
Kummens næsten lodrette sider er uudsmykkede. Den har fals. På overgangen mellem sider og bund, som har en svag hulkehl, ligger en rundstav og to plader. Foden udgøres af en attisk base med hjørneknopper. Midt i hulkehlen ligger en rundstav og derover en plade med skråkant og et firkantet udtømningshul. På kummens overkant sidder tre runde huller, hvoraf de to er fyldt op med bly. Det er uklart, hvad disse huller har betydet.
Fonten er ikke tilskrevet nogen gruppe.
Tynell 1913-1921, s. 79, 158.
Dåbsfad #
Dåbsfad fra Nürnburg. Motivet er syndefaldet. Det bærer årstallet 1587. Fadet er dog muligvis fra første halvdel af 1500-tallet.
Karlsson 1957, s. 77.
Kalkmalerier #
Der er romanske kalkmalerier på korets nordvæg, i korbuen og på skibets østvæg. De er udført af samme værksted som Everød og blev afdækket 1911.
Korets nordvæg #
Billederne er fremstillet i to vandrette bånd. Forneden afsluttes med et draperi.
Over vinduet i nordvæggen ses en engel utydeligt.
I det øverste bånd er der en række profeter eller apostle, som dog for en stor dels vedkommende er skjult af skjoldbuen. Vest for vinduet står en person med glorie og et tomt skriftbånd. Vest for denne ses det nederste af en person, der holder et skriftbånd, hvor bogstaverne O og R kan ses. Øst for vinduet ses det nederste af en person.
Nordvæggens andet bånd, vest for vinduet. Noget af billedet er ødelagt af en dør, som senere er muret til.
I billedets højre side står en søjle med en statue med et skjold, som måske egentlig skal være en kappe. Det er et afgudsbillede. Personerne til venstre herfor frembærer ofre med tildækkede hænder. Bag dem står endnu en person. Længst mod vest næsten skjult af buen står et træ.
Ifølge Yrlid 1976, s. 56 skal billedet forestille S. Dionysius’ martyrium, da kirken er indviet til Dionysius. Ifølge A Catalogue forestiller det snarere Dionysius, der prædiker, mens indbyggerne i Arles tilbeder afguder.
Korbue #
I nordvangen er en konge uden glorie med inskriptionen KANUTR, Knud R(ex), Knud konge. Efter stilen kan der kun være tale om Knud VI, som regerede 1182-1202.
Overfor på sydvangen ses en ærkebiskop – også uden glorie. Det kan enten være biskop Absalon, 1177-1201 eller Anders Sunesøn, 1201-1223.
Om kongen og biskoppen skriver Poul Nørlund og Egmont Lind, at de afbildede ikke behøver at have haft nogen særlig tilknytning til kirken, selvom de måske har været velgørere.
Man maa her tænke sig, at kongen og bispen med allegorisk betydning skal repræsentere den verdslige og gejstlige magt, symboler for de to afgørende principper i samfundet.
Nørlund 1944, s. 88.
I issefeltet et korslam.
På nordvangen (under kong Knud) ses en person, som frembærer et offer. Det kan være Abel. I så fald må Kain have været på det nu tomme billedfelt på modsvarende plads på sydvangen. Men det er også en mulighed, at det er en donor.
Triumfvæggen #
På triumfvæggen øverst mod syd ses to stående personer. Billedet fortsætter over hvælvet. Billedet i nordsiden er gået tabt.
I et vandret bånd herunder er en række medaljoner med helgener eller profeter afvekslende med blomster. Personerne er uden glorier. De vender mod hinanden som i samtale.
Triumfvæggens nordside: Maria med barnet. Maria sidder på en trone med barnet på skødet. Begge ses en face. Til højre står en mand med glorie. Han er iklædt kjortel og kappe. I højre hånd holder han et langt tomt skriftbånd. Det kan være Johannes Døber. På den anden side af Maria kan der have stået en anden profet.
Sydsiden. Længst mod nord står en engel med et stavkors. Den anden person, der er iklædt kjortel, står med bøjet hoved og går mod syd. En tredje peson kan skimtes ved buen. Det kan være Uddrivelsen fra Paradis. En lignende fremstilling af motivet findes i Todbjerg og Bregninge (Sjælland).
Nørlund 1944, s. 87-88.
Yrlid 1976-2, s. 52-57.
A Catalogue 1976, bd. 3, s. 94-96.
Stangier 1995, s. 99, 146.
Skib #
Konsekrationskors i skibet.
Herskabsstole #
De to øverste bænkegavle i begge sider har udskårne adelsvåben med teksterne: ”Mats Stensen ferne 1574 oc mørne waben” samt ”Meritte Pedersdotter ferne 1574 oc mit mørne waben.” Ferne og mørne = fædrene og mødrene våben.”
Gravsten #
Mats Stensen #
Gravssten over Mats Stensens hustru Merite Pedersdatter, død 1584.
Erlige oc welbyrdig mand Matz Stensøns til Rønholm oc han kiere Fruis Merite Peders Doters Støree til Gaaswad Begrafvilse. Hans salige Lig hvilis udi Svartesø Kircke i Sverig, som døde paa sin Hjemrejse aff den svenske Fyede (fejde) Ano 1567. Hindis salige Lig hviles her under, som døde udi Seland paa Listrup den XII Novemb. Anno 1584. Herren gifve dem en gledelig opst.
Udover de to figurer er der 8 + 8 anevåben, hvoraf 2 + 2 er med hjælm.
Jensen 1951-1953, bd. II, s. 305.
Romanske gravsten #
Et antal romanske gravsten er opstillet inde i kirken. I våbenhuset står en med opretstående gavlsten. På kirkegården ligger der flere. Også her er der flere med galvsten.