Dalby

Kirken er en af de ældste kirker i Norden. Den er opført omkring 1060 som domkirke i forbindelse med reformen af stiftsinddelingen under kong Svend Estridsen. I nekrologiet fra Lund nævnes han som den første, der byggede kirke i Dalby. Der blev oprettet ni stifter heraf to i Skåne. Målet var at oprette et ærkestift, som var uafhængigt af Hamburg-Bremen. Dette skete dog først i 1104. Hvorfor der blev etableret to stifter i Skåne og med en afstand på omkring 10 kilometer mellem de to domkirker, er ikke helt klarlagt, men muligvis fordi både tyske og engelske interesser skulle tilgodeses. Egino, der blev indsat som biskop i Dalby, kom fra Tyskland. Han fik ansvar for Blekinge og Bornholm. Men allerede 1066 blev Egino forflyttet til Lund, fordi den lundensiske biskop Henrik afgik ved døden. Dermed ophørte Dalby som bispesæde og kirken som domkirke. Men en kongsgård og et kloster gjorde, at Dalby stadig var et betydningsfuldt sted.

Kirken er indviet til det hellige kors og går derfor under navnet Helligkorskirken.

Den kirke, som Svend Estridsen lod opføre, var en treskibet basilika uden tårn. På flere punkter havde den lighedstræk med domkirken i Hildesheim. Efter Svend Estridsens død 1074 gjorde hans søn kong Harald Hen kirken færdig. Ifølge traditionen skal han være begravet i kirken. Vest for kirken opførtes kongsgården.

I begyndelsen af 1100-tallet overtog augustinerordenen kirken og omkring 1130 blev den vestlige del af kirken bygget om til den nuværende krypt. Ovenover krypten blev der opført et herskabsgalleri. Krypten har stor lighed med krypten i Lund Domkirke. I første halvdel af 1200-tallet blev kirken forlænget med nyt kor med apsis. Ved samme lejlighed blev der bygget hvælvinger i skibet, hvorved herskabsgalleriet blev ødelagt. Der blev bygget et kvadratisk tårn over forhallen. Våbenhuset er fra 1200- eller 1300-tallet og har haft en overetage.

I 1680’erne blev store dele af koret og apsis revet ned, og midt i 1700-tallet blev mere fjernet.

Kirken fik sin nuværende udformning ved en renovering 1758. Kun cirka halvdelen af den oprindelige kirke er tilbage: den vestlige del af midterskibet og det søndre sideskib, den vestlige del af kirken med tårn og våbenhuset mod syd. Kor og apsis blev fjernet. Stedet er markeret i græsset. Det murværk, der er bevaret fra opførelsen i 1060, er markeret inde i kirken ved, at stenene ikke er hvidtede.

Fernlund 1980, s. 12-14.
Welin 1991, s. 1-17.
Welin 2004, s. 1-14.
Welin 2010, s. 1-23.
Ranby 2016, s. 18-25, 93-160.

Udvendige bygningsdetaljer #

Portal #

Portal i vestfacaden fra ombygningen omkring 1130. Den sydlige af de to trekvartsøjler har en kapitæl med akantusblade og relieffer samt en tandsnit. Den nordlige har en fugl med udbredte vinger og et vædderhoved. På tymapnonen ses et billede af Samsons kamp med løven, Dom. 14,5-7. Det tynde relief er et kendetegn for den anonyme gotlandske stenmester, som kaldes Byzantios. Se også døbefonten.

Ranby 2016, s. 37-38.

Våbenhus #

Våbenhuset er bygget i 1200- eller 1300-tallet og er opført ovenpå det sydlige tårn. Sydfacaden har tre rundbuede felter, hvoraf den midterste udgør kirkens hovedindgang. De to andre er blændede. Buerne bæres af fire søjler, hvoraf de to midterste har foldekapitæler, mens de to yderste har terningkapitæler. Søjlerne stammer måske fra herskabsgalleriets åbning ind mod kirkerummet. Stilen er senromansk. I hjørnerne er der lisener. Over rundbuerne er to fladbuede blændinger. Sokkelstenene har skråkant.

Ranby 2016, s. 24, 35.

Stenrelieffer #

På tårnbygningen er indmuret to relieffer af Hørsandsten. Relieffet på sydfacaden forestiller en rytter med skjold.

På vestfacade er indmuret et relief af en løve, der minder om de løver, der findes i krypten. Er Byzantios også manden bag de to relieffer?

Ranby 2016, s. 34.

Krypt #

Krypten er ifølge Monica Rydbeck bygget af Byzantios. Byggerieet blev påbegyndt omkring 1130 som forhal til den ældste kirke fra Sven Estridsens tid. Over krypten har der været et herskabsgalleri. Forhallen flankeredes af to tårne, som allerede i den romanske periode er blevet fjernet igen.

I krypten bæres ni hvælv af fire fritstående søjler og otte halvsøjler. Hvælvene er uden ribber og udført som to tøndehvælv, der krydser hinanden. Sammen med krypten i Lund er det de to ældste eksempler på denne hvælvtype i det daværende Danmark.

Halvsøjlerne har en attisk base med hjørneknopper og terningformede kapitæler. De fritstående søjler har forskellig udformning. De to søjler mod nordvest og sydøst ligner halvsøjlerne.

1. Den nordvestlige har terningkapitæl med skjold, som kantes af trekanter, der vender spidsen indad. Gesimsen består af en platte og to rundstave, der adskilles af en hulkehl.
2. Den sydøstlige søjles kapitæl har akantusblade. Abacus støttes i hjørnerne af hoveder af en mand, en kvinde, en vædder og en engel.
3. Den nordøstlige søjle har to grundplatter. Skaftet har snoede kanelyrer. Kapitælen er en terning. Gesimsen består af fire tandsnitlister.
4. Den sydvestlige søjle består af en grundplatte, hvorpå der hviler to løver, som vender hver sin vej. Søjleskaftet består af et knippe på fire søjler, hvoraf de to modstående er glatte, og de to andre er snoede. To tredjedele oppe ændrer snoningen retning. Kapitælet har otte opadvendte spidse blade. Gesimsen svarer til dem på den sydøstlige og den norvestlige søjle.

I kryptens nordøstlige hjørne findes en brønd, som menes at have været anvendt til dåbshandlinger. Men da det var upraktisk med neddykning i vand, som befandt sig under gulvniveau, bestilte man omkring 1140 den døbefont, som stadig står i kirken.

I østvæggen er en oprindelig alterniche. Nichen har været tilmuret, men blev genåbnet i 1936. Det oprindelige alterbord var forsvundet, og det nuværende blev lavet i 1940.

Tre ældre tegninger af krypten.

Rydbeck 1936, s. 88-96.
Ranby 2016, s. 50-53.

Stednavn #

Dalbogiensem 1055, Dalboia 1075, Dalby 1075, 1123, 1140, 1166, 1234, 1340, 1361, 1399, 1402, 1453, 1480, 1505, 1555, 1569, Dalbye 1606, Dalby 1620, 1622, 1638, 1645, 1647, 1651, 1653.

Dahlby 1662, Daalby 1684, Dahlby 1712, 1811, Dalby 1812, 1828, Dahlby 1850, 1855, Dalby 1909.

Skib #

Bænkene er fra 1758.

Ranby 2016, s. 66.

Søjle #

I den anden arkadepille fra vest er en indmuret søjle i en niche, som vender ind mod skibet. Søjlen adskiller sig i væsentlig grad fra kirkens andre søjler. Den står på en firkantet plint og har en attisk base. Kapitælet har en rundstav, to bladkranse og en abacus. Lignende søjler findes i domkirken i Hildesheim. Der er fundet en tilsvarende søjle, som må have siddet overfor i den modsvarende arkadepille i det nu nedrevne nordlige sideskib. Denne søjle findes nu på Universitets museum i Lund, LUHM.

Rydbeck 1936, s. 75-76.
Ranby 2016, s. 47.

Sidealter #

I sideskibet op ad sydmuren findes et romansk sidealter. Alterbordpladen har skråkant. To små søjler har båret en rundbue over en niche i muren over alterbordet. Kun halvdelen af alterbordet, rundbuen, nichen og den ene søjle er bevaret. Resten blev ødelagt, da man byggede en væg ind til sakristiet i 1758.

Ranby 2016, s. 48-49.

Dør #

Dør i gotisk stil sikkert fra tiden omkring reformationen. Den øverste del består af slanke udskårne søjler med triforiebuer. Den nederste del består af seks fyldninger. En lignende dør findes i Køge Skt. Nikolaj kirke. Se det pågældende bind i Danmarks Kirker, s. 205 og 206.

Ranby 2016, s. 74-75.

Døroverstykke #

Døroverstykke med englemaske er ifølge Anna Maria Göransson udført af Jakob Kremberg i 1620’erne, da engleansigtet er udført på typisk Kremberg-maner. Gavlen er gennembrudt, og på englens hoved er et postament, som sikkert har båret en frifigur. En lignende gennembrudt gavl findes i Krembergs produktion kun i epitafiet i Gårdstange , som er fra 1622. Overstykket kan stamme fra en prædikestolsdør til en nu forsvundet prædikestol.

Göransson 1977, s. 150.

Indgangsdør #

Den jernbeslåede dør mellem våbenhus og skib er fra senmiddelalderen.

Ranby 2016, s. 37.

Degnestol #

Degnestol, som sikkert er fra 1758.

Ranby 2016, s. 75.

Kor #

Alterbordet, der er dækket bag et tykt lag puds, er enten fra 1700-tallet eller 1936. Bordpladen er dog middelalderlig med en helgengrav og konsekrationskors i hjørnerne.

Altertavlen er udført af Johan Ullberg 1758.

Ranby 2016, s. 64-65.

Alterstager #

To høje alterstager af messing er fra 1600-tallet. Både fod og skaft er kraftigt profilerede.

Ranby 2016, s. 72.

Døbefont #

Døbefonten, som er af sandsten, har udtømningshul, men ikke fals. Foden er profileret som en attisk base, men har ikke en firkantet platte.

På døbefontens rand står en tekst:

Jam res declarat quid quondam significarat
In cruce productus Christi de vulnere fluctus.

På dansk: Her forklarer selve sagen, hvad det vand, der løb fra Kristi sidesår, betyder.

Adskillige af bogstaverne er sammenskrevne, så der opstår forkortelser, hvoraf flere er ualmindelige.

På kummens sider, som er lodrette, ses seks motiver indrammet af en ring. Ringene er ”bundet” sammen og har planteornamentik i sviklerne. Motiverne i ringene er

1. Et træ.
2. En enhjørning.
3. To gribbe (et motiv med byzantinske rødder)
4. En hjort, som spiser af et træ.
5. En mand med en hund i et bånd og jagthorn forfølger hjorten.
6. Akantusblad og drueklaser.
7. Jesu Dåb. Johannes, der er iklædt kameluldsdragt, døber Jesus, mens en engel holder hans tøj, og duen daler ned fra himlen.

Gribbenes forekomst på fonten hører ifølge Tynell til det mere mystiske område. Han mener, de er af rent ornamental art og er hentet fra tekstilkunsten, hvor de forekommer på byzantinske vævninger.

Foden har fire fremspringende hoveder: en mand, en kvinde og to løver.

Fonten dateres til omkring 1150 af en ukendt stenmester, som Johnny Roosval har givet navnet Byzantios på grund af de byzantinske træk i hans kunst. Han menes at være bindeleddet mellem byggeriet af domkirken i Lund og et stenmesterværksted på Gotland med påvirkning og inspiration fra Byzans. Byzantios kendes på de tynde figurrelieffer, som også ses på portalen.

Lars Tynell har ikke tilskrevet den nogen gruppe. Hans værk om Skånes døbefonte udkom i årene 1913-1921. Hæftet, der omhandler Torne herred, udkom i 1915. Johnny Roosvals monumentale værk om de gotlandske stenmestre udkom først 1918. Tynell har således ikke kendt Roosvals ”konstruktion” Byzantios. Det er den eneste Byzantios-font i Skåne.

Foden minder om fontene i Nevishøj og Bare.

Brunius 1850, s. 497-198.
Tynell 1913-1921, s. 95, 142, 164.
Roosval 1918, s. 104-105.
Rydbeck 1936, s. 92.
Fernlund 1980, s. 14-18.

Dåbsfad #

Der findes to dåbsfade. Det ene fad er af messing fra 1500-tallet. I bunden er der et relifef, der forestiller Bebudelsen. På randen er der en bort af fugle og stiliserede blomster eller fisk.

Det andet fad er også af messing og er fra første halvdel af 1600-tallet. Bundrelieffet forestiller Samsons kamp me løven ogm omgives af blomster- og bladranker. På randen er der springende dyr: to hjorte, to enhjørninger og en hund foruden blomster og blade. Der er et monogram med bogstaverne TRO og årstallet 1654.

Ranby 2016, s. 70-71.

Prædikestol #

Prædikestolen er fra 1705.

Ranby 2016, s. 65-66.

Korstole #

Korstol fra 1400-tallet med to sæder. Sæderne kan vippes op. På armlænet sidder et fremskudt hoved, hvoraf et af de tre er brækket af. Stolens sider har forneden gotiske ”vinduer”, som er gennembrudt. Under sædet er et firpasmønster, som er forskellige for de to sæder. Korstolen står nu i krypten.

Ranby 2016, s. 75.

På væggen hænger det danske rigsvåben med de tre kronede løver. Dateringen er usikker. Det ligner rigsvåbnet på en korstol fra 1300-tallet. Originalen findes på Lunds Universitets historiska Museum. Der er tre gavle, som er sat sammen til en korstol, men som oprindeligt må have været to stole.

Tegningen fra Dr. I. G. Burman Beckers antiqvarisk-topografiske Samling, Sønderjylland, Skaane og Slesvig. 1856. Det Kgl. Biblioteks Billedsamling. Public Domain.

På gavlen med rigsvåbnet er der ovenover en ridderhjelm med horn. På de to andre gavle ses to musicerende narre. Den ene er udformet som en kentaur og spiller med to klokker. Hans narrehat kan minde om en bispehue. Den anden spiller violin, mens han ridder på en bjørn.

Ranby 2016, s. 75-76.

Skulpturer #

Kristus #

Trætavle med Kristi ansigt med glorie fra slutningen af 1400-tallet eller omkring år 1500. Den har formodentlig været anvendt som andagtsbillede.

Liepe 1995, s. 177.
Liepe 1995-2, s. 252-253.

Sankt Sebastian #

Foto: Statens Historiska Museum. Licens CC BY-NC-ND 2.5

Skt. Sebastian fra slutningen af 1400-tallet eller omkring 1500. Sebastian løfter højre arm. Hoved og overkrop er fyldt med huller efter pile. Han hviler sig op ad en træstamme med flere afskårne sidegrene.

Bemalingen er sekundær.

Den er muligvis udført af Henning von der Heide.

Figuren opbevares på Lunds Universitets Historiska Museum.

Liepe 1995, s. 152.
Liepe 1995-2, s. 253.
Ranby 2016, s. 88.

Sankt Olav #

Foto: Reisz, André och Irene. Nordiska museet.

Skt. Olav fra begyndelsen af 1500-tallet. Hovedet er drejet mod venstre. I venstre hånd holder han et ciborium. På hovedet bærer han en krone. Mellem fødder ligger en drage med lang hals og kongekrone.

Liepe 1995, s. 206.
Liepe 1995-2, s. 253.

Madonna #

Kopi af en madonnaskulptur fra 1500-tallet. Maria står på månen med barnet på armen. Originalen findes på Lunds universitets historiska museum. Den stammer fra en bænkegavl. Den nederste del har en fremstilling af Veronika. Den bærer årstallet 1520 samt Henricus Johanis Præpositus Dalbyensis.

Ranby 2016, s. 76.

Kalkmalerier #

Kalkmalerierne blev fundet og afdækket i 1936. Det er et hjerteformet palmetmotiv i hvælvets issefelt. Lignende ornamentik findes på skjold- og gjordbuerne. De er dateret til omkring år 1300.

Ranby 2016, s. 58.

Lysekrone #

Lysekronen på billedet ovenover hænger i koret. Den er tænkt som et minde om den gamle lysekrone, som ikke findes længere.

I en inventarfortegnelse fra begyndelse af 1500-tallet hedder det om en lysekrone:

Item wdj Dalby kirke en krone, stor xvj laterner eller thornn wpaa, och er hun xij fødder emellum bredde.

Lysekronen findes ikke mere, men ud fra beskrivelsen må den have været af samme art, som lysekroner i Hildesheim, Komburg og Aachen. Biskop Hezilo, 1054-1079, skænkede en lysekrone til domkirken i Hildesheim, som findes endnu (se billede). Den måler 6,2 m i diameter. En middelalderlig krønikeforfatter skriver, at den er ”et afbillede af det himmelske Jerusalem”. Den illustrerer ordene i Åb. 21,10-14:

Og englen førte mig i Ånden op på et stort, højt bjerg og viste mig den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis. Den har en stor og høj mur med tolv porte, og over portene tolv engle og indskrevne navne, det er Israels tolv stammers navne: mod øst tre porte, mod nord tre porte, mod syd tre porte og mod vest tre porte. Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle.

Den hellige by, der kom ned fra himlen modsvares af lysekronen, der nærmest svæver i kirkerummet. Dens stråleglans er lysenes flammer. Kronens ring er formet som en bymur med tinder: 12 tårn og 12 porte svarende til Israels 12 stammer og de 12 apostle.

En tilsvarende lysekrone i Aachen har 16 tårne og ikke 12. Lysekronen er ottepasformet, så det er sikkert anledningen til de 16 tårne. En indskrift viser dog, at motivet er det samme. Lysekronen i Dalby havde også 16 tårne og næsten samme størrelse: 12 fod eller omkring 4 meter i diameter.

Saxo omtaler en lignende lysekrone i Roskilde domkirke:

Til dens Sir og Smykke ophængte han i den en med Kunst og Flid smedet Krone, der havde kostet stort Arbejde; ti han mente, at Kongens Skatte hellere maatte tjene Kirkens Glans end Menneskenes Griskhed. Olrik 1908, s. 61.

Ifølge Vitae Sanctorum Danorum skal Knud den Hellige (død 1086) have doneret klostbarheder til kirker og klostre, og i den forbindelse nævnes Dalby. Så det kan være kong Knud, der har skænket lysekronen til kirken.

Anjou: ”Hur underbar måste icke den strålande kronan hava tett sig för tempelbesökarnas hänförda blickar!”

Weibull 1904, s. 99.
Anjou 1928, s. 367-371.

Andet inventar #

Bibel #

Kirken ejer et eksemplar af Frederik IIs bibel, som blev tryk 1589.

Ranby 2016, s. 82.

Relikvie #

En inventarliste fra begyndelsen af 1500-tallet nævner et stort kors belagt med sølv og guld og med mange ædelsten. Det har muligvis været i dette kors, kirkens kostbareste klenodie var opbevaret, nemlig en splint af Kristi kors.

Fernlund 1980, s. 18.

Mindetavle #

Mindetavle udført en gang i 1900-tallet.

Gravsten #

Kong Harald Hen #

Foto: Otto Rydbeck. Riksantikvarieämbetet. Public Domain.

En gammel tradition forbinder denne gravsten med kong Harald Hein, 1076-1080, som netop døde i Dalby. Stenens overfalde er rundet, og den er bredest i den ende, som må formodes at være hovedenden. Motivet er et kors med en ring omkring korsarmenes skæringspunkt. Om det virkelig er kong Haralds gravsten, kan man ikke vide, men stilmæssigt er stenen fra samme tid.

M. Rydbeck 1936, s. 86.

Gravsten fra 1570 #

En gravsten fra 1570 er indmuret i våbenhusets østvæg. Stenen domineres af en mand og en kvinde og deres fem børn. To store børn står for deres fødder, to mindre på postamentet for pilastren på mandens højre side, og et svøbelsesbarn ligger mellem de to store børn og mandens højre fod. Parret flankeres af to riflede pilastre. Øverst er et rektangulært tekstfelt.

Ranby 2016, s. 67.

Fattigblok #

Fattigblok fra 1700-tallet.

Præstetavler #

Der er to præstetavler. De er begge formet som fløjtavler. Den ene viser alle navne, men uden årstal, på præster frem til 1500. Den anden er med årstal frem til 1923.

Præster #

Wilhelm Flensburg #

På den yngste tavle lægger man mærke til Wilhelm Flensburg, der var pastoratets præst 1859-1862. Han blev biskop over Lunds stift 1865-1897. Som biskop var han en drivende kraft for nedrivning af gamle kirker og opførelse af nye. Under ham blev der bygget i alt 81 nye kirker. 51 middelalderkirker blev nedrevet totalt, andre kun delvist. Kun i 6 tilfælde fik en middelalderkirke lov til at blive stående.

Fernlund 1982, s. 59-71, 169-171.

Klokke #

Foto: Bairuilong - Eget arbete, CC BY-SA 4.0

En klokke af malm er fra første halvdel af 1300-tallet. Den har rundstaver omkring halsen samt klokkestøberens navn Fridericus. Dertil kommer tre små utydelige mærker.

Uldall 1906, s. 25.
Ranby 2016, s. 66.