Se mere om byens historie her.
Byens andre kirker:
Det første karmeliterkloster i Danmark blev indstiftet 1410 i Sønder Sæby, der senere blev til Landskrone. Senere kom der karmeliterklostre i Sølvesborg, Skælskør, Helsingør, Århus, Sæby og Assens. Sverige havde ét kloster, som lå i Örebro. Initiativtager til klostret i Varbjerg var Aage Axelsen Thott, ridder og slotsherre i Varbjerg, og han fik tilladelse til at oprettet et karmeliterkloster i 1462. Allerede 1531 ophørte det med at fungere, da der ikke længere var nogen tilbage.
Før den arkæologiske udgravning 1964-1965 kendte man kun til klostret fra skriftlige kilder. Det havde ligget ca. 100 meter nordøst for bykirken. Man fandt grundmurene til klosterkirken og dele af klosteranlægget foruden rester af andre bygninger og gader i nærheden.
Man fandt skeletter af ca. 100 personer. Misdannelser og spor af hug og slag tyder på, at klosteret også har fungeret som hospital både i krig og fred. Man fandt endvidere nogle mønter fra Mecklenburg samt mønter fra Christian I’s og kong Hans’ tid (1448-1481 og 1481-1513).
Hovedskibet var 28 m langt og 10 m bredt. Koret var i samme bredde som skibet og 19 m langt. Kirkens totale længde var således 47 m. Udover hovedskibet var der et sideskib på sydsiden. Kirken var orienteret sydøst-nordvest. Sideskibet var adskilt fra hovedskibet med fire kraftige piller. Der er derimod ikke fundet spor af noget tårn. Taget har været tegltækket. Vinduerne havde blysprosser.
To trykte bøger i folioformat fra før år 1500 dukkede op på et antikvariat i Stockholm og blev købt af Varbergs Museum i 1968. Det fremgår af et blæknotat i begge bøger, at de har tilhørt klosteret.
Kalkmalerier #
Kirken har haft hvælv, formodentlig enkle krydshvælv. I skibet var der fem fag og i koret tre. Ved udgravningen fandt man mange små hvidkalkede teglstensstykker med farvespor. Stykkerne var for små til, at det var muligt at få nogen idé om, hvad motiverne kunne have været.
I begyndelsen af 1990’erne fandt man under afdækning af nogle nyopdagede kalkmalerier i Nibe kirke en henvisning til Ny Varbjerg.
(n)y worbergh : udy : halla(n)n : aar : efter : guds. (by)rdh. tuse(n) : (f)ehureth : p(aa)th3 : siu(e)de (Ny Varberg udi Halland år efter Guds byrd tusinde fem hundrede på det syvende) – altså år 1507 efter Herrens fødsel.
Kalkmalerierne i Nibe er udført af Sæbyværkstedet. I Sæby var der lidt før Varbjerg også oprettet et karmeliterkloster, og kirken var udsmykket af det samme værksted. Det kan tænkes, at værkstedet også har udsmykket klosterkirken i Varbjerg. Det er så meget desto mere sandsynligt, fordi værkstedet har udsmykket flere hallandske kirker: Rolstrup, Lande og Stråvalde.
Bennet og Forsström 1980, s. 25-32.
Lillie 1993, s. 21.