Vä

Væ kirke anses af flere eksperter for næst efter domkirken at være den betydeligste kirke fra 1100-tallet på grund af dens fornemme arkitektur og kunst i form at udsmykning af portaler, korbue og tribunbue og de enestående kalkmalerier, der udgør et højdepunkt i 1100-tallets kunst. Det er således ikke mærkeligt, at talrige eksperter har interesseret sig for kirken, og at det har affødt en stor mængde litteratur.

Væ var købstad, indtil Kristianstad blev grundlagt 1614, hvorefter den blev landsby. Det er uvist, hvornår byen blev købstad. Den første omtale af byens priviligier er fra 1250. Derimod er der enighed om, at kirken blev opført som kongelig patronatskirke, og at det er baggrunden den fornemme arkitektur.

Kirken er bygget i første halvdel af 1100-tallet og blev indviet til Jomfru Maria. Dens officielle navn i dag er stadig Sankta Maria kyrka. Omkring 1160 blev den overladt til Præmonstratenserne. Selvom de allerede i 1200-tallet flyttede til Bækkeskov, beholdt de kirken helt frem til reformationen.

Kirken er opført af omhyggeligt tilhuggede sandstenskvadre, som har samme højde indenfor samme skifte, hvilket giver murene et harmonisk udseende. Oprindeligt bestod den af skib, kor og et tvillingtårn i vest med indgangsportal. Tårnet kan være bygget lidt senere. Ved opførelsen var koret afsluttet mod øst med en lige mur. Planen var, at koret skulle have et krydshvælv. Fire udsmykkede kapitæler, som skulle have båret hvælvet, sidder stadig i koret. Baserne findes på deres oprindelige plads under gulvet. Søjlerne, der stod inde i hjørnerne, var ¾ søjler. På korets vestvæg er der tegn på, at der enten har været en skjoldbue, eller at buen er forberedt. Hvorvidt hvælvet nogensinde er blevet bygget, er omstridt. Henrik Græbe mener, at hvis det blev bygget, hvorfor skulle man så rive det ned? Han peger på, at der ikke er tegn på nogen ildebrand. Her overfor står Inger Ahlstad Yrlid, som mener, at hvælvet kan have været bygget, men senere er styrtet sammen.

Apsis er bygget senere end koret, men ikke meget senere. Det kan blandt andet ses af, at kvaderstenenes højde på korets østmur er den samme på begge sider af apsis, mens kvadrerne i apsis har en afvigende højde. Da apsis blev bygget, blev det alterbord, der oprindeligt stod op ad korets østvæg, flyttet ind i apsis.

Først da apsis og tribunbuen blev bygget, fik koret sit tøndehvælv, og kalkmalerierne blev malet.

Tegning af A. Kastman 1750-1755. Riksantikvarieämbetet. Public Domain.

Den vestlige del af skibet har fra begyndelsen været forberedt til to tårne med mellemliggende forhal og derover en empor (se nedenfor). Tårnene er opført lidt senere.

På skib, kor og apsis er der under den oprindelige tagfod en rundbuefrise og hjørnelisener.

Det fik betydning for dateringen af kirken, at man ved en restaurering i 1963-1965 fandt en relikvieæske i alterbordet. Deri lå et stykke pergament med årstallet 1121. Siden da har det været diskuteret, om årstallet angiver året for kirkens indvielse, da det første alterbord blev bygget, eller om det angiver indvielsen af det nye alterbord i apsis.

Henrik Græbe mener ikke, at kirken er opført så tidligt som 1120’erne. Her overfor står flere andre eksperter. Anders Ödman mener, at koret kan have været opført som et gårdkapel og kan muligvis have været indviet allerede i 1060’erne. Kirken skulle således være bygget sidst i 1000-tallet. – Med henvisning til den tidlige ornamentik daterer Inger Ahlsted Yrlid kirken til 1100-tallets to første årtier og finder støtte i relikvieæskens årstal 1121.

I 1200-tallet blev det flade bjælkeloft i skibet udskiftet med seks krydshvælv støttet af to søjler, og mure og gavle på skib og kor blev forhøjet. Denne ændring kan have været foranlediget af en ildebrand 1213.

Indgangsdøre #

Vestportal #

Kirken har haft tre oprindelige indgange, hvoraf de to består endnu. Vestportalen har en aftrappet indramning, som består af søjler, der fortsætter i form af rundstave i rundbuen. Det nordlige kapitælbånd, der er temmelig forvitret, har dyrefigurer. Den yderste kapitæl består af to dyr med et fælles hoved, dernæst en fugl. Det tredje er ifølge en ældre beskrivelse et dyrehoved, der gaber over et menneskehoved. Endelig er der en fugl på hver af de to inderste. Det sydlige kapitælbånd har en anden stil og består af akantusblade

Allerede i middelalderen er portalen blevet udvidet. Det kan aflæses af den manglende orden i kvadrene i ydermuren. Udvidelsen kan være sket i forbindelse med, at præmonstratenserne overtog kirken i anden halvdel af 1100-tallet. Det kan allerede være i den forbindelse, at tympanonstenen er forsvundet. Ved restaureringen 1966 blev der indsat en glat sten på denne plads.

Sydportal #

Tårnet er opført foran sydportalen. Ved byggeriet har man søgt at bevare portalen. Den er opført i samme stil som vestportalen, men er lidt smallere. Kapitælerne i begge sider har akantusblade svarende til vestportalens sydside. Tympanonstenen er udfyldt med liljeblade på en tredobbelt stængel.

Over indgangen har der været en baldakin båret af fritstående søjler. Disse søjler er blevet genbrugt i glamhullerne i tårnets nord- og sydside.

Nordportal #

Nordportalen blev helt fjernet, da nykirken blev bygget. Den sad der, hvor der nu er en bueåbning mellem skib og nykirke. Den har haft en baldakin ligesom syddøren, og på loftet skal der være spor af den. Den inderste bue fra nordportalen er genanvendt over en dør til nykirken. Den har en S-formet stængel med blade skiftevis over og skiftevis under stænglen ligesom på sydportalen.

Ved restaureringen i 1960’erne fandt man tympanonstenen. Den er nu opsat i det nordvestlige tårnrum. Den har den tredobbelte stængel, som danner fem cirkler med liljeblade i de to nederste, drueklaser i de to øverste og fugle i sviklerne. Undersiden på begge tympanonsten er udsmykket med en bladranke.

I koret har der været en ikke oprindelig dør i sydmuren længst mod øst. Den ses i dag som en niche inde i koret. Den kan være lavet, da præmonstratenserne kom til kirken i 1160’erne.

Udsmykningen af portalerne er stilmæssigt tæt forbundet med domkirken. I Lund anvendes den samme form for ornamentik, ligesom der findes en baldakin båret af fritstående søjler.

Vinduer #

Det eneste oprindelige vindue, som er uændret, er det midterste vindue i apsis. Men de profilerede karme er bevaret i flere af de tilmurede vinduer.

Dyrerelieffer #

Flere dyrerelieffer på kvadersten er indmuret forskellige steder i murværket.

Tårn #

Tårnet er senest opført i 1604. På hver side er der dobbelte glamhuller. Mellem glamhullerne er der indsat en søjle. De tre af søjlerne menes at have båret baldakinerne ved nord- og syddørene. Kapitælerne har lighedstræk med kapitæler i domkirken. Kapitæl og søjleskaft i det fjerde glamhul har ikke hørt sammen oprindeligt. Kapitælet prydes af fugle og er romansk i stilen. Søjleskaftet er kanelleret og stammer fra renæssancen.

Rydbeck, M. 1936, s. 161-164.
Rydbeck, M. 1943, s. 51-53.
Græbe, H. 1971, s. 9-11, 15-74.
Yrlid 1976, s. 58-63.
Ödman 2021, s. 55-78.
Bebyggelseregistret

Stednavn #

Wæ 1170, We 1178, Væ 1182, Wæ 1200, 1231, 1253 Væ 1340, Vae 1340, Wæ 1408, 1431 1472, 1488, Væ 1506, 1510, 1543, Vee 1552, 1556, Væ 1558, Vee 1567, Væ 1574, 1596, 1600, 1608, 1612, 1623, Wae 1626, Ve 1629, 1631, Væ 1632, 1635, Wae 1640, 1642, Væ 1643, 1646, 1648, Whæ 1650, Wæ 1651, 1657.

Wää 1671, Wä 1674, Vää 1675, Vee 1684, Wää 1696, 1713, 1730, Wä 1746, 1767, Wæ 1768, Wä 1812, 1836, Wää 1851, 1856, Wä 1874, Vä 1885, 1909.

Skib #

Skibet er toskibet. To søjler bærer seks hvælvinger.

Triumfbue #

Triumfbuen er forholdsvis lav og tilpasset det krydshvælv, som enten er nedrevet, eller som aldrig blev bygget. Den består ligesom tribunbuen af to fremspring med en trekvartsøjle i hjørnet. Søjlerne hviler på en attisk base med hjørneknop og fortsætter i buen som en rundstav.

Kragstenene er udsmykket med en bladranke, som aldrig er gjort færdig i nordsiden. Vedrørende hullerne under kragstenene, se Korskranke nedenfor.

Den yderste bue er udsmykket med parvis sammenkoblede bladornamenter. En lignende ornamentik findes på foden på døbefonten i Gråmanstorp – Grummestrup. Rundstaven er smykket med parvis modstillede spiralformede blade mellem S-formede bånd. Den inderste bue er smykket med en palmette-lotus frise.

Henrik Græbe konkluderer således om stilen:

Triumfbågen har klart prelundensiske drag, som ytterst går tillbaka på anglosachsiska förebilder. Här tänker man närmast på det med små rundstaver avrundade hörnet mot långhuset samt de insatte kolonetterna, medan däremot karnis-vulstprofilen är typiskt romansk. Ornamentiken har lombardisk ursprung, men är beträffande den upprepade bladställningen som omger bågen i långhusmuren av ett slag som inte återfinns i Lunds domkyrka, vilket däremot palmett-lotusfrisen gör. Utan tvivel hör triumfbågen till kyrkans äldsta byggnadsdelar. Græbe 1971, s. 42-43.

Græbe 1971, s. 38-43.

Sidealtre #

Der findes spor efter sidealtre i skibets hjørner mod sydøst og nordøst.

I det sydøstlige hjørne ses en lodret stående sten med ornamentik, som er indmuret i sydmuren bag trappen til prædikestolen. Den hviler på en profileret base. Den har båret en baldakin. Af en modsvarende fritstående søjle i baldakinens nordvestlige hjørne er der ingen spor. Der er derimod spor af arrangementet i triumfvæggen i form af reparationer efter fjernelse af baldakinen og en halvsøjle. Baldakinen har bestået af et tøndehvælv. Det har haft en bredde på 140 cm og cirka 100 cm i dybden. I gulvet er der fundet spor af et podium. Af selve alterbordet er der ingen spor.

I skibets nordøstlige hjørne er der fundet spor af et tilsvarende arrangement. Af alteret er der intet spor, men det kan konstateres, at baldakinen ikke har været helt så bred som den i sydsiden, nemlig 125 cm. I triumfvæggen er der spor efter en halvsøjle. Ligesom i sydsiden er der også spor efter et podium.

Græbe, H. 1971, s. 63-64.
Karlsson 2015, s. 450.

Korskranke #

I korbuens vanger findes to firkantede bjælkehuller overfor hinanden. De sidder umiddelbart under kragstenene. Se billederne af kragstenene ovenfor. Det nordlige er to meter dybt. Det sydlige er fire meter dybt og går helt ud til skibets udvendige ydervæg. I gulvet findes en rende efter yderligere en bjælke. Denne anordning er samtidig med korbuen/-væggen. Der er muligvis tale om en korskranke, men ikke en lektoriemur, da det hører en senere tid til (1300-tallet).

Græbe, H. 1971, s. 64-66.

Empor #

Emporen – heskabsgalleriet – ligger lige over forhallen i tårnrummet. Det har haft et trægulv, som samtidig var loft i forhallen nedenunder. Da man byggede det nuværende tøndehvælv i forhallen i 1500-tallet, blev gulvet fjernet, og dermed blev emporrummet gjort ubrugeligt.

Op ad rummets østvæg er der et muret alter i en niche. I alterbordet er der et relikviegemme. På begge sider af nichen har der været en åbning bestående af en todelt arkade med en fritstående midtersøjle, som det kan skimtes på arkivbilledet ovenfor. Over alteret har der været en baldakin. På væggene har der været kalkmalerier fra 1100-tallet. I farve og stil minder de så meget om kalkmalerierne i koret, at de sikkert er samtidige. Øverst i buen findes en medaljon, og på begge sider findes en engel. Englen i sydsiden er bedst bevaret. På hår og ansigtskonturer er der tegn på en sengotisk retouchering. Over buerne syd for alternichen er der en gående engel, som vender mod syd.

Henrik Græbe mener, at alterbord med niche er en senere tilføjelse, og at der har været en tredje åbning ind mod skibet der, hvor alternichen er. Det begrunder han med, at rummet skal have ændret funktion fra at være et herskabsgalleri til at få en liturgisk funktion, da kirken blev klosterkirke omkring 1170.

Denne opfattelses bestrides dog af andre eksperter som A Catalogue og Ulla Haastrup, der mener, at alterbordet er oprindeligt.

Ifølge A Catalogue stemmer dette ikke med kalkmalerierne, som dateres tidligere. Mattias Karlsson følger A Catalogue og daterer – med et forsigtigt spørgsmålstegn – alteret til 1120’erne blandt andet med henvisning til kalkmalerierne. Ulla Haastrup tilslutter denne datering med henvisning til, at kalkmalerierne i emporen er malet af samme maler, som har malet apsis og kor.

I 1200-tallet fik rummet et krydshvælv, som gennemskar kalkmalerierne. En konsol til hvælvkonstruktionen er bevaret i det sydøstlige hjørne. Den er udformet som et mandshoved og svarer til dem, der bevaret i skibet. Se billede ovenfor.

Græbe sammenfatter sin undersøgelse af rummet med disse ord:

Emporen bör ha tett sig mycket vacker, både som herrskapstribun och kanske framför allt som kapell, trots den något komplicerade dispositionen av kam¬maren. I mitten stod det stora upphöjda altaret, vars baldakin troligen varit gavelformad och buren av fristående kolonner. På båda sidor fanns ar-kadöppningar in mot kyrkorummet, på väggarna kalkmålningar av hög kvalitet belysta av ljuset från fönstret i väster. Græbe 1971, s. 63.

Rydbeck, M. 1943, s. 89-91.
Græbe, H. 1971, s. 37, 60-63.
A Catalogue 1976, bd. 3, s. 196-197.
Hansen 2013, s. 184-185, 188-189.
Karlsson 2015, s. 450-451.
Haastrup 2024, s. 190-194.

Krydshvælv #

Kirken var udsat for en brand i 1213. Det kan være efter denne brand, at skibets oprindelige træloft blev udskiftet med 6 krydshvælv, som hviler på to midtersøjler. I den forbindelse blev skibets ydermure og gavle forhøjet, hvilket stadig er synligt udefra – måske for ikke at dække åbningerne i emporet.

Gjordbuerne – tre i alt – i de to østlige hvælv er med udtryk fra Monica Rycbeck i gennemskæring formet som en pilaster med en halvsøjle foran. De øvrige gjordbuer er retvinklede ligesom alle skjoldbuerne.

Konsollerne, som ribberne i skibets fire hjørner hviler på, er formet som menneskehoveder med to mandshoveder i skibets sydside og to kvindehoveder i nordsiden. De er fra 1200-tallets anden fjerdedel (Rydbeck) eller midt i 1200-tallet (Ödman).

Søjlernes totale højde udgør 5,2 meter inklusive base og kapitæl. Søjlernes længde er 3,89 meter og vejer cirka 13 ton stykket. Kapitæler og baser vejer 2,7 ton hver. Det vestlige søjleskaft er rundt og det østlige ottekantet. Søjlerne var oprindeligt blankpolerede. Alle seks dele til de to søjler – base, skaft og kapitæl – er af samme stenart og stammer fra et område i Djurröd – Dyrød sogn. Kapitælerne er terningkapitæler, og baserne er omvendte terningkapitæler.

Lignende søjler fra 1200-tallet er meget fåtallige. Der findes nogle få stykker i Nordtyskland samt i Roskilde domkirke, Kalundborg kirke, Fjenneslev kirke og nogle få stykker mere. I den gamle nu nedrevne kirke i Torekov står det nederste af en ottekantet søjle fra samme periode.

Rydbeck, M. 1943, s. 92-95.
Græbe, H. 1971, s. 48.
Ödman 2021, s. 78-87.

Kor #

Tøndehvælvet udgår fra profilerede vederlag på nord- og sydvæggen. Hvælvet er udført af sandsten.

Tribunbuen har samme opbygning som triumfbuen, selvom den er yngre end denne. Den midterste rundstav ligner således den tilsvarende på triumfbue. Den er dog ikke udhugget i sandsten, men malet.

Kapitæler #

Kapitælerne i koret betegnes som præ-lundensiske i modsætning til kapitælerne i portalerne, som ligner skulpturene i Lund.

De to østlige kapitæler er formet som terningkapitæler med halvcirkelformede skjold. De hører til den ældste fase af kirkens bygningshistorie fra 1100-tallet, men typen går tilbage til 1000-tallet. Mandshovedet på den sydøstlige kapitæl er karakteristisk for landene omkring Nordsøen. Den nordøstlige har et flettet bånd.

Den nordvestlige kapitæl er meget skadet, mens den sydvestlige er velbevaret. Den har en stor volut i hjørnet, på siderne en roset og blade forneden. Midt på sidder et ubestemmeligt dyr. Stilmæssigt er det vanskeligt at bestemme.

Græbe, H. 1971, s. 43-44.

Alterbord #

Da koret blev bygget, stod alterbordet op ad østvæggen. Det kan muligvis have stået på et podium i lighed med de to sidealtre i skibet og alterbordet i emporen.

Da apsis blev bygget, blev alterbordet flyttet ind i apsis. Her er der fundet et relikviegemme med relikviedåse med indhold. Det er uklart, om relikviet er overflyttet fra det første alterbord, eller om det er samtidigt med alterbordet i apsis.

I 1674 anskaffede man en ny altertavle, og i den forbindelse blev alterbordet flyttet, så det kom til at stå i tribunbuen. Det menes at være bygget af sten fra vinduesnichen i korets sydvindue med rester af maling fra kalkmalerierne. Kvaderstenen med relikviegemmet med indhold blev flyttet over i det nye alterbord, som bestod indtil restaureringen i 1960’erne, da det nuværende alterbord blev bygget.

Ved nedbrydningen af alterbordet i 1964 blev relikviedåsen med relikvier fundet. Det var en blykapsel, som indeholdt adskillige stykker stof hovedsagelig silke af forskellig farve og type. Omkring halvdelen af stofstykkerne var rullet omkring bensplinter fra mennesker og små stykker pergament.

På et af pergamentstykkerne kunne man læse en indskrift og et årstal. Pergamentstykkets tilstand gjorde dog læsningen vanskelig, men efter al sandsynlighed står der 1121.

Græbe, H. 1971, s. 63, 95.
Yrlid 1976, s. 63.
Karlsson 2015, s. 449-450, 500-505.

Sakramentskab #

Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.

Sakramentskabet sidder klemt inde på korets østvæg mellem kapitælen og tribunbuen. Bag skabslågen med beslag findes en gitterlåge. Begge dele menes at være smedet i 1400-tallet.

Et bræt er dendrodateret til 1415-1429, mens et andet bræt, som sidder i bunden af skabet, er dateret til 1112-1126. Det kunne tyde på, at skabet er samtidig med kirken, men er blevet repareret i senmiddelalderen.

Ödman 2021, s. 70-74.

Alterkalk #

Kirkens kalk er fra 1749. Den gamle kalk kan være den kalk, som nu står i Kristianstad, og som er udført af Hans Klausøn. Den kan været flyttet, da Væ blev nedlagt som købstad 1614.

Græbe, H. 1971, s. 107.

Akvamanile #

Akvamanile til liturgisk håndvask fra 1220-1275, udført af bronze. Vandet hældes ind gennem et hul i rytterens hoved og ud gennem hestens pande. Rytteren er rank og sidder med strakte ben i stigbøjlerne. I højre hånd holder han en lanse. I venstre side sidder et næsten bortrustet sværd. Tømmerne holder han i venstre hånd. Han er iført en fint udsmykket dragt blandt andet med palmetter.

Sværd og lanse er dog senere tilføjelser. Da rytteren ikke har rustning på, foreligger den mulighed også, at han er falkoner. Det findes der flere eksempler på fra udlandet.

Akvamanilen har været anbragt på vindfløjen på korets østgavl. C.G. Brunius omtaler den således:

Å korets gafvelspets står ett kors på en kula, deröfver en man till häst med lans eller spjut, och öfverst en flögel och deri 1762. Denna prydnad är naturligvis enligt uråldrig idé återställd nämnda år. Brunius 1850, s. 325.

Den blev opdaget igen i 1945, hvorefter den blevet taget ned og konserveret.

Akvamaniler er normalt formet som en løve, mens rytter til hest er meget sjældne. Der kendes kun tre eksempler, nemlig Høgserød og Valby, Nordsjælland.

Arbman 1947, s. 48-50.
Græbe, H. 1971, s. 110-111.

Altertavle #

Altertavlen blev anskaffet i 1674. Kirken havde en ældre altertavle fra slutningen af 1500-tallet eller allerførst i 1600-tallet. Det er en baldakinaltertavle. Den blev solgt til Ellerød – Eljaröd kirke, hvor den står endnu.

Den nye altertavle er temmelig stor. Ved restaureringen af kirken og kalkmalerierne blev den 1966 flyttet til sin nuværende plads i nykirken.

Den er rigt udsmykket med et billede af nadveren i storfeltet flankeret af snoede søjlepar. I topstykket findes et våbenskjold for landshøvding Magnus Dureel og øverst det svenske rigsvåben.

Altertavlen er et sjældent eksempel på en nyanskaffelse af denne størrelse fra perioden lige inden skånske krig brød ud i 1675. Herom skriver Henrik Græbe:

Altaruppsatsen utgör ett kulturhistoriskt minnesmärke från den tid, då svenskarna övertog styrelsen i provinsen. Vid sidan av det kristna innehållet finns det i altaruppsatsen ett politiskt budskap, som inte kan ha lämnat någon i församlingen i minsta tvivel om vem som nu bestämde i länet. Överst prunkar det svenska riksvapnet och därunder landshövdingens rika adelsvapen. Justitia, t v om det sistnämnda, liknar närmast en av Karl XI:s knektar i korta soldatstövlar, men är i övrigt klädd i draperad dräkt; i hans kraftfulla händer verkar svärdet mera övertygande än vågen, och tycks vara en hotfull påminnelse för envar i församlingen om att otrohet mot den svenska överheten, här representerad av vapnen, kunde bestraffas med döden. Græbe, H. 1971, s. 98.

Græbe H, 1971, s. 95-98.
Wahlöö 2014, s. 62.

Døbefont #

Kummen er cylinderformet, og bunden er rundet. Øverst på kummen går et smalt bånd med to lodretstående streger, der skifter med en geometrisk figur. Siden er udsmykket af koblede hjertepalmetter. Denne form for udsmykning findes ikke på nogen anden døbefont.

Under palmettefrisen løber en tekst med ordene:

Maria gracia plena dominus tecu[m] bened…

Det er englens tiltale til Maria under bebudelsen. Skrifttypen daterer den til 1175-1225.

Foden er gået tabt.

Døbefonten blev i 1867 solgt til Statens historiska museum, Stockholm. Der blev lavet en kopi, men i 2015 blev den tilbageført til kirken. Kopien står nu i nykirken.

Tynell 1913-1921, s. 36-37.
Græbe, H. 1971, s. 105-106.

Døbefont II #

Der findes en anden døbefont i kirken, som ikke er omtalt hos Græbe, og som efter beskrivelsen at dømme svarer til den, som Lars Tynell kalder Okänd kyrka II.

Kummen er cylinderformet, og nederst er den halvkugleformet. Den nederste del har lodretstående rundstave, som afsluttes foroven af en rundbuefrise.

Foden er gået tabt.

Denne døbefont står i nykirken.

Tynell 1913-1921, s. 37.

Prædikestol #

Prædikestolen er fra omkring 1630. De fire storfelter har frifigurer, der forestiller evangelisterne, som står på en konsol. Rammen er rundbuet med beslagornamentik og diamantbosser. Baggrunden er udfyldt med blandt andet frugtklaser og planteornamentik. På hjørnerne står der fritstående søjler på fremspring. Søjlerne har prydbælter, glatte skafter og korintiske kapitæler. De øverste smalfelter er tomme, mens evangelisternes navne er at finde i kartoucher i de nederste smalfelter. Hængestykkerne har bruskornamentik. Underbaldakinen er karnisformet med tværribber og sluttes af forneden med en kugle.

Rygstykket stammer muligvis fra en prædikestolsdør.

Lydhimlen er sekskantet med hængestykker i stil med kurvens hængestykker. Opsatserne er en tilføjelse fra 1854.

Græbe, H. 1971, s. 98-99.

Kalkmalerier #

Der er kalkmalerier i apsis, kor og empor. I kor og apsis er der en fuld romansk udmaling, som ud fra fundet af relikvieæsken (se ovenfor) dateres til 1121 eller de nærmest følgende årtier. Dertil kommer nogle nogle få sengotiske kalkmalerier blandt andet i skibet. Vedrørende kalkmalerierne i emporet, se emporet ovenfor.

Apsis #

Malerierne i apsis blev afdækket og ”forbedret” i 1854. Ved restaureringen 1963-1966 blev den ”forbedrede” overmaling fjernet, så de nu fremstår i deres oprindelige form bortset fra de skader, de har været udsat for i tidens løb.

Majestas Domini. Kristus sidder på regnbuen, idet fødderne hviler på jordkloden. Han er iklædt en hvid klædning med blå folder. Den består af alba og tunika. Derover bærer han en flagrende kappe, som også dækker højre ben, venstre skulder og arm. Over højre skulder ligger stolaen, som også kan ses under kappen ved højre fod og venstre knæ. I venstre hånd holder han en bog, som støtter mod knæet. Bogen er okkergul ligesom glorien. Mandorlaen er udført i blå nuancer og har yderst en rød kant. Regnbuen er rød, okkergul og hvid. På jordkloden ses en kirkelignende bygning.

Udenfor mandorlaen ses de fire evangelistsymboler, som alle har tre vingepar. Baggrundsfarven i apsis er blå.

Evangelistsymboler med flere vingepar er i skandinavisk sammenhæng et særtræk, som kun forekommer her og få andre steder som Øvreby og Vinslev – Vinslöv samt i Rye på Sjælland. Motivet bygger på Ap. 4,7-8a: ”Det første levende væsen lignede en løve, det andet lignede en okse, det tredje havde et ansigt som et menneskes, og det fjerde lignede en flyvende ørn. De fire væsener havde hver seks vinger.” Evangelisterne holder hver en bog.

Kalkmalerierne på apsidens væg er stort set ødelagt af indsættelse af to vinduer og en dør, som senere er tilmuret. På nordsiden er bevaret en ærkeengel og Jomfru Maria. Ærkeenglen holder i venstre hånd en jordklode og i højre hånd en stav. Det kan være Mikael. – Jomfru Maria er iklædt en mørkerød dragt. Resten er udslettet. Det er normalt, at Maria og Johannes Døber er placeret nær mandorlaen. Men her er Maria flyttet nedenunder sammen med ærkeenglen der, hvor der plejer at være en apostelrække. Johannes Døber er der ikke, men kan have været afbildet på apsisvæggens sydside sammen med en engel. Apostelrækken er flyttet til korets vestvæg over triumfbuen.

Majestas-billedet afsluttes forneden af en kraftig vulst, som er marmoreret, og som fortsætter i koret. Marmoreringen forekommer også på tribunbuen.

Tribunbue #

Indvendigt i tribunbuen sidder syv engle med glorie i medaljoner. Det er blevet foreslået, at de skulle repræsentere de syv hoveddyder.

På tribunbuens vanger står to personer, som begge holder en bog i hånden, men deres attributer er ikke synlige. Efter deres påklædning at dømme er det Peter mod nord og Paulus mod syd.

Donatorer #

På korets østvæg findes to donatorbilleder: nord for buen en dronning og syd for en konge. Begge er noget utydelige.

Hun er iklædt en rød dragt og en gul kappe og måske også et hovedtørklæde. Hun frembærer et billede eller en model af en kirke. Bygningen er hvid, tagene er røde, og apsis er fremstillet som en tilføjet rund bygning. Ulla Haastrup mener at kunne se to vesttårne. Det er usædvanligt, at det er kvinden, der bærer kirken frem.

Kongens krone kan anes. Han frembærer et skrin, der er formet som et hus. Skrinet kan både være et relikvieskrin og et pengeskrin som symbol for de penge, han har doneret til kirken.

I øverste hjørne – på begge billeder i hjørnet ind mod buens åbning – ses Gud velsigne dem. Han er indrammet af en kvartcirkel.

Parrets dragter er ifølge Ulla Haastrup inspireret fra Byzans.

Hvem de to personer er, har været diskuteret. Dette spørgsmål hænger sammen med dateringen af kirken og kalkmalerierne.

Henrik Græbe mener, at det er Valdemar den Store (1157-1182) og hans dronning Sofia, og at begivenheden, der skildres, kan være overdragelsen af kirken til præmonstratenserne.

A Catalogue fremfører, at det må være et tidligere kongepar, fordi kalkmalerierne er ældre end Valdemar den Store og anfører kong Niels og dronning Margrethe Fredkulla. Han døde 1134 og hun måske 1130.

Inger Ahlstad Yrlid diskuterer forskellige muligheder for, hvem donatorerne kan være, men går ind for en tidligere datering end Græbe. Det vil sige under kong Niels.

Ulla Haastrup slutter sig til A Catalogues vurdering: stifterne er kong Niels og dronning Margrethe Fredkulla. Kirken skal da dateres til 1120’erne, da det antages, at hun døde 1130.

Korets øvrige vægge #

På korets vestvæg er et delvist udvisket billede af apostlene. Kun fem af dem er nogenlunde bevaret. De har alle sammen glorier og bærer en bog i venstre hånd, mens højre arm holdes i forskellige stillinger. De har sirligt tegnede dragtfolder.

Traditionelt findes apostelrækken under Majestas Domini, men er her flyttet til korets vestvæg ”for at tage del i lovsangen” (Ulla Haastrups formulering).

I Skt. Sofia katedralen i Kiev findes et billede af Pinseunderet, hvor apostlenes bevægelser og dragter er malet i samme stil som her.

Kanten mod tøndehvælvet består af et bånd med cirkelornamenter. Båndet afgrænses af et mørkerødt og et okkerfarvet bånd med den mørke røde på yderkanterne. Cirklerne, som er skiftevis hvide og lysrødbrune, berører hinanden. Fra cirklernes midtpunkt udgår fire liljeagtige blade.

På korets nord- og sydvæg er der nogle få farvespor, men ellers er kalkmalerierne helt udviskede. Væggene har været fotograferet med ultraviolet lys, uden at det har givet noget resultat. Motiverne har sikkert været scener fra Jesu liv.

På nordvæggen er der i øverste hjørne mod vest en djævel. Ulla Haastrup gør opmærksom på, at djævlen er udformet på samme måde som en djævel i Jørlunde kirke, hvor motivet er Fristelsen i Ørkenen, men trække også en parallel til Skanderup kirke, Skanderborg, hvor motivet er Simon Magerens fald, og foreslår, at det kunne have været motivet i Væ, men kalder det også ”en dristig hypotese”.

På samme væg længst mod øst ses det øverste af en by.

På sydvæggen mod øst ses nogle fødder over borten, der indrammer billedet forneden. Ulla Haastrup mener at kunne se et firkantet skrin og foreslår følgende tolkning:

Kan det være en fremstilling af en kirkelig handling, hvor et helligt skrin indsættes i en kirke? Jeg tænker på en sammenligning med stiftelsen af et gyldent alter frembåret af en kongelig person på en af de gyldne plader fra Tamdrup Kirke. Billedfeltet er malet på sydvæggen lige op mod den kongelige stifter med det store gyldne, husformede skrin. Ingen har dog hidtil kunnet tolke motivet som en bibelsk scene. Haastrup 2024, s. 180.

Tøndehvælvet #

Tøndehvælvet dækker et areal på 80 kvadratmeter. Den kraftige vulst, der afgrænser majestasbilledet i apsis nedtil, fortsætter i samme højde rundt om tribunbuen og videre langs korets nord- og sydvægge, hvor den afslutter tøndehvælvets udsmykning.

Hvælvet indeholder 24 medaljoner, der viser engle, profeter og martyrer med skriftbånd, som hver især indeholder et citat af Te Deum. Der er ingen steder i Skandinavien, hvor der findes så mange indskrifter fra 1100-tallet som her. Om selve skriften hedder det:

De store, velproportionerede versaler er malet med en formidabel præcision, og de er skønne i penselføringen – også i de elegant formede forkortelsestegn. Der er tale om en kalligraf af højeste kvalitet. Haastrup 2024, s. 177.

Te deum er en oldkirkelig hymne. Navnet stammer fra hymnes to første ord: Te deum laudamus (Gud, vi lover dig). Efter traditionen tilskrives teksten Ambrosiius, biskop i Milano, død omkring 397. Den menes dog at være ældre. Ambrosius skal da være den, der har latiniseret den oprindelige græske tekst.

Hymnen indeholder 23 vers. Der er 24 medaljoner. Desuden indgår apostelbilledet på korets vestvæg lige over korbuen også i teksten. Det betyder, at der er 25 i alt. Det har man løst ved at dele vers 3 og 6 i to. Det er nummer 3-4 og nummer 7-8 nedenfor. Her gengives den efter Henrik Græbe med den oversættelse, som fandtes i den daværende svenske salmebog. Numrene henviser til planen, som viser billedernes placering i tøndehvælvet. Nummer 9 er apostelbillet på vestvæggen over triumfbuen. Syd er til venstre og nord til højre.

1. Te Deum laudamus Te Dominum confitemur (O Gud vi lova Dig, o Herre vi bekänna dig).

2. Te eternum Patrem omnis terra veneratur (Dig evige Fader ärar hele jorden).

3. Tibi omnes angeli (Dig prisa alla änglar).

4. Tibi celi et universe potestates (himlarna och alla krafter).

5. Tibi cherubin et seraphin incessabili voce proclamant (Dig prisa kerubim och serafim och sjunga utan ände).

6. sanctus sanctus sanctus Dominus Deus Sabaoth (helig helig helig Herre Gud Sebaot).

7. pleni sunt celi et terra (fulla äro himlen och jorden).

8. maiestatis glorie Tue (av Din äras majestät).

9. Te gloriosus apostolorum chorus (Dig prisar apostlarnas ärorika kör).

10. Te prophetarum laudabilis numerus (Dig lovar profeternas prisvärda skara).

11. Te martyrum candidatus laudat exercitus (Dig lovar martyrerernas vita här).

12. Te per orbem terrarum sancta confitetur ecclesia (över hela jordens krets bekänner Dig den heliga kyrkan).

13. Patrem immense maiestatis (Dig Fader Allsmäktig).

14. venerandum Tuum verum et unicum Filium (Din högtlovade sanne och enfödde Son).

15. sanctum quoque paraclitum spiritum (och hugsvalaren Den Helige Ande).

16. Tu rex glorie Christe (Du Kriste ärans konung).

17. Tu Patris sempiternus es Filius (Faderns son är Du I evighet).

18. Tu ad liberandum suscepturus hominem non horruisti virginis uterum (till människans förlosning tog Du mandom och försmådde icke Jungfruns sköte).

19. Tu devicto mortis aculeo aperuisti credentibus regna celorum (Du övervann dödens udd och upplät himmelriket för de trogna).

20. Tu ad dexteram Dei Sedes in gloria Patris (Du sitter på Guds högra hand i Faderns härlighet).

21. iudex crederis esse venturus (vi tro att du skall komma som domare).

22. Te ergo quesumus Tuis famulis Subveni quos pretioso sanguine redemisti (därför bedja vi, hjälp Dina tjänare som Du återlöst med Ditt dyra blod).

23. eterna fac cum sanctis Tuis gloria munerari (och giv dem bland Dina heliga den eviga härligheten).

24. salvum fac populum Tuum Domine et benedic hereditati Tue (o Herre fräls Ditt folk och välsigna Din arvedel).

25. et rege eos et extolle illos usque in eternum. (och regera dem och upphöj dem i evighet).

Te deum består af tre dele: en lovsang, nummer 1-15 (vers 1-13), en Kristushymne, nummer 16-21 (vers 14-19) og en bøn, nummer 22-25 (vers 20-23). Det er med salmeeksperten Jørgen Kjærgaards ord ikke poesi, men teologi.

Når billederne skal læses, skal de læses i sammenhæng med de øvrige billeder i kor og apsis. I tøndehvælvet samles englekoret i de to øverste rækker af medaljoner. Herfra fortsætter det med apostlenes lovprisning på korets vestvæg. I de to følgende vers (nummer 10 og 11) lovprises profeterne og martyrerne. Herfra og i de resterende medaljoner bæres skriftbåndene udelukkende af profeter og martyrer uden hensyn til teksten. Illustrationerne fortsætter derimod på de øvrige billeder i kor og apsis. Når det i vers 10 (nummer 12) hedder: ”Over hele jordens kreds bekender vi den hellige kirke” refererer det til Majestasbilledet i apsis. Det er fremstillet helt efter det skema, som motivet normalt fremstilles efter, men med én enkelt undtagelse: I jordkuglen, som Kristus hviler fødderne på, ses en kirkebygning, den hellige almindelige kirke. Krisus på den kosmiske regnbue og evangelistsymbolerne udenfor mandorlaen er den visuelle sammenfatning af Kristushymnen, nummer 16-23. Det er ingen tilfældighed, at baggrundsfarven er blå som himlen. De afsluttende vers er en bøn fremsagt af dem, der stadig lever på jorden. De er ikke fremstillet i hvælvet, for det er dem, der befinder sig på gulvet i kirken og synger med på lovsangen under hvælvingen. De to eneste levende mennesker, der er fremstillet på kalkmalerierne, optræder ikke i hvælvene, men på væggen nemlig donatorerne, kongen og dronningen. De er også de eneste, der ikke bærer glorier.

Denne tolkning er et referat af Henrik Græbes. Han konkluderer således:

Med denna enastående målningssvit upplever vi ett händelsesförlopp, som utspelas mellan bild och levande människa: i valven det himmelska riket, nere i koret de levande månniskor vars förhoppning det är att bli upptagna i den himmelska gemenskapen. Græbe 1971, s. 91.

Te deum var yndet både i oldkirken og middelalderen. Den blev brugt på de store festdage, og Benedikt af Nurcia foreskrev endda i sin klosterregel, at den skulle synges ved morgenbønnerne. Luther gendigtede Te deum i 1531, og i de tidligste danske salmebøger (Malmø) fra 1528 og 1533 fandtes der danske oversættelser af den latinske tekst. Den bruges fortsat både i den katolske og den lutherske kirke. I den katolske kirke synges Te deum af kardinalerne, når der er valgt en ny pave. I de protestantiske kirker synges den hyppigt ved præsteordinationer, bispevielser og kirkeindvielser. I Sverige fandtes den i den tidligere udgave af Den svenska psalmboken. I Danmark er den optaget som nummer 9 i Den danske Salmebog af 2002 i en gendigtning af Grundtvig:

O store Gud! vi love dig
af hjertens grund evindelig.
I nåde ser du til os ned,
og evig er din miskundhed.

Lovsangen fra den frelste jord
sig blande med dit englekor!
Ja, Adams æt istemmer glad
kerubers og serafers kvad:

Du hellig, hellig, hellig er,
du, hersker over Himlens hær,
og hele jorden, vid og bred,
er opfyldt af din herlighed.

Du skabte himlen underskøn
og i dit billed støvets søn,
du styrted ånden stolt i hu,
det faldne støv oprejste du.

Profeters og apostles kor
med martyrskaren trindt på jord
og al den ganske kristenhed
lovpriser dig for liv og fred.

Ja, evig tak, Gud Fader from,
og dig, Guds Søn, som til os kom,
dig, Helligånd, hvis Guddoms-røst
i kirken skaber liv og trøst!

Du ærens drot, vor frelser kær,
velkommen og velsignet vær!
Du lagde ned dit herredom
i kvindeskød og krybberum.

Vor synd du bar, vort åg du brød,
vor straf du led i korsets død;
du sejerrig af grav opstod
og dæmped dødens overmod.

Til Himmels åbenlyst du fór
og troner højt i englekor;
du sidder ved Guds højre hånd,
mens i din kirke bor din Ånd.

Halleluja! evindelig
Gud glæder os i Himmerig.
O store Gud! vi love dig
af hjertens grund evindelig.

Værksted #

På basis af ornamentikken alene vil Susanne Stangier ikke tilskrive udsmykningen til noget bestemt værksted.

Ulla Haastrup tilskriver det en værkstedsgruppe, som hun kalder Väværkstedet. Heraf er Væ den eneste kirke i det gamle Lund stift. De resterende er sjællandske kirker: Skibby, Sæby, Vejby, Valby i Nordsjælland og Esbønderup kirker. Hertil føjer A Catalogue Kirke Hyllinge.

A Catalogue fremhæver den byzantinske stil, som kom til Danmark via Norditalien og Vesttyskland.

Her er betegnelsen Väværkstedet valgt fremfor ”Uden værkstedstilknytning”.

Tårnbue #

I tårnbuen er der to sengotiske billeder, der forestiller Jomfru Maria og en helgenbiskop.

Rydbeck, O. 1904, s. 91-92.
Græbe 1966, s. 1-9.
Græbe 1971, s. 74-94.
A Catalogue 1976, bd. 3, s. 192-197, bd. 4, s. 7-11.
Yrlid 1976, s. 58-74.
Sangier 1995, s. 175, 196-197.
Kjærgaard 2003, bd. 2, s. 18-20.
Haastrup 2024, s. 168-188.

Krucifix #

Krucifixet har middelalderlige træk, men er senere end middelalderen. Det har nedadbøjet hoved med lukkede øjne. Armene er udstrakt diagonalt med åbne hænder og udstrakte fingre. Lændeklædet er langt. Højre fod er lagt ind over venstre.

Korset har en stor midtskive og endestykkerne er kvadratiske med et blad på hver side. De har sikkert indeholdt evangelistsymbolerne.

Det kan måske stamme fra S. Gertruds kapel eller Helligåndshuset i Væ.

Græbe, H. 1971, s. 99-100.
Liepe 1995, s. 200.

Runer #

På korets østvæg syd for tribunbuen findes en runeindskrift indridset i kalken:

Ragnvald(?) … Kristina … Guþ ok var fru. (Ragnvald(?) og Kristine … Gud og Vor Frue.)

Haastrup 2024, s. 189-190.
runer.ku.dk

Orgel #

Kirkens nuværende orgel er fra 1967. I en optegnelse fra 1830 hedder det om et gammelt orgel:

Såsom minnesmärke af Orgel existera ännu foderal och läktare i ett hörn af kyrkans vestra ända öfver den dervarande ungdoms-läktaren; orgeln har länge ej funnits, och årtalet 1582 står teknadt på dess fordna lektare.

Det skulle have haft følgende indskrift:

Arild Witfeld til Lilö Jacob Trolle til Lilö Reder 1582.

Det gamle orgelhus fandtes endnu 1842.

Otterstedt 1929, s. 200.
Græbe, H. 1971, s. 103-105.

Muslingeskal #

Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.

Muslingeskal, som har været anvendt som pilgrimsmærke.

Epitafium #

Ukendt #

To mænd med pibekraver knæler til den ene side og en kvinde til den anden. Mellem dem er et billede, der forestiller Kristi opstandelse. De flankeres af søjler og tungt draperi. Under billedet findes et citat fra Visdommens bog kap. 3,1:

Mens de retferdige sielle er y Guds hannd och der skall ingen phine røre ved dem. Sallems Vish 3. MDXIX.

Det fremgår ikke, hvem personerne er.

Epitafiet hænger i sakristiet.

Græbe, H. 1971, s. 113.

Gravsten #

Knud Lundbeck og Kirsten Nielsdatter #

Gravsten over borgmester Knud Lundbeck og Kirssten Nielsdatter. Stenen er klemt inde i det nordøstlige hjørne i nykirken.

Parret står i hver sin bue. De er fremstillet i højt relief. Han er iført kappe, pibekrave og knælange bukser, mens hun er iført en hellang dragt, pibekrave og hovedbeklædning.

I kartouchen øverst står et citat fra Joh. 11,25-26. 2-tallet efter Iohannis må være en fejl:

Jeg er opstandelsen oc liffvit, hvo som troer paa mig hand skal leffve alligevel adt hand døer oc hvo som leffver oc troer paa mig hand skal aldrig dø. Iohannis 2.

I buen over manden står der:

Fryct Gud giør hvad ret er forlad dig icke paa mennisken.

Over kvinden står der:

Er Gud met os hvem kand verre imod os.

Feltet under parret:

Welact mand Knvd Lvndbeck borgemester vdi Whae som hedensofvede vdi Herren den 9 ianvarii anno 1608 oc hans kierre hvstrve Kiersten Nielsdatter som døde den … anno 16.. hvis siele Gud verre naadig.

I hjørnerne er evangelistsymbolerne. I sviklen mellem de to buer er et memento mori bestående af et kranium med en slange og derunder et timeglas. Buerne hviler på to halvsøjler, og på konsollen i midten er et engleansigt. Under personerne er deres bomærker i skjold.

Otterstedt 1929, s. 104-105.
Græbe, H. 1971, s. 115.

Jakob Johannes #

Mens pia celestis patriae sortitur honorem hic tvmvlvstantvpvtre cadaver habet diacobvs Iohanes pastor et praepositus olim hvivs ecclesiae hoc svb marmore lapide in Christo qviescit obiit 16 martii anno dni 1571 – Salig ere de som sofve i Herren. (Den fromme sjæl vinder Himmerigets ære. Denne grav rummer blot det formuldede legeme. Hr. Jakob Johannes fordum præst og provst i denne kirke hviler i Kristus under denne marmorsten. Han hensov den 16. marts i Herrens år 1571.)

Udover teksten er der blot en kalk på et skjold.

Otterstedt 1929, s. 126.
Græbe, H. 1971, s. 115.

Anonym #

To kvinder i lavt relief holder hinanden i hånden. Den ene bærer et barn på armen.

Teksten er slidt og ulæselig.

Græbe, H. 1971, s. 117.

Claus Christensen #

Stenen har fungeret som trappesten i en gammel vandmølle og blev fundet i 1988. Vandmøllen er fra 1800-tallet, og stenen har sikkert ligget i kirkegulvet.

Her ligger begrafven erlig oc welact mand Claus Christensen byschrifver i We og schrifver ve Gers Heeris(-ting).

Claus Christensen var byskriver i Væ 1595-1601 og fra 1598 tillige tingskriver ved Gers herredsting. Han formodes at være død 1601.

Claus Christensen var far til sølv- og guldsmeden Hans Klausen, som var den fornemste af sølv- og guldsmedene i Væ. Han er kendt for en brudekrone i Skipperlev 1597, og flere nadverkalke.

Andersson 1964, s. 29-30.
Avisudklip, udateret, fremlagt i kirken.

Klokke #

I 1618 fik lensmand Jens Sparre ordre til at overføre klokken fra den netop nedlagte Ellekøbing kirke til Væ ”og lade Nybølle (Nöbbelöv) Klokke, som nu er i Væ Kirke, komme til Emmitslef Kirke i Giøng Herred.”

Kancelliets Brevbøger 1616-1620, s. 319.
Græbe, H. 1971, s. 117.