Til kirkens oprindelige dele hører skib, kor, apis og sikkert også tårn. Udfra kalkmalerierne dateres kirken til omkring 1140. En dendrokronologisk datering af genanvendte dele af tagspærrene peger på årene 1167-1169. Der er spor af en omfattende brand. Det betyder, at man kan fastholde perioden omkring 1140 som datering af kirken. Tårnet har samme bredde som skibet. Det har tidligere været opfattelsen, at det er opført senere end kirken, men de nyeste tolkninger går på, at det er samtidigt.
På skibets sydside var der en portal, som beskrives af C.G. Brunius:
Å skeppets södra sida är en ingång och derutanför ett vapenhus. Denna ingång siras utvändigt med karnis och qvartstaf och likadana rundbågar deröfver. Östra posten utgöras af en halfkolonn, den vestra af en pelare, hvilka uppbära ett slätt dörrfält. Å östra anslagsmurens listverk ligger ett lejon, å det vestra ett sådant med ett menniskohufvud i munnen. Brunius 1850, s. 177-178.
Udfra denne beskrivelse kan Morten Stenmester have været bygmester ifølge Monica Rydbeck.
I 1400-tallet blev der bygget tre krydshvælvi skibet. Hvælvet i koret er sandsynligvis fra samme periode. I 1400-tallet blev der også opført et våbenhus.
1614 blev tårnrummet lagt til kirken. Tårnet blev renoveret 1664.
1856-1858 blev der opført en nykirke på skibets sydside, hvilket betød, at portalen, våbenhuset og skibets hvælvinger gik tabt. I midten af 1960’erne fandt man den tilmurede norddør og markerede stedet i muren. Det er ved vinduet nærmest den udvendige trappe til tårnet.
Brunius 1850, s. 177-178.
Rydbeck, M. 1936, s. 195-196.
Bebyggelseregistret
Stednavn #
Fenie 1514, 1556, 1570, Fønie 1570, Finnie 1584, Fenie 1590, Fenni 1598, Finnie 1613, 1617, Fennie 1619, 1620, Fenie 1623, Finne 1625, Fenie 1628, Fennie 1631, Finie 1640, 1641, Finnie 1644, 1646, 1647, Finie 1648, 1650, Finnie 1657, Finie 1657.
Fijnnia 1672, Finnia 1675, Finje 1682, Fenie 1691, Finia 1713, Finnia 1730, Fiönja 1745, Finja 1745, 1754, 1816, 1854, 1909.
Skib #
Under varmeinstallation 1959 stødte man på en oprindelig siddebænk langs skibets væg fra kirkens opførelse.
I samme forbindelse fandt man spor af et sidealter i skibets nordøstligste hjørne. Kun soklen er bevaret under det nuværende gulv. Soklen har skråkant. Alteret er romansk, men det er uklart, om det er oprindeligt – altså samtidig med, at kirken blev bygget.
Karlsson 2015, s. 375.
Arkivsök. Riksantikvarieämbetet.
Kor #
Alterbordet er af træ. Ved en undersøgelse af kor og apsis 1969-1970 fandt man i apsis spor efter et alterbord. Der har muligvis været to trappetrin op til apsis.
Karlsson 2015, s. 374.
Altertavle #
Baldakinaltertavle fra omkring år 1600, som oprindeligt også var en katekismusaltertavle.
Fodstykket består af tre felter, som har indeholdt tekster, sikkert skriftsteder, som nu er væk. De adskilles af konsoller med masker. Storfeltet består af to rækker billeder med tre i hver række adskilt af riflede pilastre med prydbæltelignende udsmykning forneden. Den øverste række har rundbuede rammer, mens den nederste er rektangulære. Billederne er udført af Olof Pilo 1745 og erstattede en række skriftsteder, som kan anes nogle steder.
To fritstående søjler bærer en baldakin. De står på høje postamenter med ansigter og frugter. Søjleskafterne er glatte. Prydbælterne har frugtklaser og englemasker. Søjlerne er joniske. Vingerne har blandt andet rulleværk og frugter.
Baldakinens underside er blå og inddelt i tre felter med tre gange tre stjerner i hvert felt. Gesimsen har tandsnit og hængestykker bestående af en gennembrudt dekoration og englemasker.
Over gesimsen er et stort billede, der forestiller Verdensdommen. Det er flankeret af pilastre i samme stil som på storstykket. På de øverste vinger ses blandt andet frugter og diamanter.
Farverne er delvis de oprindelige, som blev fremdraget ved en restaurering i 1969.
Døbefont #
Døbefonten er af sandsten og har fals og udtømningshul. Foden er attisk og uden hjørneknopper. Kummen har i bunden opretstående blade og på siderne en palmettefrise. Den er af samme type som fonten i Gennerup – Genarp.
Den blev bemalet i 1750 og igen i 1858.
Brunius 1850, s. 506.
Tynell 1913-1921, s. 38.
Rydbeck, M. 1936, s. 170, 305.
Bebyggelseregistret
Dåbsfad #
Foto: Riksantikvarieämbetet. Public Domain.
Dåbsfad fra 1500-tallet. Motivet i bunden er spejderne med drueklasen.
Prædikestol #
Prædikestolen er fra 1599. I storfelterne står figurer, som forestiller evangelisterne. De er indrammet af en rundbue, hvor buefeltet udfyldes af en mindre muslingeskal, mens en større muslingeskal udfylder feltet over billedfeltet. Søjlerne, der adskiller storfelterne, står på konsoller med løvehoveder. Søjlerne har joniske kapitæler, glatte skafter, der er prydet med frugtklaser midt på, og nederst prydbælter med englemasker.
I de øverste smalfelter står der: Verbum Domini manet in æternum, (Guds ord varer i evighed).
I de nederste smalfelter står der:
Non erubesco evangelium virtus est, in sanctim omnium credenti.
Citatet er måske fra Rom. 1,16: ” For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver som tror”.
Underbaldakinen er karnisformet og afsluttes forneden med en hængende kugle.
Lydhimlen er udført af Johan Ullberg, der boede og arbejdede i Finja. Den er egentlig lavet som en fontehimmel.
Kalkmalerier #
Apsis, korbue, triumfvæg og den østligste del af skibets nordvæg har en omfattende romansk udsmykning, som dateres til 1140. De blev restaureret i 2021. Udsmykningen har givet navn til Finjaværkstedet. Af stilmæssige grunde lægger Ulla Haastrup dem sammen med en gruppe udsmykninger på Sjælland, som omfatter Fjenneslev, Kirke Sonnerup, Alsted, Slaglille, Vester Broby, Førslev og Soderup. Til sammen kalder hun gruppen Fjenneslev-/Finjaværkstedet.
Derudover er der fundet et tidliggotisk kalkmaleri af S. Kristoffer, som er blevet overkalket, samt et sengotisk billede på skibets nordvæg, som muligvis er en fremstilling af S. Jørgen og dragen.
Apsis #
Billederne i apsis er meget utydelige. Motivet er Majestas Domini. Kristus sidder på regnbuen i en mandorla. Højre hånd er løftet, mens han holder en bog i venstre. Mod nord er der udover to evangelister to stående personer, som er Maria og enten Peter eller Johannes. Sydsiden er helt udvisket.
Herunder er en apostelrække, hvoraf fire apostle kan ses i nordsiden, men ingen i sydsiden.
Kor #
Der er ingen kalkmalerier bevaret i koret, men over hvælv er den øverste mæanderbort bevaret.
Korbue #
I buens issefelt og lige over kragstenene er der tre medaljoner med engle, hvoraf den sydlige er udvisket. De løfter højre hånd til velsignelse.
Mellem englemedaljonerne er der to ærkebiskopshelgener. De mangler mitra, men står begge med en bispestav i højre hånd og en fint indbunden bog i venstre. De bærer pallium, som er ærkebiskoppens værdighedstegn.
På vangerne under kragstenene ses to personer i liturgisk skrud. Det er formodentlig diakonhelgener, som ikke kan identificeres. Igen er det sydsiden, der er mest udvisket.
Skib #
På triumfvæggen er billederne organiseret i to billedrækker, som fortsætter på skibets nordvæg. Foroven afgrænses billederne af en mæanderbort. Motivet er Verdensdommen.
Midt for triumfbuen er en medaljon med Kristus med åbne arme. Hænderne rækker ud over medaljonen, og medaljonen gennembryder både mæanderborten og den bort, der kanter triumfbuen. Han flankeres af to engle, der blæser basun. En lignende basunengel findes på nordvæggen. Dorthe Falcon Møller har gjort den iagttagelse, at alle tre basuner peger skråt nedad mod de salige. Derved skiller englene sig ud fra de øvrige personer.
Nord for medaljonen holder en person med glorie et stort kors. Personen er iført en usædvanlig fin dragt. Han er den eneste i denne billedrække med sko på fødderne. Efter Ulla Haastrups opfattelse er denne person en ærkeengel.
Et tilsvarende motiv kan skimtes på sydsiden. Kun det nederste af kroppen kan ses. Ifølge Haastrup er det en ærkeengel svarende til den, der holder korset.
Mod nord ses seks apostle med tre på triumfvæggen og tre på nordvæggen. Den midterste på triumfvæggen ser ud til at være Peter med nøgle. De øvrige bærer skriftruller. Bortset fra Peter mangler de apostlenes attributter. Længst mod vest på nordvæggen blæser en engel basun. Derunder står en af de kloge brudepiger med en tændt lampe. Det er et sjældent motiv, som kun forekommer her og i Areslev, hvor de er fra en helt anden periode (midt i 1400-tallet) På triumfvæggens sydside er alt udvisket.
Nederste billedrække, triumfvæg og nordvæg: De døde rejser sig fra kisterne. Helgener står ovenover og vender sig mod Kristus. På triumfvæggen står tre kirkelige helgener med en ærkebiskop forrest. På nordvæggen står en helgen over en kiste i en dragt, der går til knæene.
Mellem de to billederækker er et skriftbång med en indskrift på latin: ”Erectione mundi”. De tre første bogstaver er en rekonstruktion. Der skulle sikkert have stået ”Resurrectione mundi” (verdens opstandelse).
I den perspektiviske mæanderbort over Verdensdommen på triumfvæggen er der indsat nogle kvadratiske felter med motiver. Ved afdækningen i 1932 blev motiverne tolket som fabeldyr. Kun to er bevaret. I feltet nord for Kristusmedaljonen skal man kunne ane en person med oprakte arme. Og i feltet lige over korset, kan tydeligt se et lille dragehoved.
A Catalogue 1976, bd. 2, s. 106-109, bd. 4, s. 14-16.
Fernlund 1980, s. 36.
Stangier 1995, s. 75-76, 164-165, 176, 184, 193-194, 216-217, 261-266.
Møller 1996, s. 13-14.
Frid og Sjösten 2016, s. 92.
Haastrup 2024, s. 232, 270-277.
Epitafium #
Christian Willemsen og Magdalene Pedersdatter #
Epitafium over sognepræst Christian Willemsen, død 1666, og Magdalene Pedersdatter:
Dette epitaphium hafver hæderlig oc vellærd mand Her Christian Willemsøn (…) som war sogne prest till Fenie oc Høria udi 20 ar Provst i Giøngeheret udi 14 ar døde ar 1666 de 20 maii, med sin kereste hustru, erlig dugdig oc gudfrøgtig matrone Magdalen Pedersdater som døde ar 16.. den .. De lefvede samen i egtenskab i 15 ar.
Portrættet af præsteparret viser ham med pibekrave, mens hun bærer en hvid underhue og en større sort overhue. Portrættet flankeres af hermer med frugtklaser. Til venstre står Moses med lovtavlerne og til højre en mand med et kors og et bæger, som måske er Johannes Døber.
Øverst over et felt med parrets initialer og årstallet 1663 står Gud Fader med jordkloden og højre hånd i velsignende stilling. Derunder to figurer med symboler på livets forgængelighed: timeglas og dødningeskal. Derunder ses til venstre Peter med nøgle og og bog. Til højre står Paulus med sværd og bog.
På begge sider af tekstfeltet under portrættet sidder to figurer i en kolbeblomst og holder frugtklaser i hænderne. Dertil masker og bruskværk.
Christian Willemsøn var født i Viborg omkring 1618 og blev ansat som residerende kapellan i Finie – Finja 1645 og blev året efter sognepræst. 1651 blev han provst for Gønge herred. Han var, som det fremgår af epitafiet, gift med Magdalene Pedersdatter. Hun var præstedatter fra Vinslöv – Vinslev. Efter hans død 1666 blev hun 1667 gift med efterfølgeren, Christen Carstensøn Fundanus.
Han var født i Købinge, Gers herred, og havde studeret både i Greifswald og København. 1666 blev han sognepræst i Finie og 1675 provst. Under skånske krig blev han taget til fange af danskerne og ført til Landskrone, hvor han hele vinteren holdtes fangen i et koldt rum. Det skadede hans helbred, og han døde 1681. Ægteskabet var barnløst.
Cawallin 1854-1858, bd. 4, s. 343-344.
Dahl og Johansen 2017, s. 35.
nc
Gravsten #
Christian Willemsøn #
I skibets midtergang ligger en gravsten over Christian Willemsøn.
Anonym #
I korgulvet ligger en svært læselig gravsten fra sidst i 1600-tallet.
Præstetavle #
