Kirken blev bygget i 1200-tallet af kampesten. Oprindeligt bestod den af skib, kor og apsis. I senmiddelalderen blev der bygget et våbenhus ved den sydlige indgang. Våbenhuset var af træ. Kirken var blytækket. På kirkegården stod en klokkestapel, som var spåntækt.
I 1701 blev den nordlige korsarm opført, og i 1770 blev der bygget en korsarm mod syd.
Det middelalderlige skib blev revet ned i 1833-1835, og et nyt blev opført. Kor og apsis er det eneste, der er bevaret af den oprindelige kirke.
Stednavn #
Osby 1202, 1358, Øsby 1428, Ossby 1501, Osby 1505, Aasby 1569, Osby 1570, Ousby 1579, 1583, Osby 1584, Oesby 1590, Osby 1594, 1597, Ousby 1611, Wosbye 1612, Oussby 1613, Ousby 1616, 1617, 1618, Ossby 1618, Ousby 1619, 1624, 1626, 1628, Oussbye 1632, Ousby 1643, 1645, 1649, 1655, 1657.
Ossby 1662, Ousby 1667, Ossby 1675, Ousby 1676, Osby 1677, 1684, Ousby 1696, Osby 1700, Ousby 1712, 1730, 1745, Osby 1745, Ousby 1754, 1767, 1783, Osby 1785, Ousby 1812, 1820, 1830, 1834, 1838, 1843, 1853, 1856, Osby 1865, Ousby 1866, 1874, Osby 1875, 1909, Ousby 1915, 1924, Osby 1936.
Skib #
Kor #
Gammel altertavle #
Seks tavler er bevaret fra en ældre renæssancealtertavle. Det har formodentlig oprindeligt været en katekismusaltertavle. Ifølge Claes Wahlöö skal det have været en baldakinaltertavle.
Ljungman 2008, s. 11-12.
Wahlöö 2014, s. 232.
Døbefont #
Døbefonten er et udskåret arbejde fra 1600-tallet.
En fontehimmel opbevares på kirkens lille museum, som findes på det ene pulpitur. Efter ombygning af kirken blev det for vanskeligt at anbringe den over døbefonten på grund af den højere loftshøjde.
Ljungman 2008, s. 10.
Prædikestol #
Prædikestolen er fra 1593. Tidligere bemaling er fjernet. Der er 5 storfelter og et sidefelt. Et af storfelterne er tomt, mens de fire andre har træskårne fremstillinger af evangelisterne. De har alle vinger. I buen er en muslingeskal / palmet og en større i feltet ovenover. I storfelterne to øverste hjørner sidder to blomsterrosetter. Fritstående joniske søjler står på fremskudte konsoller. De har prydbælter og glatte skafter med frugter – på prydbælterne også englehoveder.
I de øverste smalfelter står der:
Werbum Domini manet in æternum. Anno 1593. (Guds ord varer i evighed.) Ansigter og frugtklaser pryder bøjningerne på hjørnerne. Under smalfelterne er der hængestykker bestående af en muslingeskal, der sidder mellem to volutbøjninger, som den er hæftet sammen med med en ring i hver.
De nederste smalfelter er udsmyttet med snoede bladranker, og på konsollerne er der løvehoveder.
Det brede sidefelt bærer bærer teksten ”Restaurerad år 1900” i smalfeltet. Motivet i de to felter er Den barmhjertige Samaritaner. Det er et ukarakteristisk renæssancemotiv.
Da kirken blev udvidet 1833-1835, blev prædikestolen lagt på loftet, idet man efter tidens mode indrettede en alterprædikestol i stedet for. År 1900 blev den restaureret og flyttet ind i kirken igen og opsat på nordvæggen. 1934 fik den sin nuværende plads, da alterprædikestolen blev fjernet.
Der har været en tilhørende lydhimmel, som ikke findes mere.
Ljungman 2008, s. 9.
Krucifix #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Krucifix fra o. år 1200. Arme og kors mangler. Der har været en krone, som senere er skiftet ud med en tornekrone. Lændeklædet har en kraftig vulst. Fødderne hænger parallelt. På begge fødder er der flere små metalstifter efter sekundært fodtøj.
Der er spor af en senmiddelalderlig staffering.
Det opbevares på Lunds Universitets Historiska Museum.
Liepa 1995-2, s. 321.
Træskulpturer fra middelalderen #
Kvindelig helgen #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Uidentificeret kvindelig helgen fra første halvdel af 1200-tallet.
På hovedet ses rester af en krone. I venstre hånd holder hun en lukket bog. Hun står på en menneskelig underligger, som ligger halvt på ryggen med hovedet drejet mod højre.
Liepa 1995-2, s. 321.
Nådefader #
Nådefader fra første halvdel af 1500-tallet.
Faderen har resterne af en krone på hovedet og er i øvrigt klædt i liturgisk dragt. Sønnen hænger i Faderens arme med hovedet hældende til højre. Tornekronen er snoet. Lændeklædet er anbragt lavt og bundet midt for. Benene er tynde.
Personfremstillingen minder om figurerne i skabsaltertavlen i Guelev og den apokalyptiske madonna i Brøserup. Der kan være tale om samme forlæg, men næppe samme værksted.
Figuren opbevares på Lunds Universitets Historiska Museum.
Liepe 1995, s. 209-210.
Kalkmalerier #
På nordvæggen i koret er der rester af kalkmalerier i to lag fra henholdsvis 1300-tallet og 1500-tallet. De blev konserveret i 1997. De er ikke omtalt i A Catalogue. Det har ikke været muligt at se dem.
Wahlöö 2014, s. 231.
Epitafier #
Hans Hansen Winsløff #
Han var født i Vinslev 1608, hvor faderen var præst. Han blev sognepræst i Osby-Losholt pastorat 1633. Da han var ung student, døde faderen, og det så ud, som om han var nødt til at stoppe studierne, men det lykkedes alligevel moderen at hjælpe ham, og et arbejde som degn i Ørtofte og Lille Harrie var med til at finansiere studierne. 1626 fortsatte han studierne i København. 1629 blev han rektor i Christianstad. 1633 blev han ”mod sin egen vilje og mod menighedens ønske lovligt kaldet” til Osby-Losholt. 1646 blev han herredsprovst, men fratrådte som provst 1649 af helbredsgrunde. Han døde 1660.
Cawallin 1857, s. 414-416.
Ljungman 2008, s. 16-17.
Thomas Andersen #
Thomas Andersen var født i Helsingborg 1626, hvor faderen var murmester. 1654 blev han hjælpepræst og efter Hans Hansen Winsløffs død 1660 blev han sognepræst. Under krigsårene i 1670’erne var det svære tider. Beboerne i Osby-Losholt pastorat sluttede 1676 med beboerne i Virestad sogn i Småland ”en almindelig oc sicker Bondefred, saa wit Bønderne selff alleniste wedkommer, willendis effter krafft och formue affwerje all ulempe, baade hwad Snaphaner saa oc anden krigsbeswer anlanger.”
Efter skånske krig skiftede han over til svensk side og ansøgte om menighedens frivillige indkorporering i Sverige og forsøgte at indføre svensk som gudstjenestesprog.
Han fratrådte embedet 1690 og døde to år efter. – Han var gift med forgængerens datter Karin Hansdatter. De fik 15 børn, hvoraf flere døde som små. En søn efterfulgte ham i embedet under navnet Andreas Thomæus.
Cawallin 1857, s. 416-417.
Ljungman 2008, s. 17.