Teglstenskirke, som var indviet til S. Mikael. Den ligger i tilknytning til herregården Araslöv. Den var oprindeligt opført af utilhugne natursten. Det nederste af det ældste murværk kan tydeligt ses inde i kirken. Omkring år 1200 er den uvist af hvilken grund blev revet ned og erstattet af den nuværende teglstensbygning. Dateringen bygger på kirkens romanske stil og analogi med andre nordskånske teglstenskirker som Gumløse.
Kirken består af skib og kor uden apsis. Et tårn blev tilføjet i løbet af middelalderen. Den nederste del af det er bevaret og indgår i kirkens vestende. Gavlene har kamtakker. Koret har højblændinger og øverst en rund blænding. Kirken har aldrig haft en norddør, ligesom der heller ikke var vinduer mod nord. Syddøren er bevaret. Den er rundbuet med profiler. Døren er middelalderlig med jernbeslag. Kor og skib havde hvælvinger, som menes at være opført samtidig med kirkebyggeriet. I senmiddelalderen blev der opført et våbenhus på skibets sydside. Det blev fjernet i begyndelsen af 1800-tallet.
I 1612 blev sognet, herregården og muligvis også kirken hærget under Gustav II Adolfs indtog. Sognet var lille og fattigt, selvom kirkekassen endu ikke var tom i 1617.
I en protokol fra 1620 findes en beskrivelse af kirkens tilstand – her citeret efter Frid og Sjösten, side 46-47:
Wi Efterskrefne Lauritz Jensön, Gabriell, Davidsön, Kirchewerger thill Aretslöff kirche, Albert Albertsön, Oluff Nielssön, Bent Fisker, Maans Ulf och Svend Hansö ibidem betiender att wi med wor sogneprest haffwer besett kirckens bygfolldighet: 1) Inden I Kircken findis större parten stolerne gamble och odugelige, 2) Wabenhuset haffwer sper, sten och kalck i behouff, 3) Klocke tornet är megeit svag och skröbelig att mand med fruckt och redsell skall ringa klocka, 4) Kirckegaardsmuren är megit forfallen oc behöffwer kalck och sten, 5) Kirckegaardsporten forolldet och odugelig, 6) Kirkeladan noget mer halffparten bygfoldig, 7) Kirke Boen som kirckens korn pleijer att läggis i er paa taget och lofft megit bröstfoldig.
1632 blev det bestemt, at sognet skulle lægges sammen med Ferlev. Det skete dog først 1707.
I en skrivelse fra kancelliet af 9. september 1634 hedder det:
Hr. Peder Olufsen, Sognepræst til Arresløf Sogn i Gynge Herred, har berettet, at samme Sogns Tiende, som han har i Fæste, siden Hr. Christoffer Ulfeldt til Svenstrup, Embedsmand paa Helsingborg Slot, har ladet en Bondegaard i nævnte Arresløf Sogn opbygge og gøre til Hovedgaard og en egen Avlsgaard, er blevet saa forringet, at han ikke længer kan yde den sædvanlige Afgift deraf, hvorfor han har begæret at faa noget Afslag paa den. Malte Juel skal undersøge Sagen, saafremt den sædvanlige Afgift ikke kan gives deraf, og snarest indsende Erklæring til Kancelliet om, hvor meget der kan gives i Afgift, saa at Præsten ikke besværes ubilligt. Kancelliets Brevbøger, 1633-1634, side 751.
Som det fremgår af en skrivelse fra kancelliet af 17. august 1639, blev sagen diskuteret i mange år:
Miss. til Jokim Beck og Bispen [i Skaane, Dr. Peder Vinstrup]. ”Kongen har for nogen Tid siden for Kaldets Ringheds Skyld bevilget, at Sognepræsten i Aresløf (i Gynge Herred i Christianstads Len i Skaane) maatte kaldes til et andet Kald, og at Aresløf Sogn maatte lægges under en anden Kirke. Da Kongen nu erfarer, at samme Kirke inden og uden er ved god Magt, saa at den godt kan vedligeholdes af sin Indkomst, og at Aresløf Sognemænd ikke kan faa Plads i Ferløf Kirke, som de nu søger som deres Sognekirke, skal Adressaterne nøje undersøge, om Aresløf Sogn kan og vil underholde samme Kirke ved Bygning og Hævd, og om Kapellanen i Væ kan betjene den som Anneks. De skal snarest indsende Erklæring herom til Kancelliet.” Kancelliets Brevbøger 1637-1639, s. 880.
Sognet mistede altså sin egen præst. I slutningen af 1640’erne holdt man op med at holde gudsjenester i kirken, og 1653 opgav man helt kirken. Under Skånske krig blev den anvendt som militærforlægning, hvorved inventaret blev ødelagt.
Da man i begyndelsen af 1700-tallet holdt op med at anvende den som kirke, blev den ombygget og fik i de følgende mange år forskellige funktioner. Først blev den brugt til opbevaring af våben. Senere blev den bygget om til magasin, hvorved hvælvingerne blev revet ned og bygningen blev gjort dobbelt så høj. I 1820’erne blev tårnet revet ned til samme højde som magasinet, og taget blev fælles for skib/magasin og tårn. I første halvdel af 1800-tallet blev kirken tillige anvendt til osteproduktion. Senere blev der indrettet boliger. 1929 blev bygningen restaureret og fungerede som psykisk sygehus til omkring 1960. I 1958-1959 blev der blandt andet fundet kalkmalerier. I dag anvendes den til sommergudstjenester og kirkelige handlinger.
Kirkens anvendelse til flere forskellige formål, siden den blev taget ud af brug, har medført store skader. Men var det ikke sket, ville den efter al sandynlighed ikke have eksisteret i dag.
Ingers 1947, s. 721-722.
Frid og Sjösten 2016, s. 29-39, 45-48.
Bebyggelseregistret
Dør #
Døren er lavet af fyr, og panserbeklædningen af jern er tidligst kommet til i 1400-tallet. Døren kan være ældre en beklædningen, men det er ikke sikkert. Døren har været placeret et andet sted. Den har været rektangulær og er siden blevet tilpasset buen i den døråbning, hvor den nu sidder. Det er sandsynligt, at den har haft sin oprindelige plads i det nu nedrevne våbenhus, så datering og dør og våbenhus er den samme.
Ringhåndtaget har fire knopper. Normalt er der tre som en henvisning til treenigheden. Ringhåndtag med fire knoppe kendes fra Opager – Uppåkra og Torløse – Torrlösa kirker. Ringhåndtag kendes fra hele middelalderen og kan derfor ikke bruges til datering.
Frid og Sjösten 2016, s. 40-43.
Stednavn #
Ahværsløfh 1320, Alwarslev 1336, Alwersleff 1357, Alwersløf 1363, Arfuitzløff 1390, Arnsløff 1393, Arnesløf 1393, Arisløff 1412, Arwasløff 1417, Arwedzløf 1439, Aretsloff 1457, Arffuitzløff 1460, Arissløff 1514, Arffuesløff 1547, Arridtsløff 1573, Arrisløff 1587, Aresløff 1590, Oreslef 1591, Arritsløf 1596, Arridsløf 1600, Arridsløff 1613, Aresløf 1614, Aredsløff 1615, Aarisløff 1618, Aridtzløff 1624, Arritsløf 1626, Aritzløff 1631, Arridtsløf 1638, Aaritzløff 1644, Aarridzleff 1654, Arritzlef 1655, Arridz Leff 1657.
Åreslöff 1658, Areslö 1675, Araslöf 1678, 1684, 1745, 1812, Araslöv 1909.
Skib #
I modsætning til samtidige kirker er korbuen bred. Den kan tænkes at have været smallere i den første stenkirke.
Frid og Sjösten 2016, s. 32.
Kor #
Spor efter de nedrevne hvælvinger fremstår tydeligt på væggene. De fire nicher på nord- og sydvæggen blev ødelagt gennem de mange år, hvor kirken tjente forskellige formål. De blev restaureret sidst i 1920’erne til det, man formoder, var deres oprindelige udseende. Over den østlige niche på nordmuren ses et malet monstransskab. Man kan forestille sig, at nichen netop har fungeret som monstransskab.
Frid og Sjösten 2016, s. 112.
Alterkalk #
Foto: Jesper Weng. Nationalmuseet, København. Licens: CC BY-NC-ND 4.0
Både kalk og disk er af guld fra omkring 1390. På den seksfligede fod står der på latin:
Denne kalk af guld har fru Christina til Araslöv ladet gøre til Guds ære for at afkøle sine kæres sjæle (dvs. lindre deres pine i Skærsilden).
Frid og Sjösten 2016, s. 44-45.
Kalkmalerier #
Kalkmalerier af Vittskövlemesteren 1450-1475. Der har utvivlsomt også været kalkmalerier på de nedrevne hvælv. De blev afdækket 1959-1960.
Kor #
Østvæg #
Verdensdommen. Kun de dødes opstandelse er bevaret. Billedet har fortsat op i den forsvundne østkappe.
Nord for vinduet: en uidentificeret helgen med tonsur, som måske er S. Stefanus.
Nordvæg #
Øverst på nordvæggen mod syd: Jesu Fødsel. Det er noget i stykker. Barnet ligger i krybben, og Maria sidder ved siden af, mens Josef sidder udenfor med en rosenkrans. Maria er uden glorie. Josef med rosenkrans findes også i Tosterup og Øster Herrested – Östra Herrestad.
Øverst mod syd: Kongernes Tilbedelse. Maria sidder med barnet. Ingen af dem har glorie.
Mod vest bærer to engle en monstrans. Mod øst svinger en tredje engel med et røgelseskar. Nichen nedenunder har sikkert været til opbevaring af nadverelementerne.
Nedenfor holder en person en bog i hænderne – vistnok.
En mand med ambrøst sigter mod et egern, som sidder i et træ og spiser et agern.
I Emmislev findes en mand, der skyder med armbrøst.
Sydvæg #
Øst for vinduet: S. Laurentius. Risten er væk, men højre hånds håndstilling viser, at den har været der.
Vest for vinduet: S. Kristoffer.
I vinduessmigen: S. Dorothea med blomsterkurven.
Korbue #
Korbuens motiver har ikke kunnet identificeres.
Skib #
Triumfvæg #
På væggen nord for korbuen: De fem kloge brudepiger med deres lamper.
Syd for korbuen: Billederne er meget fragmentariske. Fire personer. I hvert fald en af dem er tydeligvis en mand. A Catalogue foreslår, at det kan være uidentificerede profeter og ikke som forventet de fem tåbelige brudepiger.
De ti brudepiger er et sjældent motiv, som i Skåne kun forekommer her og i Finie – Finja.
1. fag #
Nordvæg #
Det øverste er meget utydeligt. Det kan være motiver fra Lidelseshistorien.
Nedenunder mod vest: Korsbæringen. Maria står med hænderne over brystet. Til højre står Johannes, som er vendt imod hende, men har drejet hovedet for at se, hvad der sker.
Mod øst: Korsfæstelsen. Billedet er meget fragmentarisk. Det nederste af korset kan ses. Til venstre står Maria og vrider hænderne. Ved korsets fod ligger tre kranier og tre knogler. Til højre står den sørgende Johannes. Det ser ud, som om Johannes står med et lam. I givet fald har maleren da forvekslet Johannes Døber med disciplen Johannes.
Sydvæg #
Vest for vinduet, nederst: Nedtagelsen af korset. Josef fra Arimatæa ses til venstre for korset. Til højre er en lille bøddel i gang med at klargøre nedtagningen. Længst til højre står Johannes og holder noget i venstre hånd.
Vest for vinduet, øverst: Begrædelsen. Maria, som er næsten udvisket, sidder med den døde Jesus. Til højre knæler Maria Magdalene.
Øst for vinduet: En gris. Vest for grisen kan skimtes noget, der ligner en stående person. Det er i givet fald S. Antonius.
2. fag #
Nordvæg #
Ud fra en (næsten) nøgen mand vokser et uhyre med de syv dødssynder. Dødssynderne er:
- Superbia, hovmod. En kvinde med krone, som løfter noget i højre hånd. Øverst i dragegabet.
- Gula, frådseri. En person drikker af et stort drikkehorn. Under dragen.
- Avaritia, grådighed. Temmelig udvisket. Venstre hånd er løftet. Til venstre for mandens knæ.
- Ira, vrede. En person, som stikker et sværd i sig selv. Til højre for snoningen på dragens hale.
- Invidia, misundelse. Meget fragmentarisk. En hånd kan ses. Til højre for mandens knæ.
- Luxuria, vellyst. Mellem mandens fødder.
- Acedia, dovenskab. Sovende mand hviler hovedet i hånden. Længst til højre forneden.
Længst mod vest: Nogle bare ben og det nederste af en mand, som er foroverbøvjet. Det kan være Aristoteles og Phyllis, som kendes fra Bunkeflo kirke.
Sydvæg #
Øst for døren: Samson med langt hår og skæg og med bælte om livet.
Øverst: Billedet er så fragmenteret, at tolkningen er usikker. Det er traditionelt blevet tolket som Uddrivelsen af Paradis med englen, Adam med hår og skæg og Eva, der med venstre hånd peger mod vest. Men nederst til venstre sidder en mand i profil, som ikke passer ind i motivet.
Vindue: I smigen svage rester af en skikkelse, som tolkes som Kain. Det bygger på den store ”posehue”, der ses som en stor rød plet over hans hoved. Kain bærer en lignende hovedbeklædning i Nørre Strø – Norra Strö. Billedet har sikkert indgået i en større sammenhæng i den nu nedrevne hvælvkappe.
Vestvæg #
Syd for døren: To personer står tæt på hinanden. Den ene rækker hånden ud mod den anden. A Catalogue foreslår, at det kan være Besøgelsen, men stiller et spørgsmålstegn ved det. Motivet plejer at indgå i fortællingen om Jesu Fødsel. Da selve fødslen er fremstillet i et billede i koret, taler det imod denne tolkning.
A Catalogue 1976, bd. 2, s. 14-17.
Dahlby 1985, s. 193.
Frid og Sjösten 2016, s. 67-111.
Klokke #
Klokken blev 1638 overført til Kristianstad for at blive omstøbt. Ad snirklede veje kom den til Ferlev – Färlöv, hvor den måske kom til at indgå i den klokke, man fik støbt 1663.
Frid og Sjösten 2016, s. 48.